10/12 Rundtur til fods

I dag var det tid til at udforske den indre by (den i nærheden af hotellet). Vi startede med en tur i den lokale IMAX biograf, der også har verdens største 3D lærred. Vi havde købt en billet sammen med en burger i forgårs. Så sparede vi faktisk hele burgerens pris. Det er åbenbart meget normalt her. Vi har set flere restauranter med tilbud på IMAX billetter.

Vi så Polarexpressen. Det er en animeret julefilm, der handler om en dreng, der TVIVLER PÅ JULEMANDEN. Uha dada. Men den slags film ender heldigvis lykkeligt – og efter en tur til nordpolen i Polarexpressen, så får han da heldigvis syn for sagen og kan roligt tro på julemanden resten af livet. Pyha.

Herefter gik vi mod botanisk have og operahuset. På vejen kom vi over verdens ældste elektriske svingbro. Den ligger lige i nærheden af vores hotel og har netop overstået en renovering, der ifølge planen skulle slutte i denne her uge. Og vi var så heldige at mekanismen åbenbart lige skulle testes – måske en sidste gang – da vi var på vej over. Den mekanik interesserede havde funderet på hvordan den mon åbnedes, da der går en højbane over broen. Det er ret fikst, som man kan se her.

Pillen, der holder højbanen, går selvfølgelig ned i centrum af den del, der svinger rundt. Simpelt og oplagt.

Der er vildt mange mennesker i byen og juleoptog så vi også. Det var meget flot og sammenstykket af forskellige kulturer. Der var både en 'almindelig' garde og en masse forskellige asiatiske og katolske optog. Her ses en nogle.

Vi fik både flag og brød. Det var godt, for vi var ved at være noget sultne.

Vi fandt dog snart en pub, hvor vi kunne få stuvning og lokalt mikrobrygget øl. Det var ret godt. Som i New Zealand, er de store mærker, der fås overalt temmelig kedelige, men hvis man ser efter, er der faktisk mange små lokale øl, der smager ret godt.

Nå men videre til den botaniske have. Den fejret 195 år i år og tæller ned til 200 år. Det er meget på de her kanter. Haven er meget stor og har bl.a. et område med sukkulenter og truede planter. Vi så også en kakadue som guffede en kogle og et område, hvor der var hundredvis af flyvende hunde (mener vi det må være). Se her.

De larmede temmelig meget, selvom de ikke så specielt aktive ud. De sov i hvert fald ikke alle sammen. Det må også være varmt at sidde deroppe i solskinnet.

Den botaniske have ligger på en slags halvø og ude for enden ligger operahuset, en af verdens mest berømte bygninger. Vi købte en billet til en rundvisning. Vi blev meget hurtigt gennet væk fra mødestedet, da der var en bisværm, der havde valgt at slå sig ned lige i nærheden. Spændende, syntes biavleren. I øvrigt kan sværmende bier ikke stikke, da de har maven fuld af honning, men det er vist ikke almindeligt kendt!

Vi blev vist rundt inde i den fantastiske bygning og fik undervejs hele den dramatiske historie om hvordan huset blev til.

Jørn Utzon(dansk arkitekt) havde sendt et yderst skitseagtigt forslag til arkitektkonkurrencen, der fandt sted i 50'erne. Hoveddommeren i konkurrencen ankom meget sent, da forslagene blev gennemgået og insisterede på at se alle forslag, også de kasserede, og da han så Utzons, der var blandt de kasserede, sagde han at her var Sydneys nye operahus. Og sådan blev det. Man havde regnet med et budget på 7 millioner dollars og tre års byggetid, men projektet kom til at vare over 15 år og koste langt mere, over 100 millioner. Undervejs skiftede man regering her i Australien og den nye regering afviste at betale mere til Jørn Utzon, som så trak sig ud af projektet og forlod Australien, for aldrig mere at vende tilbage.

Der var adskillige byggetekniske udfordringer undervejs og nye metoder måtte opfindes, nærmest på stedet, men til sidst stod huset færdigt, i 1973. Det blev indviet af dronning Elizabeth og man er meget stolte af det hernede.

I 2007 blev huset erklæret World Heritage, dvs verdensarv og det har kun to arkitekter oplevet, mens de stadig levede.

I 2003 blev Jørn Utzon kontaktet af bystyret i Sydney og spurgt, om han ville være med til at planlægge husets fremtid for de næste 50 år og det ville han godt. Han var da over 80 år gammel og kunne ikke selv rejse herover, men hans søn, Jan, er nu chefarkitekt på huset og kommer her jævnligt og ser til det.

Huset er et helt fantastisk bygningsværk, med meget smukke former og imponerende arkitektur. Det er tydeligt maritimt inspireret og ligger som et smukt(flag)skib yderst i havnen. De utallige hvide kakler fanger og reflekterer lyset, både fra solen og fra havet. Vi forstår godt Sydneys stolthed.

Bagefter var vi blevet tørstige og besluttede os for at finde et udskænkningssted. Lettere sagt end gjort. Det er jo som bekendt snart jul og alle steder var der lukket for publikum pga firmajulefrokoster. Vi gik på vores trætte fødder meget langt, gennem en noget ucharmerende del af byen og kom endelig til Darling Harbour, hvor vi jo bor. Her fandt vi et mikrobryggerværtshus og fik en kold øl. Nu skulle man måske tro at det var et lille, listigt sted, men nej, der var nok flere hundrede gæster og travlt og larmende, så vi fortsatte snart hjemad.

Vores imax-billetter gav os rabat på lækker, italiensk is og det insisterede fruen på at vi tog alvorligt! Så helt ned for enden af havnen og hen til isboden. Der var også rigtig mange mennesker og de fleste stod og stirrede koncentreret ud over vandet. Det gik så op for os at der var fyrværkeri lige om lidt, i anledning af julen. Så mens vi guffede is, så vi på en masse fine raketter og romerlys, der lyste havnen op.

Det sidste stemningsfoto viser den flotte fuldmåne over Sidneys højhuse. Der skulle være måneformørkelse i nat, men vi vidste ikke hvornår og var også trætte efter en lang, men god dag her i storbyen.