2016-02-15 Mønsterlandsby og stærke sager

Efter en god nats søvn og lidt til var det tid at forlade heksekedlen Havanna. Vi entrede bussen og var snart ude på motorvejen. Det med motor viste sig at være et fortolkningsspørgsmål, der var både cyklister, hestevogne og oksekærrer. Der var også en del blaffere, og det er skam meget velorganiseret med dem. Alle statsbiler har pligt til at tage blaffere op, og der er ansat specielle blaffeinspektører, hvis opgave det er, at få standset biler og få blafferne fordelt. De får så et løntillæg afhængig af, hvor mange blaffere, det lykkes dem at få ekspederet. En del af blafferne, og der er mange, ventede under de såkaldte paraplybroer. Det er broer over motorvejen, uden veje over, fordi der ikke har været råd til at anlægge dem.

En anden cubansk kuriositet er såkaldte selvmordskøer. Alle køer er statens ejendom og de er beregnet til mælkeproduktion. Får en cubaner så lyst til oksekød, sker der nogen gange det besynderlige, at en ko forvilder sig ud foran et tog eller en bil, og da der kan være op til 25 års fængsel for at slå en ko ihjel, lykkes det af mystiske årsager aldrig at finde ud af, hvad der konkret er sket. Et stykke tid efter finder man så koen helt afpillet, der kommer en officiel kontrollant og konstaterer at koen er død ved selvmord, og alle er glade. Undtagen koen.

Vores destination var et område i bjergene ved navn Las Terrazas. I slutningen af 60'erne var bjergskråningerne her meget i fare for at erodere og man ønskede at give stedet et løft. Staten opførte en masse nydelige huse og folk, der flyttede ind i dem, forpligtede sig til at plante træer på bjergskråningerne. I alt 8 millioner træer blev plantet, og der blev efterhånden opført en slags kibbutzagtig landsby, med skole, medborgerhus og et vandreservoir. Området blev så fint og frodigt, at det kom på Unescos Biosfæreliste, og det fremvises som et godt eksempel.

Vi nød de skønne omgivelser, en drink og det lokale boyband, hvis cd med herlig musik vi investerede i.

Så var det videre til bjergets top. Heroppe lå ruiner af gamle slavehytter, her blev nemlig produceret kaffe, oprindelig af franskmænd, som kom, da Haiti blev uafhængigt. De blev dog chikaneret af spanierne og kunne ikke få afsat kaffen, så de fortrak efterhånden. Her dyrkes stadig kaffe. Den er meget fin, men cubanerne drikker den selv. Ingen kaffeeksport. Her er et billede af ruinerne af slavehytterne.

Og her udkig over kaffetørreområdet. Slavehytterne ligger på venstre side nedad skråningen.

Og her ses Freddy i gang med at flække kaffebønner.

Hjulet er lavet af træ, så det har den vægt der skal til for at flække de tørrede bønner og løsne skallen uden at selve bønnen knuses. Det er relativt let at dreje rundt.

Vi nød en frokost, inkl. kaffe, og drog så af til Pinar del Rio. Pinar del Rio er hovedbyen i den vestlige provins, der også er centrum for tobaksdyrkning og cigarproduktion. Samtidig er det en lidt mere 'almindelig' by end Havanna. Den er knap så overrendt af turister og der er en hovedgade med forskellige butikker. Bl.a. et par supermarkeder. I disse er der et stort og alsidigt udvalg af lokal rom, hvor vi har købt os en flaske 7 års. Ud over rom, var der et udvalg af gryder, tøj, fjernsyn og aircondition anlæg og sågar gaskomfurer. Efter indkøbsturen kørte vi ud til vores resort. Nu sidder vi på terrassen i den lille hytteby og nyder lidt af rommen, mens vi forfatter blog. Her er hyggelig med høns og kyllinger, der render frit rundt.