Nordpå

Efter et par luksusdage i Paihia, som vi konsekvent omtaler som Tapia, vendte vi næsen mod nord. Vi overnattede på en lille, hyggelig campingplads og nu skulle bilen jo stå sin prøve! Der var trangt. Og varmt. Og vi havde desværre også fået lukket en myg ind. Verdens dummeste myg. I stedet for at forsyne sig straks, summede den rundt det meste af natten og forstyrrede. Men det lykkedes såmænd alligevel at sove. Således friske kørte vi mod Cape Reinga, gennem storslået, men meget øde natur.
På Cape Reinga, der regnes for enden af New Zealand, står der et fyrtårn, det kan anes på et af billederne.
For maorierne har stedet en enorm, mytologisk betydning. Det er nemlig her, de dødes sjæle forlader jorden og rejser videre til åndeverdenen. De glider ganske enkelt ned af rødderne på et 800 år gammelt træ, der står helt ude på spidsen af klippen.
Vi gik en sej tur ned ad en sti ved kanten af havet og op igen. Her mødes i øvrigt også Det Tasmanske Hav og Stillehavet.
Senere, sydpå igen, fandt vi en naturovernatningsplads, husets herre ses på den højst idylliske strand øverst.
På foto 2 anes en rød ring ca i midten, det er vores lille camperbil.
Foto 3 viser udsigten mod fyrtårnet, oppe fra bjerget. Tænk, vi gik en lang morgentur! Startede 6.30(jetlag???) og kartede op på adskillige store bakker. Og ned igen.
På foto 4 står fruen i en kopi af en hytte, som blev brugt af de mænd, som i 1800-tallet og op til 1930'erne gravede harpiks op af jorden. Den kom fra store kauri-træer, begravet i sumpområder for 150000-45000 år siden. Den blev brugt til at fremstille lak, fernis og maling. Nu graves træerne op og der fremstilles møbler og kunsthåndværk af det smukke træ.