mandag den 14. januar 2013

11/1 2013 Sidste sejldag



I nærheden af ankerpladsen fra i går, ligger der nogle gode hummersteder. Derfor skulle den store hummerjæger, som ses nedenfor med ud efter storvildt, for hvem vil ikke gerne have hummer til aftensmad igen.

Der blev afsøgt adskillige gemmesteder og resultatet udeblev ikke. Det lykkedes endelig for Freddy at holde den indbyggede badering under vandlinien længe nok til at afsøge et område for hummere. Og resultatet blev at den flotte hummer på billedet ovenfor, blev hentet op – af Simon. Næste gang skal det nok lykkes for Freddy. Måske.

Så var det op med sejlet og derudaf. Vi fik sejlet en hel del før vi ankrede op ud for øen Man-O-War. Her fik vi lidt frokost før vi blev sejlet ind til øen. Man-O-War er endnu en gang helt anderledes. Øen bebos af få meget gamle bahamiske familier, der til gengæld helt dominerer. Der er ikke mange ferieboliger og der sælges slet ikke alkohol på øen. Ud over de 'sædvanlige' forretninger, var der flere systuer og bådeværfter. Øen bar præg af en helt anden arbejdskultur end mange af de andre øer. Den har også en gammel og stolt tradition for bådebyggeri.

Husene var meget fine.
De var mere velholdte end normalt hernede og specielt haverne var usædvanlig pæne og velpassede.
På øen bor også en sand institution. Nemlig Lola, der er den lokale bager. Hun er i 80'erne, men forsyner stadig hele øen (og tilrejsende) med godt brød og hun er især berømt for sine kanelsnegle. (Cinnamon Rolls). Det er kæmpestore, meget søde og meget fedtede.

Vi satte kurs mod Lola – uden at vide hvor hun boede – men heldigvis fandt hun os. Hun havde nemlig siddet og frosset på sin veranda (det er jo vinter) og besluttet sig for at køre ud med golfvognen lastet med gode sager. 

Og der er stadig Cinnamon Roll tilbage til morgenmaden.

Efter ø-turen satte vi kursen mod Marsh Harbour. Vi fiskede lidt under vejs, dog uden succes. Alle 3 sejl på skibet var oppe - en fin sidste sejltur mod solnedgangen.



Vi er nu ankret op inde i havnen og kan høre live-musik, det er der her på Snappas hver fredag. 

Vi har spist et lækkert måltid, bestående af hjemmefanget fisk og hummer linguini. Til dessert Tines citronfromage i en bahamisk udgave – noget stiv i det, da husblas'en hernede kommer i pulverform.

Og til sidst vores sidste solnedgang på Bahamas i denne omgang.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar