fredag den 11. januar 2013

8/1 2013 For fulde sejl


Dagen startede meget tidligt i dag. Der kom en ordentlig regnskylle og vi havde loftlugen stående på vid gab. Heldigvis er den ikke over nogen af vores senge, men midt i mellem. Ikke desto mindre måtte Freddy fare op og skynde sig at lukke den. Det var endda ikke  så nemt, da skruegrebet var vådt, så han måtte have fat i en brugt t-shirt til at holde med. Den kunne så også bruges til at tørre op på gulvet, væggene og døren med.

Efter en veloverstået morgenmad, blev vi sejlet ind til Treasure Cay marina i gummibåden. Der var tidsubegrænset varmt brusebad. Det benyttede Tine sig af, mens resten af selskabet sad og ventede, imens han undrede sig over hvor langsomt tiden går. Heldigvis havde vi aftalt med Simon at vi ville bruge godt 2,5 timer på halvøen.

Vi gik ud for at finde stranden på den anden side af halvøen. Den er på listen over verdens 10 bedste strande, så det glædede vi os meget til at se. Det viste sig dog at man skulle lede lidt efter en vej over på den anden side. Meget her er privat og der står skilte med 'No Trespassing' mange steder. Vi fandt dog et skilt til en strandcafé, så der gik vi ned. Vi fandt hurtigt denne her meget klassiske karibiske strandbar. De er ikke farveforskrækkede herude.Skønt.



Stranden var fantastisk, som det ses, og nærmest mennesketom. Vi mødte vel omkring 5 mennesker på vores 1,5 times vandring.



Her kunne man da godt slå sig ned lidt. Os derimod, vi havde ting at gøre. Nuvar vinden blæst op, så der skulle sejles hele eftermiddagen.

Først måtte vi dog sejle et stykke for motor, da vinden var lige i mod os i den smalle udsejling. Et stykke ude satte vi endelig sejl.


Vi krydsede mellem sandbanker og små øer resten af eftermiddagen. Freddy styrede mens Tine og Simon satte sejl og skiftede kryds. Nu ligger vi for anker ud for Scotland Cay. En privat ø, med kæmpe feriepaladser. Alle er dog mørke. Rige mennesker holder åbenbart ikke ferie 
i januar.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar