2016-2-16 En god cigar

Frøen er kommet på besøg. Den sad og fedede sig på håndklædet, da vi kom hjem i går aftes. Freddy, som jo er manden, pirkede lidt til den og vupti, hoppede den over på flisevæggen.

Her ses dens imponerende sugekopfødder, som får den til at sidde fast på væggen. Efter at have foreviget den hjalp Freddy den ud af vinduet.

Vi har jo denne gang valgt en færdigpakket rejse, og det betyder at der er et fast program til hver dag. Derfor var der afgang efter en lille morgenbuffet, og i dag gik turen først til en cigarfabrik i byen Pinar del Rio her i nærheden. Og nu kommer der en meget skuffende meddelelse: cigarer rulles ikke mellem lårene på en cubansk skønhed! De rulles på arbejdsborde af uddannede cigarrullere(af begge køn), og det tager 9 måneder at lære faget. Langt de fleste cigarer består af præcis 5 blade, enkelte mærker af 7. Først foldes der tre midterblade, som rulles ind i et enkelt blad og lægges i pres. Efter en tid i pres tages de ud og så tjekkes de i et vacuummeter, for at sikre at de har det rette sug. Til sidst rulles det meget bløde og fleksible yderblad på. Det er den samme ruller, der foretager alle dele af processen, pånær tjek af suget. Dækbladene er særligt udvalgt, og indeholder op til 50% af cigarens smag og aroma. Under dyrkningen overdækkes dækbladene med gaze, så de bliver ekstra fine og bløde. På fabrikken sidder der så en flok kvinder og ser dem godt efter , dvs holder dem op mod en lampe for at sikre at de er helt perfekte uden huller, og fjerner midterribberne. Disse sælges videre til parfumeproduktion. Til slut sorteres cigarerne efter farvenuance og generelt udseende, så en hel æske altid har et ensartet udtryk. Der var naturligvis også en butik på fabrikken, og der købte vi-tada!-noget fin (håber vi) cubansk dyrket bjergkaffe.

Vi kørte derpå videre til et meget smukt område i øens vestlige del, Viñalesdalen. Dalen er gammel havbund og spredt i den ligger rundslebne, forvitrede kalkstensklipper, frodigt bevokset og jorden i dalen er ligeledes meget frodig. Vi kunne se de mange tobaksmarker og de store tørrelader, hvor tobaksbladene hænger og lufter i mange lag. Flere af laderne er bygget af tørrede palmeblade på et træskelet. Her ses en sådan:

Tobakplanter gør jorden meget sur, og der må sædskiftes hvert år, så her dyrkes også andre afgrøder.

Vi startede med et besøg i en grotteagtig hule i en af klipperne, kaldet indianerhulen, Cueva del Indio. Vi blev skam også modtaget af et par statsansatte ”indianere”, iklædt sjovt tøj og udstyret med et lejrbål og en kæmpe konkylie, som de blæste i.

Ifølge vores guide eksisterer der en myte om, at der stadig, i et isoleret bjergområde østpå, skulle findes en gruppe efterkommere af øens oprindelige indianske befolkning. Der skulle være et par hundrede stykker tilbage, og Marianne var ret skeptisk overfor forestillingen, ikke mindst på grund af indavl. Lokalguiden Carmen fortalte om dem, at de skam findes, er ganske små og at de har kontakt til andre cubanere i området og, som alle cubanere, naturligvis adgang til både skoler og læger!

Vi entrede en stentrappe op til det imponerende bjerg, omkring 1000 km fra den påståede indianerstamme, og gik ind i en smuk drypstenshule.

Efter en vandring i bjerget, blev vi sejlet ud igen på en underjordisk strøm, dannet af det vand, der drypper ind i hulen.

Så så vi på en masse souvenirer og kørte videre til en lokal tobaksbonde. Vi fik lov til at komme ind i hans hus og kunne danne os et indtryk af, hvordan han og hans familie lever. En ung, gravid kvinde bød alle på hjemmedyrket kaffe, og vi gik ud i køkkenet, hvor vi måtte konstatere, at vi nok ville mangle lidt skabsplads.

Ingen luksus, men absolut funktionelt, og med både køleskab, riskoger og blender. Omkring gården var der, udover en af de omtalte tørrelader, en masse dyr. Høns rendte rundt med kyllinger om benene, her var et bur med kaniner og en hest, fuldt opsadlet og bundet til et træ, og i et bur et pelsdyr, som vor lokalguide, Carmen, sagde var en trærotte.

Den skulle spises og var efter sigende meget velsmagende, Carmen havde dog aldrig selv smagt den. Her på Cuba har alle et rationeringskort, og børn skrives på straks efter fødslen. Med kortet kan alle familier få de basale behov dækket, men der er ingen luksus i den diæt. Børn op til 7 år har ret til mælk, fra 7-14 år til yoghurt, og der er fx kun 400 gram kød pr person om måneden. Alle større dyr er statsejede, ligesom jorden er det, og ønsker man sig lidt ekstra fx kød, kan der jo af og til forekomme et koselvmord! Vi havde dog på fornemmelsen at trærotten var en smule uofficiel.

Efter besøget hos kaffebonden kørte vi ind til den nærliggende by, hvor vi osede rundt og spiste frokost. En af os var ret fokuseret på en meget omtalt internetadgang på byens torv, men for at købe sig en kode til en times brug skulle man fremvise pas, og det lå på hotellet. For bare få måneder siden fandtes der kun et hotel i Havanna med wifi, nu er der efterhånden flere og flere, der har det, gad vide, hvordan det kommer til at påvirke cubanernes liv.

På vej tilbage til vores hyggelige resort kørt vi forbi et udsigtspunkt, hvor man kan se ud over Vinalesdalen og de smukt eroderede sandstensbjerge. Se bare her:

Nu sidder vi på vores terrasse i skumringen og nyder den lune aften og en lille 7-års rom i glasset.

2016-02-15 Mønsterlandsby og stærke sager

Efter en god nats søvn og lidt til var det tid at forlade heksekedlen Havanna. Vi entrede bussen og var snart ude på motorvejen. Det med motor viste sig at være et fortolkningsspørgsmål, der var både cyklister, hestevogne og oksekærrer. Der var også en del blaffere, og det er skam meget velorganiseret med dem. Alle statsbiler har pligt til at tage blaffere op, og der er ansat specielle blaffeinspektører, hvis opgave det er, at få standset biler og få blafferne fordelt. De får så et løntillæg afhængig af, hvor mange blaffere, det lykkes dem at få ekspederet. En del af blafferne, og der er mange, ventede under de såkaldte paraplybroer. Det er broer over motorvejen, uden veje over, fordi der ikke har været råd til at anlægge dem.

En anden cubansk kuriositet er såkaldte selvmordskøer. Alle køer er statens ejendom og de er beregnet til mælkeproduktion. Får en cubaner så lyst til oksekød, sker der nogen gange det besynderlige, at en ko forvilder sig ud foran et tog eller en bil, og da der kan være op til 25 års fængsel for at slå en ko ihjel, lykkes det af mystiske årsager aldrig at finde ud af, hvad der konkret er sket. Et stykke tid efter finder man så koen helt afpillet, der kommer en officiel kontrollant og konstaterer at koen er død ved selvmord, og alle er glade. Undtagen koen.

Vores destination var et område i bjergene ved navn Las Terrazas. I slutningen af 60'erne var bjergskråningerne her meget i fare for at erodere og man ønskede at give stedet et løft. Staten opførte en masse nydelige huse og folk, der flyttede ind i dem, forpligtede sig til at plante træer på bjergskråningerne. I alt 8 millioner træer blev plantet, og der blev efterhånden opført en slags kibbutzagtig landsby, med skole, medborgerhus og et vandreservoir. Området blev så fint og frodigt, at det kom på Unescos Biosfæreliste, og det fremvises som et godt eksempel.

Vi nød de skønne omgivelser, en drink og det lokale boyband, hvis cd med herlig musik vi investerede i.

Så var det videre til bjergets top. Heroppe lå ruiner af gamle slavehytter, her blev nemlig produceret kaffe, oprindelig af franskmænd, som kom, da Haiti blev uafhængigt. De blev dog chikaneret af spanierne og kunne ikke få afsat kaffen, så de fortrak efterhånden. Her dyrkes stadig kaffe. Den er meget fin, men cubanerne drikker den selv. Ingen kaffeeksport. Her er et billede af ruinerne af slavehytterne.

Og her udkig over kaffetørreområdet. Slavehytterne ligger på venstre side nedad skråningen.

Og her ses Freddy i gang med at flække kaffebønner.

Hjulet er lavet af træ, så det har den vægt der skal til for at flække de tørrede bønner og løsne skallen uden at selve bønnen knuses. Det er relativt let at dreje rundt.

Vi nød en frokost, inkl. kaffe, og drog så af til Pinar del Rio. Pinar del Rio er hovedbyen i den vestlige provins, der også er centrum for tobaksdyrkning og cigarproduktion. Samtidig er det en lidt mere 'almindelig' by end Havanna. Den er knap så overrendt af turister og der er en hovedgade med forskellige butikker. Bl.a. et par supermarkeder. I disse er der et stort og alsidigt udvalg af lokal rom, hvor vi har købt os en flaske 7 års. Ud over rom, var der et udvalg af gryder, tøj, fjernsyn og aircondition anlæg og sågar gaskomfurer. Efter indkøbsturen kørte vi ud til vores resort. Nu sidder vi på terrassen i den lille hytteby og nyder lidt af rommen, mens vi forfatter blog. Her er hyggelig med høns og kyllinger, der render frit rundt.

2016-02-14 Valentin og vandretur

I dag er det Valentinsdag, noget som cubanerne går højt op i. Forelskede par ses overalt i byen, gerne med en meget pyntet blomst, med glimmer, cellofan og en lille nuttet bamse. Fordi kommunismen afskaffede juleaften (den blev dog genindført ved sidste pavebesøg i 1996), er dette dagen, hvor man dyrker hinanden og familien, og vores guide forberedte os på, at det ville blive svært at få et bord på en restaurant. Det holdt stik.

Inden vi nåede så langt, skulle vi dog først igennem dagens program, som startede med en vandretur ad byens handelsstrøg. Det er dog ikke et handelsstrøg, som vi forstår det, der er ganske få varer at købe. Cubanerne får deres løn udbetalt i den lokale møntfod, pesos, ca. 150 kr. om måneden, som kan bruges til basale fornødenheder, men der findes også en turistvaluta, cuc, som kan bruges til at købe mere luksusprægede varer for. Ingen betaler husleje, alle får den samme løn, og folk lider generelt ingen nød. Men ønsker man sig fx en tandpasta med smag og skum, kan den kun købes for cuc. Det kan også bedst betale sig for cubanerne at arbejde med turister, fordi der så falder cuc-drikkepenge af.

Turen gik rundt i Gamle Havanna, en bydel, der står på Unescos verdensarvsliste, og cubanerne er meget stolte af den. Her er smukke, gamle byhuse, i smukt forfald, for riget fattes penge og har gjort det længe.

Husene er pyntet efter alle kunstens regler, med balkoner, stuk, div borter over vinduer og døre og malet i fine pastelfarver, og der er en særlig stemning, især fordi de stadig bebos, så her er myldrende liv og vasketøj og potteplanter på altanerne.

Vi kom også forbi et fint gammelt Apotek fra tiden før revolutionen. Det var grundlagt af Johnson familien, som flygtede til USA efter revolutionen og videreførte firmaet herfra. Det er senere blevet børsnoteret og hedder i dag Johnson & Johnson.

Før revolutionen var der et rigt forretningsliv i Cuba, med en kæmpe forskel i levestandard på rig og fattig og meget korruption, til fordel for de rige. Sammen med tankegodset fra Jose Marti om at alle har ret til frihed, har det nok givet en frodig grobund for den Cubanske revolution.

Efter turen kørte vi til en fin restaurant, som bliver brugt ved statsbesøg, og fik en udmærket frokost.

Bagefter var det tid at se revolutionsmuseet. Her så vi den båd, som fragtede 82 revolutionære herover fra Mexico i 1957, inkl. de våben, det var lykkedes dem at stjæle fra et militærlager, og vi kan godt afsløre, at der næppe har været plads til de store udfoldelser undervejs på den ugelange tur.

Bagefter kunne man vælge at blive sat af ved hotellet, hvad hovedparten gjorde, eller blive sat af i den gamle bydel og vandre tilbage, hvad vi og fire andre gjorde. Her blev vi ret hurtigt kapret af en ældre cubaner, som helt bestemt godt kunne skaffe os et bord på en restaurant, og vi gik ad de gamle gader og op ad stejle trapper, hen ad svalegange og endte på en hyggelig stor balkonrestaurant, men alt var booket pga. Valentin. Vi fik os en drink og en snak med manden, bl.a. om Cubas fremtid efter Castrobrødrene, en fremtid, han ikke så lyst på. Efter hans opfattelse ville landet nærmest blive solgt til amerikanerne, og der ville komme problemer med stoffer, prostitution og kriminalitet. I øvrigt var han helt sikker på at Obama ville komme på besøg indenfor den næste måned. Ja, vi får se.
Fidel er knap 90 og har overladt roret til sin fire år yngre bror, Raul, men han er jo så også en ældre herre, selvom han siges at være i væsentlig bedre fysisk form på grund af sin militære baggrund.

Da det ikke var lykkedes os at finde et sted at spise, gik vi op på hotelværelset for at hvile os lidt og gå ud senere, men klokken var 6.24, da vi vågnede og så var det problem jo løst!

2016-02-13 En begivenhedsrig dag

Gårsdagens flyforsinkelse skyldtes at mænd med sjove hatte holdt et møde i lufthavnen i Havana. Topmødet mellem pavefrans og den russiske pastinak, fik nemlig luftrummet over Cuba lukket i 3 timer. Det er en af fordelene ved et styre som det Cubanske at man f.eks. kan lukke luftrummet efter forgodtbefindende. For os betød det at vi først kom i seng ved halv fire tiden – efter mere end et døgn på farten.

Vi vågnede op på et rigtigt betonkommunisthotel i ægte sovjetstil til følgende flotte Havanaskyline:

I dag startede vi med en fin morgenmadsbuffet akkompagneret af levende musik, spillet på et fint gammelt hvidt flygel.

Vi havde et langt dagsprogram foran os – fint tilrettelagt af vores entusiastiske guide Marianne. Først besøgte vi Hemingways hus, som ligger ca. 14 kilometer udenfor Havanna. Her er et par billeder af det.

Man kan ikke komme ind i selve huset, men alle vinduer er åbne og man må gerne fotografere. Hemingway selv forlod øen kort efter revolutionen og vendte aldrig tilbage. Huset blev nationaliseret, men af respekt for den store forfatter (og nobelprismodtager) lod man det stå som da han boede i det.

Den lange træbygning er et gæstehus, hvor Hemingways gæster boede. Dem var der mange af, for Hemingway var meget glad for besøg, fest og farver. Vi sluttede besøget af med en meget fin drink, Vigia, der består af sukkerrørssaft, lime og ananas, alt sammen presset på stedet og naturligvis rigeligt med rom. Ovenikøbet 7-års.

Den rigtige cubanske rom er Havanna Club. Man kan købe den overalt, den er billig og produceret her på Cuba. Bacardi er også oprindelig Cubansk, men familien og brandet forlod Cuba umiddelbart efter revolutionen og betragtes her som forræder-rommen!

Frokosten indtog vi på statsrestauranten Don Krabbe. Beliggenheden på kanten af det store hav lovede godt, og vi fik da snart serveret en lokal delikatesse, nemlig en hummer. I glasset har vi endnu en lokal specialitet, Buccanero. Det er en cubansk øl, der smager ganske fortræffeligt. Den er på 5,7% og har en relativ fyldig smag, uden at være særlig humlet.

I Cuba spiser man nærmest ris til alt. Fisk og kød fryses normalt ned inden det distribueres og meget grønt konserveres. Derfor tager man ikke til Cuba på grund af maden! Ovennævnte måltid var dog ganske hæderligt.

Så kørte vi til kirkegården Necropolis de Colon, der er en af verdens største og meget imponerende, med mausolæer og store flotte marmormonumenter, der bærer vidnesbyrd om tidligere tiders storhed. Cuba lå lige i smørhullet og var knudepunkt for transport og handel mellem den gamle og den nye verden. Alt, hvad der skulle til og fra Spanien, fra kolonierne i Sydamerika, samledes her, så det kunne blive sejlet piratsikkert over Atlanterhavet, og det skabte grundlaget for Cubas rigdom.

Herfra kørte vi til revolutionspladsen.

Her har Fidel holdt mange politiske taler, ofte meget langvarige, op til 6 timer, og her er plads til flere hundredetusinde tilhørere.
Statuen til venstre for det store revolutionsmindesmærke forestiller digteren Jose Marti. Han levede fra 1853 til 1895 og har en enorm betydning for den cubanske selvforståelse. Han gav i sin digtning cubanerne en bevidsthed om at alle har ret til frihed og selvstændighed, og opildnede således til den selvstændighedskrig, som løsrev Cuba fra kolonimagten Spanien. Han deltog selv i krigen, ridende på en hvid hest og iført sort jakke. Det forhindrede dog ikke, at han faldt i krigen. Antagelig tvært imod.

Så kørte vi tilbage til hotel Plaza i Havanna. Hotel Plaza er fra 1909 og er bygget meget flot, men som så meget andet her på Cuba, trænger det efterhånden til en kærlig hånd. Vores værelse er dog fint nok og både lys og toilet virker som det skal, hvilket man vist ikke kan tage for givet her.

Vi sluttede dagen på en privat restaurant. Det er muligt for folk at få tilladelse til at drive restaurant, mod at betale et fast månedligt beløb til staten. Restauranterne skal så være i deres private hjem. På den vi besøgte havde de indrettet en gårdhave med borde og et lokale i kælderen. Maden og betjeningen var rigtig fin, der bliver gjort noget ekstra ud af det, når det private initiativ får lov at udfolde sig. Som en lille afskedsgave fik alle i selskabet en ægte cubansk cigar, som nogle af herrerne fik ild på på vej ud til vores minibus. Man må ellers godt ryge på restauranterne her, men det har vi vist vænnet os af med.

Vel hjemme på hotellet igen var stemningen så opløftet, at vi mente, at der da sagtens kunne være 11 personer i elevatoren selvom der stod max 8 på skiltet. Men vi skulle blive klogere. Den kørte fint op til vores etage, men så stoppede festen. Dørene nægtede at åbne, alarmklokken ringede, men uden nævneværdig effekt og panikken bredte sig. Til slut fik et lyst hoved ringet til Marianne, som fik ting til at ske og mænd til at dreje det store håndsving. Samme mænd rystede på hoveder og himlede med øjne, da vi var sluppet ud i friheden. Og vi tog trappen op!

Så, nu er det puttetid, vi har et søvnunderskud, som skal indhentes.