2016-2-16 En god cigar

Frøen er kommet på besøg. Den sad og fedede sig på håndklædet, da vi kom hjem i går aftes. Freddy, som jo er manden, pirkede lidt til den og vupti, hoppede den over på flisevæggen.

Her ses dens imponerende sugekopfødder, som får den til at sidde fast på væggen. Efter at have foreviget den hjalp Freddy den ud af vinduet.

Vi har jo denne gang valgt en færdigpakket rejse, og det betyder at der er et fast program til hver dag. Derfor var der afgang efter en lille morgenbuffet, og i dag gik turen først til en cigarfabrik i byen Pinar del Rio her i nærheden. Og nu kommer der en meget skuffende meddelelse: cigarer rulles ikke mellem lårene på en cubansk skønhed! De rulles på arbejdsborde af uddannede cigarrullere(af begge køn), og det tager 9 måneder at lære faget. Langt de fleste cigarer består af præcis 5 blade, enkelte mærker af 7. Først foldes der tre midterblade, som rulles ind i et enkelt blad og lægges i pres. Efter en tid i pres tages de ud og så tjekkes de i et vacuummeter, for at sikre at de har det rette sug. Til sidst rulles det meget bløde og fleksible yderblad på. Det er den samme ruller, der foretager alle dele af processen, pånær tjek af suget. Dækbladene er særligt udvalgt, og indeholder op til 50% af cigarens smag og aroma. Under dyrkningen overdækkes dækbladene med gaze, så de bliver ekstra fine og bløde. På fabrikken sidder der så en flok kvinder og ser dem godt efter , dvs holder dem op mod en lampe for at sikre at de er helt perfekte uden huller, og fjerner midterribberne. Disse sælges videre til parfumeproduktion. Til slut sorteres cigarerne efter farvenuance og generelt udseende, så en hel æske altid har et ensartet udtryk. Der var naturligvis også en butik på fabrikken, og der købte vi-tada!-noget fin (håber vi) cubansk dyrket bjergkaffe.

Vi kørte derpå videre til et meget smukt område i øens vestlige del, Viñalesdalen. Dalen er gammel havbund og spredt i den ligger rundslebne, forvitrede kalkstensklipper, frodigt bevokset og jorden i dalen er ligeledes meget frodig. Vi kunne se de mange tobaksmarker og de store tørrelader, hvor tobaksbladene hænger og lufter i mange lag. Flere af laderne er bygget af tørrede palmeblade på et træskelet. Her ses en sådan:

Tobakplanter gør jorden meget sur, og der må sædskiftes hvert år, så her dyrkes også andre afgrøder.

Vi startede med et besøg i en grotteagtig hule i en af klipperne, kaldet indianerhulen, Cueva del Indio. Vi blev skam også modtaget af et par statsansatte ”indianere”, iklædt sjovt tøj og udstyret med et lejrbål og en kæmpe konkylie, som de blæste i.

Ifølge vores guide eksisterer der en myte om, at der stadig, i et isoleret bjergområde østpå, skulle findes en gruppe efterkommere af øens oprindelige indianske befolkning. Der skulle være et par hundrede stykker tilbage, og Marianne var ret skeptisk overfor forestillingen, ikke mindst på grund af indavl. Lokalguiden Carmen fortalte om dem, at de skam findes, er ganske små og at de har kontakt til andre cubanere i området og, som alle cubanere, naturligvis adgang til både skoler og læger!

Vi entrede en stentrappe op til det imponerende bjerg, omkring 1000 km fra den påståede indianerstamme, og gik ind i en smuk drypstenshule.

Efter en vandring i bjerget, blev vi sejlet ud igen på en underjordisk strøm, dannet af det vand, der drypper ind i hulen.

Så så vi på en masse souvenirer og kørte videre til en lokal tobaksbonde. Vi fik lov til at komme ind i hans hus og kunne danne os et indtryk af, hvordan han og hans familie lever. En ung, gravid kvinde bød alle på hjemmedyrket kaffe, og vi gik ud i køkkenet, hvor vi måtte konstatere, at vi nok ville mangle lidt skabsplads.

Ingen luksus, men absolut funktionelt, og med både køleskab, riskoger og blender. Omkring gården var der, udover en af de omtalte tørrelader, en masse dyr. Høns rendte rundt med kyllinger om benene, her var et bur med kaniner og en hest, fuldt opsadlet og bundet til et træ, og i et bur et pelsdyr, som vor lokalguide, Carmen, sagde var en trærotte.

Den skulle spises og var efter sigende meget velsmagende, Carmen havde dog aldrig selv smagt den. Her på Cuba har alle et rationeringskort, og børn skrives på straks efter fødslen. Med kortet kan alle familier få de basale behov dækket, men der er ingen luksus i den diæt. Børn op til 7 år har ret til mælk, fra 7-14 år til yoghurt, og der er fx kun 400 gram kød pr person om måneden. Alle større dyr er statsejede, ligesom jorden er det, og ønsker man sig lidt ekstra fx kød, kan der jo af og til forekomme et koselvmord! Vi havde dog på fornemmelsen at trærotten var en smule uofficiel.

Efter besøget hos kaffebonden kørte vi ind til den nærliggende by, hvor vi osede rundt og spiste frokost. En af os var ret fokuseret på en meget omtalt internetadgang på byens torv, men for at købe sig en kode til en times brug skulle man fremvise pas, og det lå på hotellet. For bare få måneder siden fandtes der kun et hotel i Havanna med wifi, nu er der efterhånden flere og flere, der har det, gad vide, hvordan det kommer til at påvirke cubanernes liv.

På vej tilbage til vores hyggelige resort kørt vi forbi et udsigtspunkt, hvor man kan se ud over Vinalesdalen og de smukt eroderede sandstensbjerge. Se bare her:

Nu sidder vi på vores terrasse i skumringen og nyder den lune aften og en lille 7-års rom i glasset.