lørdag den 4. januar 2014

2014-01-03 Huler og hårnåle

I dag, som forhåbentlig er vores sidste som landkrabber, vendte den lille bil næsen mod Galdar atter en gang. Det blev et ganske lærerigt besøg på museet der, vi så den fine udgravning af de oprindelige canarieres huse og lærte meget om deres samfund og levevis.
Der boede omkring 20000 mennesker her på øerne, fortrinsvis på Gran Canaria, der var 13 landsbyer og også adskillige bosættelser udenfor landsbyerne. Disse mennesker menes at være indvandret fra nordafrika for ca 3000 år siden. Sagnet fortæller, at de første forfædre kom flyvende herover i skikkelse af store fugle. Der blev dyrket forskellige kornsorter, mest byg, men også lidt hvede, og bønner og linser og de holdt husdyr, især geder, men også svin og en slags får uden uld. Samfundet var strengt hierarkisk, med lokale høvdinge og øverst en konge og et præsteskab. De dyrkede en enkelt gud.
Deres landsbyer lå som oftest op ad siderne på en kløft. Husene var runde udvendig, og indvendig var de nærmest korsformede.




I den ene eller begge sider af huset er der alkover, som ses som indhak. Husene var delvis udhugget i lavaskrænten og både de indvendige og udvendige mure bygget op af udhuggede lavasten. Taget var konstrueret af tværliggende bjælker med flade (tag)sten, flettede måtter og lermørtel, og fordi husene lå op ad skrænterne og delvis hugget ind i selve skrænten, kunne taget også bruges som fx lager-og tørreplads. Der er fundet masser af lerting, krukker til opbevaring og kogekar, dekoreret med farver eller indridsede mønstre, kornkværne af sten, både enkle gruttesten og mere avancerede små møller, og forskellige redskaber af ben og sten.



Men så kom spanierne! I starten forsøgte de sig mest med en form for samarbejde. Der blev handlet indbyrdes og spanierne byggede sukkermøller og "kristnede" de vilde, ved at montere kors på deres kulthuse. Men så kom Isabella! Hun var dronning af Spanien og hun var skrap. Der havde været tiltagende uro og problemer, de oprindelige canariere brød sig ikke om, at spanierne ikke overholdt indgåede aftaler, eller at de stjal, det de ville, eller voldtog kvinderne. Løsningen på det problem var, ifølge Isabella, at erobre øerne. Dette skete ved at ca 17000 af den oprindelige befolkning blev slået ihjel, og af de ca 3000 overlevende blev de ca 2800 deporteret som slaver. Det var enden på den civilisation. Landsbyernes fine huse blev bygget om eller stenene blev brugt til andre byggerier, således også denne. Til sidst var der kun de nederste sten tilbage og den oprindelige landsby kaldet Agaldar forsvandt under den moderne by Galdar. Museet ligger nu midt i byen, i et kvarter med stejle og smalle gader. Jorden blev doneret til byen i slutningen af 1800-tallet, da rester af nogle af de oprindelige huse blev opdaget netop her.

Museet ligger midt i byen. Det er kun adskilt fra byen med store sejldugspaneler.

Efter den omgang kultur og historie, kørte vi videre ned langs vestkysten, der huser det mest bjergrige og mindst beboede område.

Den første by vi kom til var Agaete. Det var en meget smuk by, med lutter hvide huse og en fin botanisk have som vi besøgte. Haven var 150 år gammel og der var samlet planter og træer fra hele verden. Her er nogle stemningsbilleder.



I hjørnet var der en lille café, hvor man kunne få en kop af den eneste europæisk dyrkede kaffe. Den dyrkes på en plantage i nærheden af Agaete og den smagte godt. Lidt let og syrlig.

Vi kørte videre ned langs kysten og stoppede mange gange og nød fantastiske udsigter. Ca. halvvejs nede af vestkysten besluttede Tine sig pludselig for at hun syntes vi skulle køre på tværs. På kortet kunne vi se at der skulle være flere søer. Og da vi ikke tidligere har set hverken søer eller vandløb, tænkte vi at det skulle være nu. Vi havde dog ikke kørt ret langt af de meget smalle veje, med meget langt ned, før der blev trukket i land. Nu kan man jo ikke rigtig vende på sådan en smal bjergvej, så vi måtte jo fortsætte. Der var også kun 33 kilometer til vejen sluttede. Vi fik dog igen nogle fantastiske billeder og vi så faktisk vand. Ikke ret meget, men dog noget overfladevand.





Vi nåede heldigvis nogenlunde ud af bjergregionen inden det blev helt mørkt, men til sidst måtte vi skære kraftigt ned på foto-pauserne.

Til slut et stemningsbillede af aftentågen i dalene.




I morgen skal vi tidligt op. Vi skal nemlig ned og læsse bagage af, aflevere lejebilen i lufthavnen, tage bussen tilbage til Pasito Blanco og afhente båden. Det glæder vi os til.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar