2016-02-13 En begivenhedsrig dag

Gårsdagens flyforsinkelse skyldtes at mænd med sjove hatte holdt et møde i lufthavnen i Havana. Topmødet mellem pavefrans og den russiske pastinak, fik nemlig luftrummet over Cuba lukket i 3 timer. Det er en af fordelene ved et styre som det Cubanske at man f.eks. kan lukke luftrummet efter forgodtbefindende. For os betød det at vi først kom i seng ved halv fire tiden – efter mere end et døgn på farten.

Vi vågnede op på et rigtigt betonkommunisthotel i ægte sovjetstil til følgende flotte Havanaskyline:

I dag startede vi med en fin morgenmadsbuffet akkompagneret af levende musik, spillet på et fint gammelt hvidt flygel.

Vi havde et langt dagsprogram foran os – fint tilrettelagt af vores entusiastiske guide Marianne. Først besøgte vi Hemingways hus, som ligger ca. 14 kilometer udenfor Havanna. Her er et par billeder af det.

Man kan ikke komme ind i selve huset, men alle vinduer er åbne og man må gerne fotografere. Hemingway selv forlod øen kort efter revolutionen og vendte aldrig tilbage. Huset blev nationaliseret, men af respekt for den store forfatter (og nobelprismodtager) lod man det stå som da han boede i det.

Den lange træbygning er et gæstehus, hvor Hemingways gæster boede. Dem var der mange af, for Hemingway var meget glad for besøg, fest og farver. Vi sluttede besøget af med en meget fin drink, Vigia, der består af sukkerrørssaft, lime og ananas, alt sammen presset på stedet og naturligvis rigeligt med rom. Ovenikøbet 7-års.

Den rigtige cubanske rom er Havanna Club. Man kan købe den overalt, den er billig og produceret her på Cuba. Bacardi er også oprindelig Cubansk, men familien og brandet forlod Cuba umiddelbart efter revolutionen og betragtes her som forræder-rommen!

Frokosten indtog vi på statsrestauranten Don Krabbe. Beliggenheden på kanten af det store hav lovede godt, og vi fik da snart serveret en lokal delikatesse, nemlig en hummer. I glasset har vi endnu en lokal specialitet, Buccanero. Det er en cubansk øl, der smager ganske fortræffeligt. Den er på 5,7% og har en relativ fyldig smag, uden at være særlig humlet.

I Cuba spiser man nærmest ris til alt. Fisk og kød fryses normalt ned inden det distribueres og meget grønt konserveres. Derfor tager man ikke til Cuba på grund af maden! Ovennævnte måltid var dog ganske hæderligt.

Så kørte vi til kirkegården Necropolis de Colon, der er en af verdens største og meget imponerende, med mausolæer og store flotte marmormonumenter, der bærer vidnesbyrd om tidligere tiders storhed. Cuba lå lige i smørhullet og var knudepunkt for transport og handel mellem den gamle og den nye verden. Alt, hvad der skulle til og fra Spanien, fra kolonierne i Sydamerika, samledes her, så det kunne blive sejlet piratsikkert over Atlanterhavet, og det skabte grundlaget for Cubas rigdom.

Herfra kørte vi til revolutionspladsen.

Her har Fidel holdt mange politiske taler, ofte meget langvarige, op til 6 timer, og her er plads til flere hundredetusinde tilhørere.
Statuen til venstre for det store revolutionsmindesmærke forestiller digteren Jose Marti. Han levede fra 1853 til 1895 og har en enorm betydning for den cubanske selvforståelse. Han gav i sin digtning cubanerne en bevidsthed om at alle har ret til frihed og selvstændighed, og opildnede således til den selvstændighedskrig, som løsrev Cuba fra kolonimagten Spanien. Han deltog selv i krigen, ridende på en hvid hest og iført sort jakke. Det forhindrede dog ikke, at han faldt i krigen. Antagelig tvært imod.

Så kørte vi tilbage til hotel Plaza i Havanna. Hotel Plaza er fra 1909 og er bygget meget flot, men som så meget andet her på Cuba, trænger det efterhånden til en kærlig hånd. Vores værelse er dog fint nok og både lys og toilet virker som det skal, hvilket man vist ikke kan tage for givet her.

Vi sluttede dagen på en privat restaurant. Det er muligt for folk at få tilladelse til at drive restaurant, mod at betale et fast månedligt beløb til staten. Restauranterne skal så være i deres private hjem. På den vi besøgte havde de indrettet en gårdhave med borde og et lokale i kælderen. Maden og betjeningen var rigtig fin, der bliver gjort noget ekstra ud af det, når det private initiativ får lov at udfolde sig. Som en lille afskedsgave fik alle i selskabet en ægte cubansk cigar, som nogle af herrerne fik ild på på vej ud til vores minibus. Man må ellers godt ryge på restauranterne her, men det har vi vist vænnet os af med.

Vel hjemme på hotellet igen var stemningen så opløftet, at vi mente, at der da sagtens kunne være 11 personer i elevatoren selvom der stod max 8 på skiltet. Men vi skulle blive klogere. Den kørte fint op til vores etage, men så stoppede festen. Dørene nægtede at åbne, alarmklokken ringede, men uden nævneværdig effekt og panikken bredte sig. Til slut fik et lyst hoved ringet til Marianne, som fik ting til at ske og mænd til at dreje det store håndsving. Samme mænd rystede på hoveder og himlede med øjne, da vi var sluppet ud i friheden. Og vi tog trappen op!

Så, nu er det puttetid, vi har et søvnunderskud, som skal indhentes.