søndag den 29. december 2013

Ja, så gik der jo et år mere......

Og så var det på tide at se nye horisonter, denne gang knap så langt hjemmefra.
Efter en hyggelig, lidt stille juleaften, hvor Tine, sikkert på grund af Andreas` fravær, fik mandelgaven, var det tid at pakke kufferten. Her ses den fantastiske mandelgave, med passende maritimt tema:



Kufferten blev desværre pakket temmelig mangelfuldt, fx manglede den elektriske tandbørste, selvom hovederne skam var med. Freddys barbermaskine blev også hjemme, så nu får vi set ham med skipperskæg! Og ja, vi skal sejle. D.28 december fløj vi til Gran Canaria, hvor vi skal bo på et hotel i Las Palmas i en uge og derefter skal sejle i to uger. Her ses sydspidsen af Portugal fra flyet.



Da vi ankom i går aftes, regnede det! Vistnok usædvanligt hernede. Vi checkede ind på vores hotel og gik ud for at udforske nabolaget. Vi fandt hurtigt et supermarked og namnam for en masse lækkerier der var. Store lufttørrede skinker, oste, alt godt fra havet, bl. a. en stor (levende) krabbe, der gloede olmt på os, og i den mere kuriøse afdeling: hele små vacuumpakkede pattegrise. Vi kom hjem med vin, brød, forskellige tapaspålæg og en lækker gedeost, som vi smurte på brødet ved hjælp af kapselåbneren fra minibaren. derefter sov vi i 12 timer, jetlag???og stod op til en fin, men blæsende dag, klar til at udforske Las Palmas.

Vi bor sydligt i Las Palmas, ud til øens østkyst. Vi besluttede os for at gå en tur over til vestkysten, som på kortet så ud til at være lidt mere hyggelig. Men først skulle vi have os en kop kaffe. Her fandt  vi ud af at ærlighed tilsyneladende ikke er en højt skattet egenskab på disse breddegrader. Vi blev SNYDT!
Vi købte 2 kopper tilsyneladende meget rimeligt prissatte kopper kaffer, men den tilsyneladende søde servitrice påstod at hun havde fået en 5 euro seddel af os, selvom vi slet ikke havde haft en sådan i pungen. Ovenikøbet hev hun en massiv bunke 5-ere op af kassen og påstod at der slet ikke var en eneste 10-er dernede. Bagermesteren himself kom og bakkede hende op. Efter denne himmelråbende uretfærdighed og en glimrende kop kaffe måtte vi videre.

Vi gik og gik og der var strid modvind. Heldigvis ser det ud til at det bliver den sidste dag med meget vind. I følge vejrudsigten, får vi 25 grader og næsten ingen vind i morgen og sol og passende vind de næste 14 dage. Det kunne vi gå og glæde os over. Endelig kom vi til en meget hyggelig surferstrand med fine store bølger og en god frokost. Belært af erfaring betalte vi med kort og blev overhovedet ikke snydt. Faktisk var prisen meget rimelig. Her ses en mæt og veltilfreds kvinde, med vind i håret.



På vej videre kom vi forbi nogen, der muntrede sig med af surfe på de høje bølger. Det så herligt ud. Der var 4 surfere ud. De blev passet på af en livredder og 3 samaritter fra røde kors, der stod og kedede sig.


Det ligner lidt af et surfer-paradis.

Vi fortsatte ned af stranden og fandt et indkøbscenter, der havde åbent. Det var tæt pakket. Men da der også manglede alle Freddys T-shirts i kufferten, gik vi på jagt. Det blev til 6 t-shirts fra Carrefour - igen til en en meget rimelig pris. Vi fandt også en flaske lokal produceret sprut - noget Brandy-noget tror vi nok. Skik følge eller land fly. Det smager fint med Cola. Hvad gør man ikke for at undgå skørbug. Aih?? (Jul på Vesterbro - lyd).

Nu var der 3 veje hjem. En meget lang uden om bjerget, en meget stejl op over bjerget - eller bus 17, der kører lige til vores hotel. Bus 17 var selvfølgelig udelukket, men det var bjerget ikke. Og vi blev belønnet med en god udsigt, hvor vi kunne se begge sider af øen på en gang. Her ses vi forcere en stejl trappe op til ingenting og omvej.



Herfra gik det ned ad bakke og op ad med humøret. Vi fik en lille øl halvvejs og nåede hjem til hotellet i fin form. Der stod den på karbad og afslapning efter en tilbagelagt distance på ca. 12 kilometer.

Nu sidder vi i hotellets internet lounge og skriver. Det er hyggeligt. Vi høres ved i morgen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar