13/12 Pragt og trafikkaos

Vi havde lavet en aftale med Parlitas søster og svoger, om at de ville vise os lidt rundt i Bangkok, meget fornemt med lokale guider. Vi mødtes, efter nogle sproglige misforståelser, på vores hotel og kastede os derefter ud i den noget kaotiske trafik i byen. Der er ganske enkelt alt for mange biler, busser, lastbiler, tuktuk'er, motorcykler, scootere og andre transportmidler på vejene i byen, men der bor jo altså også 10 millioner mennesker. Efter en lang tur, hvor vi for det meste holdt i kø, nåede vi frem til et område ved floden, hvor den prægtige tempelby ligger.

I en lille gade ved floden lå et lille markedsområde, her sælges tørret fisk af enhver tænkelig art. Vi fik os en frisk kokosnød at drikke af, herligt.

Parlitas søster, Nong og svoger, Pailat, hyrede en tuktuk, så vi kunne komme hen til indgangen til tempelområdet. Det er en sjov, lille åben trehjulet bil med en knallertmotor, som tøffer, deraf navnet. De holder overalt ved kantstenen, lige til at praje og snor sig nemt gennem den øvrige trafik.

Før vi kunne komme ind i tempelbyen, blev vores påklædning underkastet et kritisk blik. Vi blev derpå beordret ind i en bygning ved indgangen og iklædt ekstra tøj, så der ikke var bare ben og skuldre at se mere. Og så kunne vi gå ind til alle disse prægtige bygninger. Ovenfor ses de rige udsmykninger, glaserede kakler og blomsterornamentik med tusindvis af små keramikblade, imponerende.

Her et par forgyldte fødder.

 Der er adskillige bygninger på det store tempelområde, men de bliver kun brugt af kongen et par gange om året, til forskellige fejringer og ritualer. Resten af året er der åbent for gæster, både turister, som betaler indgang, og lokale, som ikke skal betale for at komme ind, egentlig meget rimeligt, når man tænker over det, området betyder meget, religiøst og kulturelt for thaierne.

Og her poseres der foran en statue.

Midt i området ligger det store Buddhatempel, med jadebuddhaen tronende oppe på en forgyldt forhøjning, men der måtte vi ikke tage billeder. Vi skulle også tage skoene af, før vi gik ind og man måtte ikke vende sine fødder mod Buddha, når man sad ned. 

Hele Buddhatempelområdet er omgivet af en kilometerlang mur, der på indersiden er bemalet med en frise med mytiske motiver, meget flot.

Her et udsnit fra den lange frise.

Vi gik længe rundt og nød de smukke omgivelser, sikke en pragt. og også en kontrast til resten af byen, der er som man forventer sig en storby i Østen, larmende, beskidt, kaotisk, på den fede måde.

Mætte af indtryk, men sultne i maven , bad vi vore guider om at finde en restaurant, hvor vi ville byde på mad. Vi kørte til et hotel ved floden, hvor tjeneren straks fortalte os at vi skam kunne få både burgere og spaghetti! Det var vi ikke så interesserede i, vi ville gerne have thaimad og Nong og Pailat bestilte så en masse små, lækre retter, herunder en af mine favoritter, phad thai, en ret med nudler og tørrede og friske rejer og grøntsager og en dejlig, chilistærk fiskesuppe, små blæksprutter med chili og spinat og stegte grøntsager.

Vi havde en rigtig dejlig dag og følte os i godt selskab, tænk, hvilken luksus at blive vist rundt af lokale, stor tak til Nong og Pailat.

12/12 Videre til Bangkok

Så kom den sidste dag i Sydney. Vi pakkede færdig og fik omorganiseret lidt, i håb om at undgå for meget overvægt i lufthavnen. Tidligere nævnte rygsæk var nu meget tung igen, fint nok, da den er håndbaggage.
Vi dalrede lidt rundt i bydelen og  tog så med hotellets shuttle ud til lufthavnen, en vældig underholdende tur, der nærmest mindede om en tur i rutsjebanen og bl.a. inkluderede en medtrafikant, der rullede ruden ned og råbte 'What do you think you are doing coming out of there like that'. Og vores chauffør replikerede rapt: 'Is it your big day out - honking the horn'. Underholdende, men nok ikke så trafiksikkert.

Før vi forlod vores hotelværelse havde en af os, der ikke ville efterlade slatten på hotelværelset, hældt de sidste tre glas hvidvin i vores termokande og sammen med en pose chips, kom de til at udgøre en let frokost, som jeg nødig vil placere i madpyramiden. Og op i flyet kom vi da, termokanden tom, som sikkerhedsfyren sagde: We like them empty!

9 en halv time senere landede vi i Bangkok og fandt en taxa, der kunne køre os til vores hotel. Troede vi. Hotellet hedder President Solitaire og ligger i Sukhumvit Soi 11. Vi passerede adskillige hoteller, hvor President indgik i navnet, men måtte til sidst ringe og bede receptionisten forklare vejen for chaufføren. Men så lykkedes det også. Det gik også op for os at det er hele blokken, der hedder 11, det er altså ikke et vejnummer.

Vores umiddelbare indtryk af Bangkok er kaos. Trafikalt, fx. Der var, trods det sene tidspunkt, vældig megen trafik overalt. Fint pyntede lastbiler, små sjove tuktuk'er, som er en slags trehjulet åben minibil med plads til 3-4 passagerer under et halvtag, almindelige biler, knallerter, scootere og motorcykler, taxaer, busser, og alle snor sig ind i mellem hinanden.

Vi fik et stort værelse, faktisk nærmest en minilejlighed, med en meget stor himmelseng og boblebad, ren luksus. Vi var sultne, efter den lette frokost og det lille flymåltid, men trods det sene tidspunkt, den var vel omkring 2 om natten, fandt vi hurtigt et sted, der var åbent. Den her by sover vist aldrig. Men det gjorde vi snart, trætte efter at få rodet rundt med tiden igen.

11/12 Skomagerdrenge

Søndag i Sydney. Da det var en bestemt persons tur til at bære rygsækken i dag, blev den lettet for alt unødvendigt grej, bl.a. kameraet og vores regnfrakker inden vi gik ud i byen. Efter ca 10 minutter trak sorte skyer ind og det begyndte at styrtregne. Skomagerdrenge. Vi søgte straks tilflugt i en restaurant, hvor heldigt at der lige lå en der, og opdagede hurtigt at stedet var yderst velekviperet med hensyn til spændende ølarter. Der var fx dansk Mikkeller i taphanen, men det kan vi jo få på Vesterbro, så vi måtte prøve en amerikansk Rogue med hasselnød. En meget lækker, men også dyr øl. Her er beviset, taget med den, der ikke bar rygsækkens, mobiltelefon:

Vi sad længe og nød udsigten til regnen inde i tørvejret, det tordnede og buldrede og masser af børn blev meget våde.

Da det stilnede af, vovede vi os ud og gik hen til Paddy's Market, et stort indendørs marked med tøj, lædervarer, frugt og grønt, solbriller, souvenirs og alt, hvad hjertet ellers kan begære. Det kunne begære et stykke stof med fine gengivelser af aboriginaldyretegninger. Mon ikke, der bliver lidt babytæppe ud af det?

Derefter var det tilbage til hotellet og pakke sammen.

10/12 Rundtur til fods

I dag var det tid til at udforske den indre by (den i nærheden af hotellet). Vi startede med en tur i den lokale IMAX biograf, der også har verdens største 3D lærred. Vi havde købt en billet sammen med en burger i forgårs. Så sparede vi faktisk hele burgerens pris. Det er åbenbart meget normalt her. Vi har set flere restauranter med tilbud på IMAX billetter.

Vi så Polarexpressen. Det er en animeret julefilm, der handler om en dreng, der TVIVLER PÅ JULEMANDEN. Uha dada. Men den slags film ender heldigvis lykkeligt – og efter en tur til nordpolen i Polarexpressen, så får han da heldigvis syn for sagen og kan roligt tro på julemanden resten af livet. Pyha.

Herefter gik vi mod botanisk have og operahuset. På vejen kom vi over verdens ældste elektriske svingbro. Den ligger lige i nærheden af vores hotel og har netop overstået en renovering, der ifølge planen skulle slutte i denne her uge. Og vi var så heldige at mekanismen åbenbart lige skulle testes – måske en sidste gang – da vi var på vej over. Den mekanik interesserede havde funderet på hvordan den mon åbnedes, da der går en højbane over broen. Det er ret fikst, som man kan se her.

Pillen, der holder højbanen, går selvfølgelig ned i centrum af den del, der svinger rundt. Simpelt og oplagt.

Der er vildt mange mennesker i byen og juleoptog så vi også. Det var meget flot og sammenstykket af forskellige kulturer. Der var både en 'almindelig' garde og en masse forskellige asiatiske og katolske optog. Her ses en nogle.

Vi fik både flag og brød. Det var godt, for vi var ved at være noget sultne.

Vi fandt dog snart en pub, hvor vi kunne få stuvning og lokalt mikrobrygget øl. Det var ret godt. Som i New Zealand, er de store mærker, der fås overalt temmelig kedelige, men hvis man ser efter, er der faktisk mange små lokale øl, der smager ret godt.

Nå men videre til den botaniske have. Den fejret 195 år i år og tæller ned til 200 år. Det er meget på de her kanter. Haven er meget stor og har bl.a. et område med sukkulenter og truede planter. Vi så også en kakadue som guffede en kogle og et område, hvor der var hundredvis af flyvende hunde (mener vi det må være). Se her.

De larmede temmelig meget, selvom de ikke så specielt aktive ud. De sov i hvert fald ikke alle sammen. Det må også være varmt at sidde deroppe i solskinnet.

Den botaniske have ligger på en slags halvø og ude for enden ligger operahuset, en af verdens mest berømte bygninger. Vi købte en billet til en rundvisning. Vi blev meget hurtigt gennet væk fra mødestedet, da der var en bisværm, der havde valgt at slå sig ned lige i nærheden. Spændende, syntes biavleren. I øvrigt kan sværmende bier ikke stikke, da de har maven fuld af honning, men det er vist ikke almindeligt kendt!

Vi blev vist rundt inde i den fantastiske bygning og fik undervejs hele den dramatiske historie om hvordan huset blev til.

Jørn Utzon(dansk arkitekt) havde sendt et yderst skitseagtigt forslag til arkitektkonkurrencen, der fandt sted i 50'erne. Hoveddommeren i konkurrencen ankom meget sent, da forslagene blev gennemgået og insisterede på at se alle forslag, også de kasserede, og da han så Utzons, der var blandt de kasserede, sagde han at her var Sydneys nye operahus. Og sådan blev det. Man havde regnet med et budget på 7 millioner dollars og tre års byggetid, men projektet kom til at vare over 15 år og koste langt mere, over 100 millioner. Undervejs skiftede man regering her i Australien og den nye regering afviste at betale mere til Jørn Utzon, som så trak sig ud af projektet og forlod Australien, for aldrig mere at vende tilbage.

Der var adskillige byggetekniske udfordringer undervejs og nye metoder måtte opfindes, nærmest på stedet, men til sidst stod huset færdigt, i 1973. Det blev indviet af dronning Elizabeth og man er meget stolte af det hernede.

I 2007 blev huset erklæret World Heritage, dvs verdensarv og det har kun to arkitekter oplevet, mens de stadig levede.

I 2003 blev Jørn Utzon kontaktet af bystyret i Sydney og spurgt, om han ville være med til at planlægge husets fremtid for de næste 50 år og det ville han godt. Han var da over 80 år gammel og kunne ikke selv rejse herover, men hans søn, Jan, er nu chefarkitekt på huset og kommer her jævnligt og ser til det.

Huset er et helt fantastisk bygningsværk, med meget smukke former og imponerende arkitektur. Det er tydeligt maritimt inspireret og ligger som et smukt(flag)skib yderst i havnen. De utallige hvide kakler fanger og reflekterer lyset, både fra solen og fra havet. Vi forstår godt Sydneys stolthed.

Bagefter var vi blevet tørstige og besluttede os for at finde et udskænkningssted. Lettere sagt end gjort. Det er jo som bekendt snart jul og alle steder var der lukket for publikum pga firmajulefrokoster. Vi gik på vores trætte fødder meget langt, gennem en noget ucharmerende del af byen og kom endelig til Darling Harbour, hvor vi jo bor. Her fandt vi et mikrobryggerværtshus og fik en kold øl. Nu skulle man måske tro at det var et lille, listigt sted, men nej, der var nok flere hundrede gæster og travlt og larmende, så vi fortsatte snart hjemad.

Vores imax-billetter gav os rabat på lækker, italiensk is og det insisterede fruen på at vi tog alvorligt! Så helt ned for enden af havnen og hen til isboden. Der var også rigtig mange mennesker og de fleste stod og stirrede koncentreret ud over vandet. Det gik så op for os at der var fyrværkeri lige om lidt, i anledning af julen. Så mens vi guffede is, så vi på en masse fine raketter og romerlys, der lyste havnen op.

Det sidste stemningsfoto viser den flotte fuldmåne over Sidneys højhuse. Der skulle være måneformørkelse i nat, men vi vidste ikke hvornår og var også trætte efter en lang, men god dag her i storbyen.

9/12 Den store rundtur

Vi stod op til solskin og da det ser ud til at blive den eneste dag med sol, vi får i Sydney, måtte vi en tur til stranden. Vi købte os et multipas, som gælder hele dagen i alle offentlige transportmidler, både busser, tog og havnebusser og var snart afsted på farten.

Vi tog ud til en af verdens mest kendte strande, nemlig Bondi(udtales bondai) Beach. Og helt ærligt, spindesiden i familien havde nok forventet sig lidt mere! Ja, det er skam en fin strand, masser af fint, hvidt sand, flotte surferbølger, klart, rent vand, men selve stranden er vel ca en kilometer lang alt i alt, altså ingen 30 km riviera. Og vi så ingen hajer. Eller flotte livreddere. Kun et par meget små vandmænd, med lilla tentakler. Hvad tv-serien om livredderne på Bondi Beach handler om aner vi ikke, men der var ikke rigtig noget drama. Vi nød det afslappede strandliv og sværdsiden fik kastet sig i de flotte bølger. Det var for koldt for andre, men trods alt varmere end det meste danske badevand.

Da vi havde fået sol nok, tog vi en havnebus tilbage til byen igen. Vi kom så til at stå af i en lidt kedelig bydel og tog videre med en almindelig bus og toget. Vi fik rigtig brugt vores multipas.

I går købte vi en tilbudsbillet til tre attraktioner, Wild Life, Aquarium og Sydney Tower Eye, så vi besluttede os for den sidste af dem, tårnet. Det var sådan set ret nemt at finde, eftersom det stikker temmelig meget op i luften. Efter en lille 4D introfilm(4D er ligesom 3D, men nu også med vand, så man bliver oversprøjtet) og et sikkerhedstjek, blev vi gelejdet ind i en elevator og stod snart efter meget højt oppe over byen. Og hold da op, hvor flot, se bare!

Hvis man ser godt efter kan man, yderst til højre i billedet, ane en hvid spids. Det er Sydneys vartegn, Jørn Utzons smukke operahus.

Som man måske også kan ane, er Sydney en meget stor by. Her bor ca 5 millioner mennesker, noget af en omvæltning fra det relativt tyndt befolkede New Zealand. Faktisk bor 50 % af Australiens befolkning i de to store byer, Sydney og Melbourne.

Vi bor på et meget centralt hotel, lige ved Darling Harbour.(Yes, Darling!)

Og her er det så, set fra havnebussen. Det fantastiske operahus.

Godnat og sov godt.

8/12 Vilde dyr i fangenskab

80% af dyre- og plantearterne i Australien, findes kun her. Det er nogenlunde det samme som i New Zealand. Men da vi kun har 5 dage her og gerne vil se en del af de specielle dyr, måtte vi en tur i Wildlife Sydney. Det ligger bekvemt lige på den anden side af Pyrmont Bridge, som er en gangbro over Darling Harbour, der går nærmest lige udenfor vores hotel.

Da vi kom derned, havde de tilbud på at se Wildllife Sydney, Sydney Aquarium og Sydney Tower Eye, så det besluttede vi os for.

Sydney Wildlife holder kun dyr, der er naturligt hjemmehørende i Australien. Og ligesom i New Zealand, gør man også meget ud af at mange af dyrene er truede og parken deltager opdræt og udsætning af dyr i naturen.

Noget af det første vi så var et meget varmt område med store og flotte sommerfugle, der fløj rundt blandt publikum. Meget fint, selvom der var et eksemplar, der ikke så helt frisk ud efter at have sat sig på en lille pige, der blev lidt utryg og forsøgte at 'tørre' den af sin hånd. Det er nok 'forhåbentlig' ikke truede arter, der får lov at flyve rundt blandt publikum på den måde.

Derefter kom vi ind i en koala skov. En del af koalaerne havde unger. Koalaen har tre tommelfingre og en klo på hver hånd. På billedet herunder ses i hvert fald de 2 tommelfingre tydeligt.

Koalaen lever (som bekendt) af eukalyptusblade. De er giftige og indeholder ikke megen næring. Den er helt specialiseret til at spise disse blade, hvilket også er en del af årsagen til dens tilbagegang. Store områder med eukalyptus er blevet ryddet for at blive brugt til andre formål.

For at kunne nedbryde eukalyptusbladene har koalaen en meget lang mave/tarm, der indeholder en speciel bakterie. Ungerne fødes ikke med denne bakterie, men moderen laver en 'kage', der indeholder den, som ungen så spiser som det første måltid. Ikke lækkert – men nødvendigt.

Et andet helt specielt australsk dyr er Wombatten. Det er et lille pelsdyr, der 'støver' rundt i bunden af skoven om natten. Den er tilsyneladende ret mageligt anlagt, som det ses herunder.

Outback, som det hedder, er det kæmpe område, der ligger i midten af Australien. Der er varmt om dagen og koldt om natten og det regner meget lidt. Mange af planterne er specialiseret til at kunne optage dug igennem bladene. Og mange af dyrene er små pungdyr og gnavere, som er specialiseret til slet ikke at drikke. Der er også lidt større dyr i outback. Nogle af dem er glade for blanke knapper på fotografens cowboybukser. Det ses herunder.

Emuen kunne måske også mærke at tyksakken i flere tilfælde har spist emu!!. Heldigvis ilede dyrepasseren til og gennede emuen ind i sit indelukke. Emuerne er nu ret sjove. De render rundt og pikker i alting – lidt ligesom høns. Der var også kænguruer i outback. Og den mindre Wallaby. De siges dog ikke at være direkte i familie. Wallabien er kun ca. 1 meter høj og noget kraftigere bygget. Den røde kænguru kan blive op til 2 meter høj. Den har et hoved, der nærmest ligner et æsels og 'piller' også i alting. Det er åbenbart en god strategi i outback.

Så kom vi til parkens stolthed. En kæmpe saltvandskrokodille. Den vokser hele livet og kan blive meget gammel. Det eksemplar de har her, er blevet fjernet fra et floddelta, hvor den holdt til, fordi man mente den var til fare for mennesker. Man har forsøgt at finde en mage til den 2 gange. Begge gange har det ført til hunnens død. Nu har de besluttet ikke at prøve igen, hvilket nok er meget godt. Krokodiller er meget territoriale. Det er en flot fyr med fine 'bisser'. Se selv.

Her ligger han på bunden.

Efter at have fået lidt frokost og hvilet os lidt, mente vi lige at kunne nå akvariet inden aftensmaden.

Det ligger nede på havnen, ved siden af wildlife, men viste sig alligevel at være temmelig stort. Der var rigtig mange meget interessante havdyr. Farverige fisk, mest koralfisk. Herunder ganske mange, som vi kender som akvariefisk i Danmark. Store flotte flodfisk, torsk og bars, der alle er specielle for Australien. Søheste og forskellige gobler. Nogle dødeligt giftige. Vi har taget masser af billeder, men de kan desværre ikke alle sammen komme med her.

En af akvariets stoltheder er søkoen herunder. Det var kun hunnen, der kunne ses, da hannen desværre var i karantæne. Han havde tilføjet hende nogle skrammer, som ses herunder i et parringsforsøg. Derfor var han i isolation.

Søkoen lever af planter, som den græsser af havbunden. Den spiser meget, faktisk op til 10% af dens vægt pr. dag. Og efterlader et helt bart sandspor på havbunden, når den græsser. Men den ser venlig ud og man mener at søkoen står bag nogle beretninger, hvor søfolk, mener at de har set havfruer.

Der var naturligvis også hajer i akvariet. Mange hajarter er truet i dag, fordi man har jaget dem skånselsløst. Først fordi de blev udråbt til fjende nummer 1 og siden for at bruge finnerne til hajfinnesuppe. Hajfinnesuppe blev meget populært, specielt i asien i 80'erne. Der blev (og bliver stadig) fanget rigtig mange hajarter, hvor kun finnerne bliver brugt og resten bare smidt tilbage i havet. Det er naturligvis ikke godt – så ikke mere hajfinnesuppe her.

Hajerne udgør dog i et vist omfang en trussel for mennesker. Den hvide haj (dødens gab) holder til omkring Australiens østkyst (hvor vi er). Den lever bl.a. af sæler, der kan forveksles med surfbrædder. Herunder ses et flot eksemplar.

Tænderne er skarpe som barberblade og hajen er fantastisk fleksibel. Den kan nærmest vende 180 grader om sin egen akse. Det skyldes at den ikke har et skelet af knogler, men kun brusk, som er meget mere fleksibelt. Lad være med at klappe den, hvis du møder en!

Der var også en Wobbegong. Den var desværre ikke glad for at blive fotograferet. Akvariet deltager i et udsætningsprogram for Wobbegonger og har opdrættet og udsat mindst 1. Wobbegongen er en haj med en stor rund mund og nogle meget flotte aftegninger. Den findes også kun her.

7/12 Farvel til New Zealand

Så oprandt dagen, hvor vi var nødt til at sige farvel til det dejlige land. Vi har oplevet rigtig meget her og synes vi har fået et godt indtryk af landet. Men afslutningen kommer jo altid til sidst.

Vi havde store kvaler med at pakke. Ikke så meget på grund af pladsen, men vi har kun lov til at checke 23 kilo ind hver. Vi vidste jo godt at den nok var gal, så vi havde i forvejen pakket så mange tunge ting som muligt i håndbagagen. Alle bøgerne, computer, ipad, batterier, kamera m.v. Vi fik lov at låne en vægt på hotellet, men den viste skuffende 49,6 kilo.

Det koster ca. 50 kr. pr. kilo overvægt pr. flyvning, så vi måtte på den igen. Vi fik proppet lidt flere halvtunge ting i håndbagagen og håbede at så var i orden.

Vi var i lufthavnen i god tid, så vi fik uploadet bloggen fra i går. Christchurch lufthavn er ikke særlig stor og til vores store overraskelse, var der ikke en lounge, hvor vi havde adgang. Det taler bestemt ikke til lufthavnens fordel. Vi undersøgte sagen nøje og fandt sågar ud af at der heller ikke er en passende lounge i Sydney lufthavn.

Nå men vi fik da tiden til at gå med lidt strikning, kabale og skak. Og en ny vejning af bagagen. Nu viste den 47,4 kilo, så vi satsede på at det nok gik. Damen ved check-in spurgte godt nok om vi havde købt ekstra kilo, men da vi ikke rigtig 'forstod hvad hun mente', sagde hun at det var OK.

Og så boardede vi endelig flyet, hvor vi fik udleveret en indrejseblanket til Australien.

Og så så det ikke godt ud længere. Det plejer at være god stil at svare nej til alle spørgsmålene, men den gik ikke her. Vi måtte svare ja til:

• Plantefrø (vi har købt Manuka og Clematis frø)
• Vandresko, som vi har brugt til vandring indenfor de sidste 30 dage. (Det har vi jo gjort en del af)
• Biprodukter og fødevarer. (Vi har købt et glas regnskovshonning)
• Dyreprodukter, herunder skaller. (Vi har både benting, havskaller, possumpels og masser af uld og garn i bagagen).

'Yes' til 5 ud af 6 spørgsmål. Ikke godt.

Heldigvis var der skærme ved alle sæder i flyet, så vi kunne se en film i de 3 en halv time turen varede. Det passede faktisk meget godt med de indlagte spise og drikkepauser og hjalp med til at dulme nerverne mens vi så i øjnene at alle vores fine souvenirs ville blive beslaglagt.

Så da vi ankom til Sydney måtte vi gå den tunge gang hen til karantæneskranken. Og få vores bagage gennemgået. Det gik dog ikke så slemt som frygtet. Det var kun plantefrøene som vi ikke kunne indføre i Australien. Til gengæld fik vi så følgeskab af en flink tolder hen til lufthavnens posthus, hvor vi kunne få lov at sende frøene hjem i et brev.

Nu er vi ankommet til vores hotel i centrum af Sydney. Det regner en hel del og er under 20 grader. Det var ikke lige hvad vi havde forventet. Der skulle mest være solskin her i Sydney og ret varmt på det her tidspunkt af året. 20 grader passer os nu egentlig meget godt, så vi håber bare det ikke bliver ved med at regne for meget.

6/12 New Zealand rundt på 80 dage

Så oprandt vores sidste dag i dette smukke land. Kan man nå at se det hele på 80 dage? Eller i hvert fald det mest spændende? Tja, vi har været vidt omkring og haft mange gode oplevelser, set mange meget smukke steder, gået gode ture i den store natur. Og haft en rigtig god rejse. Men vi ved at der stadig er en masse smukke steder, vi også gerne ville have oplevet.

Her er et stemningsbillede fra Paihia, hvor vi startede for længe siden. Vi boede på et hotel og hørte tuifuglen synge ude i haven, den lyder nærmest som noget, der trænger til at blive smurt. Men vi vidste ikke hvordan den så ud. Det ved vi nu. Foran vores dør stod der meterhøje avocadotræer. Meget eksotisk. Og der duftede, helt særligt New Zealandsk.

Her er et foto fra vores ekstra eventyr til Akaroa på Bank's Peninsula, de dage, vi pludselig fik forærende, da vi ikke havde helt styr på, hvornår vi egentlig skulle herfra. 

Efter turen derud kørte vi til Christchurch og fandt vores hotel, det ligger lige ved lufthavnen. Vi læssede baggagen af og kørte så ud og afleverede vores lille spaceship. Den venlige mand på kontoret kørte os tilbage til hotellet, hvor vi så blev, selvom planen egentlig var at tage en tur ind til Christchurch igen. Men vi er vist bare mætte af oplevelser nu og ved at gøre os klar til at skulle videre. Vi dalrede en tur over til lufthavnen, fik købt de sidste gaver, sikkert i en alt for dyr souvenirbutik, og så var det ellers tilbage og stene i badekarret, spise i hotellets restaurant og så godnat.

Dagens rute var Akaroa-Christchurch-Hotel Sudima i lufthavnen.

5/12 Akaroa

I dag har vi brugt det meste af tiden på at smide ud, organisere, rengøre og pakke.

Det er noget af et arbejde, men godt vi har et fint og pænt stort motelværelse at gøre det i. Her er udsigten fra vores tårn-altan. Motellet har nemlig et grønt trætårn i hjørnet, hvor vi bor.

I en pause i oprydningen, kørte vi en lille tur. Vi havde læst i vores bog at der var en lille maori kirke et stykke ad kystvejen fra Akaroa. Den ligger i en lille maoriby, hvor der er nogle enkelte huse, kirken herunder og en marae. En marae er et traditionelt helligt maori forsamlings- og meditationshus.

Selve Akaroa er mest en ferieby. Her bor ca. 1000 mennesker året rundt, men om sommeren vokser byen til 6-7000. Der er mange feriehuse, der ejes af folk fra Christchurch. Det er mest hyggelige små træhuse, med fint passede små haver. Her er et.

Havet er tæt på. Banks Peninsula, hvor Akaroa ligger, er tydeligvis dannet af vulkansk aktivitet. Oprindeligt lå vulkanen ude i vandet og dannede så området som en vulkanø. Senere er den blevet landfast med sydøen, men der er stadig en del fjorde, som går ind mod midten, forskellige steder på den halvkugle som halvøen danner. Se evt. Google Earth - det er en ret speciel form.

Herunder tages en pause i organiseringen. 

Det så ret håbløst ud på et tidspunkt, men i skrivende stund, tror vi rent faktisk på at det lykkes at blive klar til i morgen.

Og tillykke til søster, der har fødselsdag idag. Hip Hip Hurra fra verdens ende.

4/12 Undsluppet

Efter tre nætter i fængslet var det nu tid til at undslippe, selvom min ægtemand nu stadig ser en kende indespærret ud.

Nå, vi skylder vist en forklaring: Fængslet her blev bygget i 1874 og  brugt som fængsel indtil 1999. Her har siddet både kvinder og mænd, hovedsageligt fanger med mellemlange domme. Nu fungerer det som backpackersted og er pænt og rustikt indrettet, det hedder vist med respekt for stedets sjæl.

Tydeligvis et fængsel, selvom ringmuren mangler. Bemærk den skarpe pigtråd på nedløbsrøret.

Ude ved lufthavnen ligger Antarctic Center, et videnscenter, der dels er åbent for publikum, dels tager sig af at organisere videnskabelige ekspeditioner til Antarktis. Man kan se de små, blå pingviner boltre sig, her med en lækker sild, køre i amfibiekøretøj, opleve en snestorm og blive en hel del klogere på Antarktis. Det blev vi i hvert fald.

Vi fik en uventet gave i går! Vi nærlæste nemlig vores flybilletter og så gik det op for os, at vi først skal videre til Sydney onsdag d 7. og ikke mandag d 5., herligt.

Så ud på eventyr igen. Sydøst for Christchurch ligger halvøen Bank's Peninsula. Det er et meget specielt sted, nemlig tydeligvis et gammelt, vulkansk område. Lange lavafingre strækker sig i alle retninger ud i havet, med dybe turkisblå vige og store, stejle bakker.

Inderst i den dybeste af disse vige, ligger den meget charmerende lille by, Akaroa.

Her har vi nu slået os ned for at nyde de sidste dage her på New Zealand.

 

Byen Akaroa blev grundlagt af en gruppe franske indvandrere i slutningen af 1800-tallet og vejene har franske navne. Her er fine, små træhuse, frodige, gamle haver og en dejlig feriebystemning.

Vi fandt os et lille motel og GYS!!! Nu skulle bilen tømmes, så vi kan få en slags overblik og få pakket, sikke en opgave. Utroligt, hvad man sådan kan få bunket sammen i løbet af tre måneder på farten. Bl.a. vel nok ca en kubikmeter turistpamfletter. Som nu er smidt ud. Der dukkede også 7 breve cacaopulver op, som vi nu nyder godt af, med det absolut sidste af den toldfrie.

Dagens rute var Christchurch-Akaroa over Gebbie's Pass og ad Tourist Drive.

3/12 Christchurch (rystende rystelser)

I dag havde vi besluttet os for at gå en tur ind til centrum af Christchurch. Byen blev som bekendt ramt af et kraftigt jordskælv den 22. februar i år. Og af flere efterskælv. Jordskælvets voldsomhed kom bag på alle, da Christchurch ikke ligger i jordskælvszonen. Selvom man er vant til mindre rystelser. Vi bor ca. 3 kilometer fra centrum, men har allerede set en del af jordskælvets konsekvenser. Alle bygninger er blevet gennemgået og 'synet' ad sikkerhedsmæssige grunde. Der sidder så et skilt på døren, der angiver om bygningen er sikker at opholde sig i. I vores område, er der kun få bygninger, der står tomme eller er revet ned. 

På vej ind mod centrum (ruten kan ses på www.runkeeper.com/user/extravel) blev vi flere gange nødt til at gå ad omveje, da der var flere broer, der var spærret af. Ind i mod centrum, blev der gradvist flere tomme bygninger og også flere bygninger med tydelige skader. 

Da vi kom længere ind, så vi at det faktisk er langt den største del af det tidligere centrum, der er helt spærret af. Det står som jordskælvet har efterladt det! Alt er bare forladt i hast. Vi så en restaurant, hvor der stadig var dækket op, dog var nogle borde, stole og glas væltet af jordskælvet. Og butikker, der var efterladt, stadig med varer i vinduerne. Det er kun ganske få bygninger i denne zone, der ikke skal rives ned.

Der er åbnet en indhegnet gangsti ind mod katedralen, hvor man kan få lov at gå. Det er den, der ses herunder.

Der står en vagt ved indgangen og en ved udgangen, der holder øje med at der kommer ligeså mange ud, som der går ind. Der advares også om at det kan være farligt at færdes på stien.

De har også opgivet at redde katedralen. Den er meget skadet, som det ses på billedet her. Meget trist, da det var en bygning, man var meget stolt af.

På alle bygningerne herinde, havde redningsmandskabet skrevet en dato og forskellige koder på vinduer, døre eller mure. Herunder kan man se at bygningen har været kontrolleret for indespærrede den 24/2 kl. 8.20 og fået 'Clear'. Vi gætter på at Stairs - Falls Haz. betyder at der er fare for at trappen kan styrte sammen. 

Nogle af de bygninger vi så, var først kontrolleret den 28/2 - altså 6 dage efter jordskælvet! Når man ser de massive ødelæggelser, forstår man godt at det har været en kæmpe opgave og særdeles farligt.

Jordskælvet ramte det store kontor- og handelsområde i byen. Derfor er rigtig mange af forretningerne stadig ikke åbnet, men nogle af dem er flyttet ind i en lille containerby i et sikkert område lige udenfor afspærringerne. Den ses her. 

Der var rigtig mange mennesker her. Det område udgør jo også kun en meget lille brøkdel af det tidligere handelsområde. Vi måtte opgive at få en kop kaffe på den cafe, der ses midt i billedet. Efter at have stået i kø for at bestille i 10 minutter, fik vi at vide at der var en halv times ventetid på en kop kaffe.

På vej hjem ledte vi efter et supermarked. Vi måtte temmelig langt ud fra centrum for at finde en New World. Måske et par kilometer. Og selv her var der tydelige spor efter jordskælvet. Fliserne på gulvet i indkøbscenteret var revnet på kryds og tværs. 

Jordskælvet har haft stor negativ betydning for byen. Ud over det store chok, er rigtig mange virksomheder lukket eller flyttet til andre steder. Det har kostet rigtig mange arbejdspladser. Herudover er mange mennesker også blevet bange for at bo i Christchurch og der er en udbredt opfattelse af at det sker igen.

Man regner med at om ca. 5 år vil centrum være bygget op påny.

Pyha.

2/12 Fra kyst til kyst

Så kom dagen for endnu en togtur, denne gang den smukke Tranz Alpine, fra Christchurch over Southern Alps til Greymouth ude ved vestkysten. Vi blev ganske mageligt hentet ved døren af en lille bus og kørt til banegården. Her steg vi op i toget og var snart på farten. 

Vejret var super og der var som vanligt mange flotte udsigter undervejs. 

Selvom vi i princippet har været denne vej et par gange før, kører toget alligevel steder, hvor man ikke kan komme i bil, gennem smukke floddale, flankeret af høje bjerge, over høje broer og gennem adskillige tunneller.

Her er den smukke, slyngede flod, Broken River, som ikke kan ses fra vejen, men som vi kørte langs med længe.

Efter et kort ophold i Greymouth, hvor vores lokalkendskab kom os til gode, da vi skulle finde et sted at spise frokost, kørte vi tilbage igen og så de samme smukke udsigter, bare modsat.

Og her er vi tilbage i fængslet. I denne celle har man bibeholdt de originale fangetegninger, her ses en havfrue, en delfin og noget maoriornamentik.

1/12 Fra Arthur's Pass til fængsel

Vi overnattede på et rigtig hyggeligt motel i Arthur's Pass og næste morgen, altså i dag, var vi helt friske til en morgengåtur. Den gik til et flot vandfald i nærheden, gennem denne eventyrskov. De højt beliggende skove, som denne, er meget mere åbne end regnskovene, der vokser næsten ingen bregner, men til gengæld en hel masse forskellige slags mos, meget dekorativt.

Efter ca tre kvarter kom vi til denne hytte, Jack's Hut. I den boede i gamle dage vejarbejderen Jack. Det var hans opgave at føre tilsyn med og reparere og holde et bestemt stykke af vejen over passet. Det var før der blev anlagt togspor over passet, så vejen var den eneste transportvej. Hytten blev senere købt af en familie, der plejede at holde ferie i en hytte overfor. En af døtrene blev kunstmaler, hun malede en del moltiver fra bjergene i området, og hytten blev meget brugt af forskellige kunstnere.

Efter denne lille tur kørte vi mod Christchurch, over passet og videre over en stor højslette. Pludselig stak der klipper med besynderlige former op af de store bakker. Det viste sig at være et meget spændende område ved navn Castle Hill og det kan man jo godt forstå, når man ser det her.

Freddy optræder på ovenstående foto, se godt efter! Find Freddy!

Her optræder han også, men er nok noget lettere at få øje på.

Stedet ligner en forladt borgruin, men de meget specielle former skyldes at vind og vejr har slidt de forholdsvis bløde sandstensklipper over masser af år, så de har fået sjove, runde former. maorierne brugte stedet i gamle dage, her kunne de finde ly under de udhængende klipper og der er gamle tegninger på nogle af stenene. Vi fandt også stedet meget fascinerende og gik længe rundt og nød det i det dejlige vejr.

Og her er vi så i fængsel i Christchurch. Det skal vi være til på søndag. Vi bor i celle nr 19.

Dagens rute var Arthur's Pass-Christchurch.