I dag, som forhåbentlig er vores
sidste som landkrabber, vendte den lille bil næsen mod Galdar atter
en gang. Det blev et ganske lærerigt besøg på museet der, vi så
den fine udgravning af de oprindelige canarieres huse og lærte meget
om deres samfund og levevis.
Der boede omkring 20000 mennesker her
på øerne, fortrinsvis på Gran Canaria, der var 13 landsbyer og
også adskillige bosættelser udenfor landsbyerne. Disse mennesker
menes at være indvandret fra nordafrika for ca 3000 år siden.
Sagnet fortæller, at de første forfædre kom flyvende herover i
skikkelse af store fugle. Der blev dyrket forskellige kornsorter,
mest byg, men også lidt hvede, og bønner og linser og de holdt
husdyr, især geder, men også svin og en slags får uden uld.
Samfundet var strengt hierarkisk, med lokale høvdinge og øverst en
konge og et præsteskab. De dyrkede en enkelt gud.
Deres landsbyer lå som oftest op ad
siderne på en kløft. Husene var runde udvendig, og indvendig var de
nærmest korsformede.
I den ene eller begge sider af huset er
der alkover, som ses som indhak. Husene var delvis udhugget i
lavaskrænten og både de indvendige og udvendige mure bygget op af
udhuggede lavasten. Taget var konstrueret af tværliggende bjælker
med flade (tag)sten, flettede måtter og lermørtel, og fordi husene
lå op ad skrænterne og delvis hugget ind i selve skrænten, kunne
taget også bruges som fx lager-og tørreplads. Der er fundet masser
af lerting, krukker til opbevaring og kogekar, dekoreret med farver
eller indridsede mønstre, kornkværne af sten, både enkle
gruttesten og mere avancerede små møller, og forskellige redskaber
af ben og sten.
Men så kom spanierne! I starten
forsøgte de sig mest med en form for samarbejde. Der blev handlet
indbyrdes og spanierne byggede sukkermøller og "kristnede"
de vilde, ved at montere kors på deres kulthuse. Men så kom
Isabella! Hun var dronning af Spanien og hun var skrap. Der havde
været tiltagende uro og problemer, de oprindelige canariere brød
sig ikke om, at spanierne ikke overholdt indgåede aftaler, eller at
de stjal, det de ville, eller voldtog kvinderne. Løsningen på det
problem var, ifølge Isabella, at erobre øerne. Dette skete ved at
ca 17000 af den oprindelige befolkning blev slået ihjel, og af de ca
3000 overlevende blev de ca 2800 deporteret som slaver. Det var enden
på den civilisation. Landsbyernes fine huse blev bygget om eller
stenene blev brugt til andre byggerier, således også denne. Til
sidst var der kun de nederste sten tilbage og den oprindelige landsby
kaldet Agaldar forsvandt under den moderne by Galdar. Museet ligger
nu midt i byen, i et kvarter med stejle og smalle gader. Jorden blev
doneret til byen i slutningen af 1800-tallet, da rester af nogle af
de oprindelige huse blev opdaget netop her.
Museet ligger midt i
byen. Det er kun adskilt fra byen med store sejldugspaneler.
Efter den omgang kultur og historie,
kørte vi videre ned langs vestkysten, der huser det mest bjergrige
og mindst beboede område.
Den første by vi kom til var Agaete.
Det var en meget smuk by, med lutter hvide huse og en fin botanisk
have som vi besøgte. Haven var 150 år gammel og der var samlet
planter og træer fra hele verden. Her er nogle stemningsbilleder.
I hjørnet var der en lille café, hvor
man kunne få en kop af den eneste europæisk dyrkede kaffe. Den
dyrkes på en plantage i nærheden af Agaete og den smagte godt. Lidt
let og syrlig.
Vi kørte videre ned langs kysten og
stoppede mange gange og nød fantastiske udsigter. Ca. halvvejs nede
af vestkysten besluttede Tine sig pludselig for at hun syntes vi
skulle køre på tværs. På kortet kunne vi se at der skulle være
flere søer. Og da vi ikke tidligere har set hverken søer eller
vandløb, tænkte vi at det skulle være nu. Vi havde dog ikke kørt
ret langt af de meget smalle veje, med meget langt ned, før der blev
trukket i land. Nu kan man jo ikke rigtig vende på sådan en smal
bjergvej, så vi måtte jo fortsætte. Der var også kun 33 kilometer
til vejen sluttede. Vi fik dog igen nogle fantastiske billeder og vi
så faktisk vand. Ikke ret meget, men dog noget overfladevand.
Vi nåede heldigvis nogenlunde ud af
bjergregionen inden det blev helt mørkt, men til sidst måtte vi
skære kraftigt ned på foto-pauserne.
Til slut et stemningsbillede af
aftentågen i dalene.
I morgen skal vi tidligt op. Vi skal
nemlig ned og læsse bagage af, aflevere lejebilen i lufthavnen, tage
bussen tilbage til Pasito Blanco og afhente båden. Det glæder vi os
til.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar