2014-01-03 Huler og hårnåle

I dag, som forhåbentlig er vores sidste som landkrabber, vendte den lille bil næsen mod Galdar atter en gang. Det blev et ganske lærerigt besøg på museet der, vi så den fine udgravning af de oprindelige canarieres huse og lærte meget om deres samfund og levevis.

Der boede omkring 20000 mennesker her på øerne, fortrinsvis på Gran Canaria, der var 13 landsbyer og også adskillige bosættelser udenfor landsbyerne. Disse mennesker menes at være indvandret fra nordafrika for ca 3000 år siden. Sagnet fortæller, at de første forfædre kom flyvende herover i skikkelse af store fugle. Der blev dyrket forskellige kornsorter, mest byg, men også lidt hvede, og bønner og linser og de holdt husdyr, især geder, men også svin og en slags får uden uld. Samfundet var strengt hierarkisk, med lokale høvdinge og øverst en konge og et præsteskab. De dyrkede en enkelt gud.

Deres landsbyer lå som oftest op ad siderne på en kløft. Husene var runde udvendig, og indvendig var de nærmest korsformede.

I den ene eller begge sider af huset er der alkover, som ses som indhak. Husene var delvis udhugget i lavaskrænten og både de indvendige og udvendige mure bygget op af udhuggede lavasten. Taget var konstrueret af tværliggende bjælker med flade (tag)sten, flettede måtter og lermørtel, og fordi husene lå op ad skrænterne og delvis hugget ind i selve skrænten, kunne taget også bruges som fx lager-og tørreplads. Der er fundet masser af lerting, krukker til opbevaring og kogekar, dekoreret med farver eller indridsede mønstre, kornkværne af sten, både enkle gruttesten og mere avancerede små møller, og forskellige redskaber af ben og sten.

Men så kom spanierne! I starten forsøgte de sig mest med en form for samarbejde. Der blev handlet indbyrdes og spanierne byggede sukkermøller og "kristnede" de vilde, ved at montere kors på deres kulthuse. Men så kom Isabella! Hun var dronning af Spanien og hun var skrap. Der havde været tiltagende uro og problemer, de oprindelige canariere brød sig ikke om, at spanierne ikke overholdt indgåede aftaler, eller at de stjal, det de ville, eller voldtog kvinderne. Løsningen på det problem var, ifølge Isabella, at erobre øerne. Dette skete ved at ca 17000 af den oprindelige befolkning blev slået ihjel, og af de ca 3000 overlevende blev de ca 2800 deporteret som slaver. Det var enden på den civilisation. Landsbyernes fine huse blev bygget om eller stenene blev brugt til andre byggerier, således også denne. Til sidst var der kun de nederste sten tilbage og den oprindelige landsby kaldet Agaldar forsvandt under den moderne by Galdar. Museet ligger nu midt i byen, i et kvarter med stejle og smalle gader. Jorden blev doneret til byen i slutningen af 1800-tallet, da rester af nogle af de oprindelige huse blev opdaget netop her.

Museet ligger midt i byen. Det er kun adskilt fra byen med store sejldugspaneler.

Efter den omgang kultur og historie, kørte vi videre ned langs vestkysten, der huser det mest bjergrige og mindst beboede område.

Den første by vi kom til var Agaete. Det var en meget smuk by, med lutter hvide huse og en fin botanisk have som vi besøgte. Haven var 150 år gammel og der var samlet planter og træer fra hele verden. Her er nogle stemningsbilleder.

I hjørnet var der en lille café, hvor man kunne få en kop af den eneste europæisk dyrkede kaffe. Den dyrkes på en plantage i nærheden af Agaete og den smagte godt. Lidt let og syrlig.

Vi kørte videre ned langs kysten og stoppede mange gange og nød fantastiske udsigter. Ca. halvvejs nede af vestkysten besluttede Tine sig pludselig for at hun syntes vi skulle køre på tværs. På kortet kunne vi se at der skulle være flere søer. Og da vi ikke tidligere har set hverken søer eller vandløb, tænkte vi at det skulle være nu. Vi havde dog ikke kørt ret langt af de meget smalle veje, med meget langt ned, før der blev trukket i land. Nu kan man jo ikke rigtig vende på sådan en smal bjergvej, så vi måtte jo fortsætte. Der var også kun 33 kilometer til vejen sluttede. Vi fik dog igen nogle fantastiske billeder og vi så faktisk vand. Ikke ret meget, men dog noget overfladevand.

Vi nåede heldigvis nogenlunde ud af bjergregionen inden det blev helt mørkt, men til sidst måtte vi skære kraftigt ned på foto-pauserne.

Til slut et stemningsbillede af aftentågen i dalene.

I morgen skal vi tidligt op. Vi skal nemlig ned og læsse bagage af, aflevere lejebilen i lufthavnen, tage bussen tilbage til Pasito Blanco og afhente båden. Det glæder vi os til.

2014-01-03 Fluepapir og lækkert tøj

I dag havde vi også en plan. Den gik ud på at opsøge et outletcenter og derefter tage en tur til Maspalomas på sydkysten, hvor der ligger et stort, fredet klitområde.

Vi startede den lille bil, faldt i hak på motorvejen, og kort efter var vi ved Las Terazas. Her ligger der en hel del outletforretninger, det vil sige butikker med restpartier af mærkevarer til overkommelige priser. Vi stilede direkte mod Desigual, et spansk tøjmærke med lækkert luksushippieagtigt tøj, og blev også ekviperet med diverse beklædning. Så langt, så godt.

Så fortsatte vi sydpå, til Maspalomas, hvor gennemsnitstemperaturen er ca tre grader højere, end i Las Palmas, og det er jo egentlig en del, der er kun 50 km derned.

Maspalomas er langt det største turistområde her. Der er lange, lækre sandstrande, tæt besat med liggestole og turisthoteller og ferielejligheder en masse. Lidt af et fluepapir.Det mennesketomme område i forgrunden af fotoet er det ingenmandsland, der adskiller nudistzonen fra let-påklædt-zonen.

Vi stilede direkte mod Las Dunas, klitterne, et meget stort klitområde, som er fredet. Området var meget imponerende, med store, flotte klitformationer.

Der var også indimellem lavere områder med smukt slebne sten, og vi nød vores vandretur med bare tæer.

Oppe i en del af klitterne lå der nøgne mennesker, tilsyneladende mest af den ældre generation, og det gik op for os, at vi havde forvildet os ind i et nudistområde. Vi skyndte os at forvilde os ud igen, efter at have konstateret at det ikke gør noget godt for den aldrende krop at man tager alt tøjet af! Da vi ikke rigtig kunne få os selv til at fotografere i nudistområdet, er her et foto af skiltet.

Hovedparten af de 8-9 millioner turister, der besøger Gran Canaria hvert år, bor i Maspalomas. Vi fik dog nok af vrimmelen og kørte videre til Pasito Blanco, som er den lille havn på sydkysten, hvor vi skal hente vores båd på lørdag. Så kunne vi lige orientere os og få lidt frokost. I havnen lå dette flotte, tyske skib.

Efter at have ventet 50 minutter på en sandwich og en salat i den lokale yachtklub, og spist det på 10 minutter, kørte vi tilbage mod Las Palmas. Og ramte myldretiden på motorvejen. Men så kørte vi da bare fra og på eventyr. Vi for vild som sædvanlig, men nåede da tilbage på hotellet. På vores vildtur så vi, at der var sat boder op på vores lokale torv, Parque de San Telmo, og der gik vi ned. Det viste sig at være lokale kunsthåndværkere fra øens forskellige regioner, og der blev udbudt alt muligt, smykker, læder-og træarbejder, keramik, kunstfærdigt flettede fuglebure og meget mere. En del var traditionellle kunsthåndværkerting, men der var også mere "moderne" ting, som fx lamper af bemalet bølgepap. Der var også en meget stemningsfuld optræden af det lokale mandskor.

Og så var vi trætte og gik hjem.

2014-01-01 Bølgeskvulp på nordkysten

I dag havde vi en plan, men først lidt baggrundsinfo.
De Canariske øer havde engang en oprindelig befolkning, antagelig indvandret fra Nordafrika omkring 1000 år før vor tidsregning. De var organiseret i klaner med et strengt hierarki, med en konge og en religiøs leder i toppen. De levede af landbrug og havde også husdyr. De boede i huler, dels naturligt forekommende, dels udhuggede i den porøse lavasten, og der er stadig mange spor efter dem i landskabet, og i hulerne, hvor der skulle være adskillige fine hulemalerier og dekorationer. Især i området omkring Galdar, en større by på den nordvestlige kyst, hvor der findes et museum, Cuevo Pintada, som viser en stor udgravning. Men ak, en ting er planer, en anden virkelighed! Museet var naturligvis lukket, det er jo trods alt helligdag.

Først kørte vi lidt rundt i byen. Her var stejle, smalle gader

Vi kom dog hurtigt til fornuft, parkerede bilen og gik en tur i det hyggelige område. Der var fine gamle huse, små torve med udeservering i solskin og en rigtig rar, lidt søvnig stemning. En del af restauranterne og alle butikkerne havde lukket, men vi fandt et rart sted at spise en god frokost. Vi var dog en smule nervøse, efter gårsdagens kedelige omgang, men i dag fik vi heldigvis lækker guf.
Her er endnu et par stemningsbilleder fra den charmerende by.

Næste del af planen var at køre ud til kysten så langt mod nordvest som muligt. Den del af planen lykkedes. Vi kunne komme helt ud til kysten i det nordvestlige hjørne, hvor der står et fyrtårn. Det var et meget vindblæst sted med høje bølger. Og det selvom vinden i dag ikke var noget særligt, set fra et sejlersynspunkt. Man kunne se bjerget på Tenerife, der også er Spaniens højeste punkt. (Det er bjerget i disen i baggrunden).

Vi fik også taget ca. 50 billeder af flotte bølger. Her er et enkelt.

Til sidst har vi et enkelt spørgsmål til de spansk-kyndige. Hvad er det de siger til en, når man kommer ind på en restaurant? Det betyder sikkert om man skal spise, for når vi ligner et stort spørgsmålstegn, kommer de med et menukort - eller peger sig på munden. Skriv også gerne svaret fonetisk.

2013-12-31 Godt nytår

I dag hentede vi vores fine lille bil. Den har vi lejet i de næste 4 dage. Det er meget rimeligt at leje bil her nede. Dog kostede det meget mere de første dage end de sidste. Derfor valgte vi at leje bil her de sidste 4 dage. Det koster ca. 225 kr. om dagen inkl. fri kørsel. Til gengæld er man tvunget til at købe en fuld tank for 51 euro og i og med at det er en meget økonomisk bil, er det nok noget de tjener en 'lille' skilling på. Her er bilen - en lille Fiat Panda - fin til os.

Og så gav vi den gas ind i på øen. Gran Canaria er jo en vulkanø, så her er meget kuperet, med de karakteristiske lava-fingre. Øen er samtidig meget frodig, så der dyrkes masser af frugt og grønt.Den del vi besøgte var den centrale del af øen og var utrolig flot. Vi var også overraskede over hvor tæt befolket 'bjergene' egentlig er. Man kører næste landsby til landsby og selv der, hvor der ikke er en egentlig landsby, ligger husene stadig rimelig tæt.

I en af de mindre byer blev vi udsat for et knaldperleattentat! En ældre dame smed en sådan ud på vejen foran vores lille bil og spurtede derefter over til sin veninde, begge fnisede overstadigt - og det gjorde vi også. Det er jo nytårsaften.
Vi stoppede i en af landsbyerne og fik et helt igennem elendigt måltid, bestående af mærkelige kødagtige flapper, som vi diagnosticerede til at være mave, kogt sammen med 'døde' grønsager. Vi sad på et hyggeligt torv og nød solen, mens de ældre indfødte sad og spillede kort under de skyggefulde træer og vi blev der indtil solen gik ned bag bygningerne. Så det var rigtig hyggeligt. Derefter kørt vi op i terrænet og nød solen gå ned bag bjergene.

Så så vi den lurende dræber. Den sad og ventede lumsk på sit bytte. Vi skyndte os at fotografere den og flygtede hen til bilen, med hjertet oppe i halsen.

Under vores udforskning af de bjergrige egne, passerede vi en lille bil et par gange. I bilen sad en ældre herre og på taget af bilen var monteret et par ret store højttalere, hvorfra der lød lystig, og meget høj, harmonikamusik. Et ganske festligt indslag og herligt med en mand med den mission at udbrede disse toner. Således oplivede satte vi næsen hjemad og det var lidt af en udfordring, trods vort nyligt indkøbte kort. Undervejs for vi vild flere gange, men øen er jo heldigvis ret overskuelig. Og var vi ikke faret vild, var vi gået glip af denne fine udsigt:

Som jeg lige står og nyder her.
Vi befandt os 'pludseligt' højt oppe over Las Palmas ved det gamle fort, som vi hørte om på vores busrundtur i går. Der var en fantastisk udsigt over byen og bugten. Man kan se vores hotel til højre tæt på havet her:

Her er noget mere udsigt over en kirke-katedral-katolsk ting.

Selvom vi på et tidspunkt var i tvivl, lykkedes det faktisk at finde tilbage til hotellet gennem et virvar af ensrettede gader og spansk trafik.

Da det ikke var lykkedes os at komme på en overordnet plan for vores nytårsaften, endte vi i hotellets lobby, hvor vi så nedtællingen på spansk tv, til et glas champagne på hotellets regning. I modsætning til hjemme, er det åbenbart først rigtig nytår når klokkespillet ringer med det første timeslag. Vi var i hvert fald de eneste, der ønskede hinanden godt nytår da bimleriet startede. Resten af forsamlingen kom med ved det første timeslag. Bagefter gik vi udenfor og hen til vandet - eller så langt vi kunne komme uden at krydse vejen. Alle bådene tudede og der var en der fyrede en nødraket af. Det var meget festligt. Fyrværkeri var der ellers ikke meget af. Ingen tvivl om at Egelyvej ville have vundet den kamp. (igen).

Til sidst ønskes I alle et rigtig godt nyt år her fra.