2013-12-30 Rundt og rundt i Las Palmas

Vi vågnede til lyden af hård regn. Dette overraskede os en del, da vejrudsigten jo lød på skyfrit og 25 grader! Efter et øjeblik kunne vi også høre lyden af glade børn – og dommerfløjten på den spanske måde. Her er forklaringen:

I dag besluttede vi os for at udforske Las Palmas på en mere systematisk måde. Vi købte derfor to billetter til en hop-on-hop-off-bus og fik, gennem de hidsigt pink hovedtelefoner, en hel del nyttig information, samt et udmærket overblik over byen fra bussens øverste dæk. Og af og til en palme i hovedet, man er vel i Las Palmas! Ideen er nu ganske smart: køb en dagsbillet og stå af og på, hvor det passer dig. Efter en fuld runde og lidt til, stod vi af og gik en tur ved den store kommercielle havn. Her var et meget fint, gammelt skoleskib.

Gran Canaria er en rigtig vulkanø, nærmest cirkelrund. Las Palmas ligger nordøstligt og er en temmelig stor by. De mere velhavende indbyggere, som der er en del af, sammenlignet med resten af Spanien, bor op ad bjergskråningerne, så den flotte udsigt kan nydes. Den nød vi også på vores bustur. Og vi så adskillige huse, hvor vi er sikre på, at vores møbler ville se pæne ud!

I den ældre del af byen er gaderne meget smalle og der er et pittoresk mix af gammelt og nyt, slidt og pænt. Nogle huse ser nærmest caribiske ud, andre er ganske moderne og prunkløse. Her et par eksempler:

Tæt bag husene ligger en af verdens bedste storbystrande. I dag, hvor vejret var godt, var stranden meget velbesøgt, i modsætning til i går. Her ses en kvinde, der ihærdigt forsøger at blive lige så rød som sin bluse. Det lykkedes næsten.

Her har hun søgt tilflugt i skyggen af en stor stærk fiskermand.

På vores rundtur så vi også denne særprægede maurisk inspirerede kiosk.

Da vi senere slentrede hjemad, gik det op for os, at den ligger i vores lokale park. Vi bor klos op ad et af byens hotte shoppingkvarterer, også en ny opdagelse.

Vi besøgte et par torvehaller i dag. Her sælges masser af lækkerier og vi lever godt af brød, forskellige slags tørret skinke, gode pølser og oste. Alt er meget billigt, sammenlignet med danske priser, og af god kvalitet. Det er også billigt at spise ude, alt i alt en rigtig god overraskelse.

I morgen henter vi en bil, som vi har lejet for et par dage. Så skal resten af øen udforskes. Og så er det jo også nytår!

Ja, så gik der jo et år mere......

Og så var det på tide at se nye horisonter, denne gang knap så langt hjemmefra.
Efter en hyggelig, lidt stille juleaften, hvor Tine, sikkert på grund af Andreas` fravær, fik mandelgaven, var det tid at pakke kufferten. Her ses den fantastiske mandelgave, med passende maritimt tema:

Kufferten blev desværre pakket temmelig mangelfuldt, fx manglede den elektriske tandbørste, selvom hovederne skam var med. Freddys barbermaskine blev også hjemme, så nu får vi set ham med skipperskæg! Og ja, vi skal sejle. D.28 december fløj vi til Gran Canaria, hvor vi skal bo på et hotel i Las Palmas i en uge og derefter skal sejle i to uger. Her ses sydspidsen af Portugal fra flyet.

Da vi ankom i går aftes, regnede det! Vistnok usædvanligt hernede. Vi checkede ind på vores hotel og gik ud for at udforske nabolaget. Vi fandt hurtigt et supermarked og namnam for en masse lækkerier der var. Store lufttørrede skinker, oste, alt godt fra havet, bl. a. en stor (levende) krabbe, der gloede olmt på os, og i den mere kuriøse afdeling: hele små vacuumpakkede pattegrise. Vi kom hjem med vin, brød, forskellige tapaspålæg og en lækker gedeost, som vi smurte på brødet ved hjælp af kapselåbneren fra minibaren. derefter sov vi i 12 timer, jetlag???og stod op til en fin, men blæsende dag, klar til at udforske Las Palmas.

Vi bor sydligt i Las Palmas, ud til øens østkyst. Vi besluttede os for at gå en tur over til vestkysten, som på kortet så ud til at være lidt mere hyggelig. Men først skulle vi have os en kop kaffe. Her fandt  vi ud af at ærlighed tilsyneladende ikke er en højt skattet egenskab på disse breddegrader. Vi blev SNYDT!
Vi købte 2 kopper tilsyneladende meget rimeligt prissatte kopper kaffer, men den tilsyneladende søde servitrice påstod at hun havde fået en 5 euro seddel af os, selvom vi slet ikke havde haft en sådan i pungen. Ovenikøbet hev hun en massiv bunke 5-ere op af kassen og påstod at der slet ikke var en eneste 10-er dernede. Bagermesteren himself kom og bakkede hende op. Efter denne himmelråbende uretfærdighed og en glimrende kop kaffe måtte vi videre.

Vi gik og gik og der var strid modvind. Heldigvis ser det ud til at det bliver den sidste dag med meget vind. I følge vejrudsigten, får vi 25 grader og næsten ingen vind i morgen og sol og passende vind de næste 14 dage. Det kunne vi gå og glæde os over. Endelig kom vi til en meget hyggelig surferstrand med fine store bølger og en god frokost. Belært af erfaring betalte vi med kort og blev overhovedet ikke snydt. Faktisk var prisen meget rimelig. Her ses en mæt og veltilfreds kvinde, med vind i håret.

På vej videre kom vi forbi nogen, der muntrede sig med af surfe på de høje bølger. Det så herligt ud. Der var 4 surfere ud. De blev passet på af en livredder og 3 samaritter fra røde kors, der stod og kedede sig.

Det ligner lidt af et surfer-paradis.

Vi fortsatte ned af stranden og fandt et indkøbscenter, der havde åbent. Det var tæt pakket. Men da der også manglede alle Freddys T-shirts i kufferten, gik vi på jagt. Det blev til 6 t-shirts fra Carrefour - igen til en en meget rimelig pris. Vi fandt også en flaske lokal produceret sprut - noget Brandy-noget tror vi nok. Skik følge eller land fly. Det smager fint med Cola. Hvad gør man ikke for at undgå skørbug. Aih?? (Jul på Vesterbro - lyd).

Nu var der 3 veje hjem. En meget lang uden om bjerget, en meget stejl op over bjerget - eller bus 17, der kører lige til vores hotel. Bus 17 var selvfølgelig udelukket, men det var bjerget ikke. Og vi blev belønnet med en god udsigt, hvor vi kunne se begge sider af øen på en gang. Her ses vi forcere en stejl trappe op til ingenting og omvej.

Herfra gik det ned ad bakke og op ad med humøret. Vi fik en lille øl halvvejs og nåede hjem til hotellet i fin form. Der stod den på karbad og afslapning efter en tilbagelagt distance på ca. 12 kilometer.

Nu sidder vi i hotellets internet lounge og skriver. Det er hyggeligt. Vi høres ved i morgen.

11/1 2013 Sidste sejldag

I nærheden af ankerpladsen fra i går, ligger der nogle gode hummersteder. Derfor skulle den store hummerjæger, som ses nedenfor med ud efter storvildt, for hvem vil ikke gerne have hummer til aftensmad igen.

Der blev afsøgt adskillige gemmesteder og resultatet udeblev ikke. Det lykkedes endelig for Freddy at holde den indbyggede badering under vandlinien længe nok til at afsøge et område for hummere. Og resultatet blev at den flotte hummer på billedet ovenfor, blev hentet op – af Simon. Næste gang skal det nok lykkes for Freddy. Måske.

Så var det op med sejlet og derudaf. Vi fik sejlet en hel del før vi ankrede op ud for øen Man-O-War. Her fik vi lidt frokost før vi blev sejlet ind til øen. Man-O-War er endnu en gang helt anderledes. Øen bebos af få meget gamle bahamiske familier, der til gengæld helt dominerer. Der er ikke mange ferieboliger og der sælges slet ikke alkohol på øen. Ud over de 'sædvanlige' forretninger, var der flere systuer og bådeværfter. Øen bar præg af en helt anden arbejdskultur end mange af de andre øer. Den har også en gammel og stolt tradition for bådebyggeri.

Husene var meget fine.

De var mere velholdte end normalt hernede og specielt haverne var usædvanlig pæne og velpassede.

På øen bor også en sand institution. Nemlig Lola, der er den lokale bager. Hun er i 80'erne, men forsyner stadig hele øen (og tilrejsende) med godt brød og hun er især berømt for sine kanelsnegle. (Cinnamon Rolls). Det er kæmpestore, meget søde og meget fedtede.

Vi satte kurs mod Lola – uden at vide hvor hun boede – men heldigvis fandt hun os. Hun havde nemlig siddet og frosset på sin veranda (det er jo vinter) og besluttet sig for at køre ud med golfvognen lastet med gode sager. 

Og der er stadig Cinnamon Roll tilbage til morgenmaden.

Efter ø-turen satte vi kursen mod Marsh Harbour. Vi fiskede lidt under vejs, dog uden succes. Alle 3 sejl på skibet var oppe - en fin sidste sejltur mod solnedgangen.

Vi er nu ankret op inde i havnen og kan høre live-musik, det er der her på Snappas hver fredag. 

Vi har spist et lækkert måltid, bestående af hjemmefanget fisk og hummer linguini. Til dessert Tines citronfromage i en bahamisk udgave – noget stiv i det, da husblas'en hernede kommer i pulverform.

Og til sidst vores sidste solnedgang på Bahamas i denne omgang.

10/1 2013 Højt til vejrs

Vi vågnede ganske udhvilede (efter ca. 10 timers søvn!) Efter temmelig meget morgenmad (Tine var vist sulten, da hun lavede toasts), satte vi sejl og kurs mod Hope Town. En hyggelig by, lidt længere oppe ad Elbow Cay. Vores ankerplads var på sydspidsen. 

Hope Towns vartegn er et fint rød- og hvidstribet fyrtårn. Det blev bygget i 1864 af englænderne og genopbygget i 1934. Siden er det  ikke blevet væsentligt moderniseret. Ude fra, ser det sådan her ud.

Fyrtårnet er et af vist nok 2 i verden, der stadig lyser ved hjælp af petroleum og betjenes manuelt. Det er nærmest lavet som et urværk. Det vil sige at det skal 'trækkes op' hver dag. Det sker ved at man hejser et lod op i toppen, der så langsomt falder ned gennem et rør midt i fyrtårnet. Præcist som et Bornholmerur. Her ses mekanismen som loddet hænger i.

Loddet trækker fyrtårnets ydre kappe rundt, så det blinker med det rigtige interval. Billedet her er taget igennem kappen, så man kan se linsen.

Selvom kappen må være tonstung, kan man få den til at køre rundt, blot ved at skubbe til den med en enkelt finger. Det hele er præcist balanceret, ligesom et urværk.

Man kan gå ud på en afsats øverst oppe. Her ses Tine og den fantastiske udsigt.

Ved fyrtårnets fod, ligger 2 fine ottekantede huse. Her bor de 2 bahamiske familier, der passer fyrtårnet. De skal bære petroleum op i dunke, tænde lampen og trække 'urværket' op hver dag. 

Der er et pænt stykke op ad trappen, som det kan ses her. Ifølge Simon er der 101 trin. Vi talte ikke.

Nu var det tid til en lille byvandring. Hope Town er en meget idyllisk og meget karibisk by med smalle gader og pastelfarvede huse. 

Den er lidt af en attraktion her i området. Havnen og byen var ganske velbesøgt.  Husene ligger nærmest på 3 rækker fra havnen og opad. I mellem dem er der 2 små veje. Den nederste ses på billedet ovenfor. Her ses havnefronten med de mange bådebroer. 

Vi fik frokost på en hyggelig lille restaurant, hvor terassen stod på pæle i vandet. Cracked Conch og Grouperfisk. Lækkert.

På den anden side af øen var der naturligvis en fantastisk og næsten mennesketom strand. 

Efter et par hyggelige timer på øen, hvor vi også fik besøgt det lokale museum og købt 2 lækre hjemmebagte brød hos Vernon, var det tid til lidt mere sejlads. Det var blæst lidt op i løbet af dagen, så vi sejlede uden storsejlet, men kun med mesansejlet og et halvt forsejl. Alligevel gik det fint fremad med omkring 6 knob og det gode skib Observer lå fint og stabilt i vandet.

På vejen fik vi fisket lidt. Vi sejlede hen over et menneskeskabt 'rev', hvor Simon vidste at der tit er fisk at fange. Vi fik også en Jack på. Vi ved ikke lige hvad den hedder på dansk. Den kommer alligevel ikke når man kalder og den kan heller ikke spises. Den røg ud igen. 

De menneskeskabte 'rev', der ligger ved flere af øerne, består af diverse udtjente biler, golfvogne, køleskabe og andet godt som tømmes for olie og diverse andre forurenende sager og derefter 'dumpes' i vandet. Det giver rigtig gode gemmesteder for fiskene og således gode fiskemuligheder for os.

Nu er vi fremme ved dagens ankerplads. Det er et paradisisk sted, ved en ikke helt lille privat ø, hvor der ligger et resort. Der er ikke adgang til selve øen, men man kan jo bare ankre op lige udenfor – ha ha.

I morgen tidlig skal vi dykke efter hummere. Simon har nogle gode steder lige i nærheden.

9/1 2013 Styrkvinde og kys

I nat blæste det temmelig meget og vores ankerplads var ikke helt beskyttet ligesom i går. Derfor blev vi vugget skønt hele natten. Kaptajnen var en kende urolig for om det var for meget for os, men det var det ikke. Tværtimod er det jo netop en af fornøjelserne ved at sove på en båd.

Efter vugningen, tog en af os en morgensvømmetur. En anden var mere til at tage sin badedragt på, gå ud på agterplatformen, dyppe tæerne i vandet og så ind og tage et hurtigt brusebad. Da vandforsyningerne er begrænset på skibet, er brusebadene meget korte.

Efter morgenmaden drog vi på sejlads. I dag skulle vi sydøstover og da vinden er i øst, har vi krydset hele dagen. Vi startede sejladsen kl. lidt i ni og sluttede kl. kvart over fire, så vi har nærmest sejlet hele dagen. 

Arbejdsfordelingen i formiddag var Tine ved roret og Freddy til at hive i tov. Rorgængeriet gik sådan set meget godt, hvilket er mere end man kan sige om tovtrækkeriet. Her ses styrkvinden i sit es.

Vi gjorde et kort frokoststop ved Man o War Cay. Her fik vi BEGGE svømmet og Freddy fik også snorklet lidt. I dag gik det lidt bedre med at nå ned til bunden. Her ses snorkleren og den smalle landtange mellem Sea of Abaco og Atlanten.

Videre kom vi forbi et af Simons fiskehuller. Han tagger på sin kortplotter, hver gang han finder et godt fiskested, så han har rigtig mange gode steder. Det her lå lige efter frokoststedet og gav god gevinst. Se bare:

Efter en hård kamp, hvor kontorarmene kom på en hård prøve, kom denne her lækre Snapper op, lige til at kysse.

Ifølge Simon er det en amerikansk tradition at man skal kysse fisken. Så det måtte jo så til.

Og hvis der skulle være nogle derhjemme, der – efter at have læst denne blog – skulle have lyst til at slå sig ned her, er denne her lille ø til salg.

Prisen er kun 7 mio. dollars, men så får man også adskillige huse (så der er plads til tjenestefolkene) og egen marina.

Vi ankrede op ved Elbow Cay og mens vi gik en tur på stranden rensede Simon de 3 snappers. Da vi kom tilbage frarådede han at bade lige omkring båden, da han havde smidt fiskeresterne i vandet. Der var også hajfest en halv time senere. Der var vi glade for ikke at være i vandet.

8/1 2013 For fulde sejl

Dagen startede meget tidligt i dag. Der kom en ordentlig regnskylle og vi havde loftlugen stående på vid gab. Heldigvis er den ikke over nogen af vores senge, men midt i mellem. Ikke desto mindre måtte Freddy fare op og skynde sig at lukke den. Det var endda ikke  så nemt, da skruegrebet var vådt, så han måtte have fat i en brugt t-shirt til at holde med. Den kunne så også bruges til at tørre op på gulvet, væggene og døren med.

Efter en veloverstået morgenmad, blev vi sejlet ind til Treasure Cay marina i gummibåden. Der var tidsubegrænset varmt brusebad. Det benyttede Tine sig af, mens resten af selskabet sad og ventede, imens han undrede sig over hvor langsomt tiden går. Heldigvis havde vi aftalt med Simon at vi ville bruge godt 2,5 timer på halvøen.

Vi gik ud for at finde stranden på den anden side af halvøen. Den er på listen over verdens 10 bedste strande, så det glædede vi os meget til at se. Det viste sig dog at man skulle lede lidt efter en vej over på den anden side. Meget her er privat og der står skilte med 'No Trespassing' mange steder. Vi fandt dog et skilt til en strandcafé, så der gik vi ned. Vi fandt hurtigt denne her meget klassiske karibiske strandbar. De er ikke farveforskrækkede herude.Skønt.

Stranden var fantastisk, som det ses, og nærmest mennesketom. Vi mødte vel omkring 5 mennesker på vores 1,5 times vandring.

Her kunne man da godt slå sig ned lidt. Os derimod, vi havde ting at gøre. Nuvar vinden blæst op, så der skulle sejles hele eftermiddagen.

Først måtte vi dog sejle et stykke for motor, da vinden var lige i mod os i den smalle udsejling. Et stykke ude satte vi endelig sejl.

Vi krydsede mellem sandbanker og små øer resten af eftermiddagen. Freddy styrede mens Tine og Simon satte sejl og skiftede kryds. Nu ligger vi for anker ud for Scotland Cay. En privat ø, med kæmpe feriepaladser. Alle er dog mørke. Rige mennesker holder åbenbart ikke ferie 
i januar.

7/1 2013 Spændende dyr

Som det kan anes på billedet, vågnede vi op til havblik. Ikke optimalt på en sejlbåd.

Men vor gode kaptajn, Simon, havde naturligvis en god ide til en spændende aktivitet. Vi sejlede, motor, over til et meget interessant område, en mangrove, og ankrede op. På vej derover passerede vi en serie af meget små øer, nærmest skær, og mødte denne store rokke.

Da vi havde ankret op, skulle der først snorkles efter hummer til aftensmaden. Simon fangede hurtigt 6 flotte fyre. De ses her:

Senere blev det så Freddys tur. Simon havde fundet et godt sted, med en stor basse, men det kneb noget for Freddy at nå derned, måske pga den indbyggede badering.

Nu var det tid til nye eventyr. Vi monterede os selv i hver sin lille kajak og padlede ind i mangroven. Det er et lavvandet område med mange kanaler og en masse lave træer, som nærmest står på tæer helt ud til kanten af kanalerne. Der er masser af dyr, skildpadder og fugle, især. Og så denne spændende fyr, som måske er en slags krebsdyr.

Det var meget spændende at padle rundt i mangroven. Der var masser af små fine fisk og også nogle lidt større, fx den her:

Og vi så masser af skildpadder. De var imidlertid ikke så vilde med at blive fotograferet, og de var også forbløffende hurtige svømmere, men måske kan en af dem alligevel ses på fotoet her.

Der lå engang en beboelse nær indsejlingen til mangroven, men den blev ryddet af en orkan for mange år siden. Der er stadig spor efter den, beboelsen altså, der er en halvt sammenstyrtet bro, et par hustomter og en hel del gamle bildæk i kanalerne. Der er også en del net, nok fra gamle fangstruser og på et af dem sad der en fin, rød landkrabbe. Ja, det hedder den faktisk.

De to andre røde landkrabber padlede tilbage til båden og blev sejlet ud til en lille ø, hvor vi gik en tur. Øen var måske 100 meter i diameter og også her lå en hustomt. Vi kunne gå gennem det lave vand og over til den næste ø, se bare her.

Efter denne ekspedition sejlede vi til Treasure Cay, hvor vi ankrede op i en fin marina. Her er forbløffende få både, vores kaptajn siger, at det skyldes finanskrisen. Amerikanerne har ikke længere råd til at tage herned og her er også masser af feriehuse til salg.

På vej til Treasure Cay sejlede vi forbi en kunstig ø. Det var meningen at man ville bygge en Disney World herude, så man anlagde øen, med en meget fin sandstrand rundt om, men farvandet er for uregerligt og planerne blev skrinlagt. Øen er her, men bliver ikke brugt til noget.

Treasure Cay marine ligger beskyttet inde i en fjord, hvor Freddy måtte styre båden igennem en smal og bugtet kanal. Og lysene herovre er omvendt. Dvs. man skal have det røde lys til højre (styrbord), når man sejler ind.

Inden vi lagde os til at sove fik vi set et par delfiner og en havskildpadde inde i den meget beskyttede marina.

Og i dag er det Yngves fødselsdag – hurra hurra hurra. Han bliver 8 måneder.

6/1 2013 Det gode skib Observer

Vi har stadig ikke helt fået indstillet døgnrytmen. Vi bliver tidligt trætte om aftenen og vågner rimelig tidligt om morgenen.

I dag var det kun en fordel. Vi skulle mødes med vores kaptajn kl. 10 og inden da skulle vi pakke sammen vaske op og rydde af vejen i huset.

Vi vågnede til lidt mere vind end der har været de sidste par dage, men det virkede nu lovende for turen. Vinden har været under 10 km/t, men er nu oppe på ca. 15.

Vores kaptajn er en rund englænder ved navn Simon. Han fortæller meget om skibet og alt hvad der er værd at vide om sejladsen. Her er det gode skib Observer.

Skibet er en 60 fods ketch. Simon har haft den i 4 år og gennemrestaureret den.

Først sejlede vi hen til et nærliggende koralrev. Vi monterede svømmefødder, snorkel og maske. Korallerne var meget tæt på overfladen, så man skulle passe lidt på for ikke at komme til at røre dem. Det er et fredet område, hvor man gerne må snorkle, men ikke røre eller fjerne noget.

Herefter var det tid til at sætte sejl. Vi var blevet enige med Simon om at sejle ud til Great Guana Cay, hvor der en slags fest om søndagen. Med bl.a. lokale retter og musik. Her er vi på vej.

På vej til Great Guana Cay, passerede vi Scotland Cay. Det er en ret stor privat ø, hvor der kun er adgang for beboere og deres gæster. Beboerne er meget rige og berømte mennesker. Vi måtte holde os væk, da vi ikke var kvalificerede på hverken den første eller anden parameter.

Vi ankom til Great Guana Cay, som viste sig at være meget hyggelig. De eneste biler, der kørte rundt her var golfvogne. De havde dog nummerplader og man skal have kørekort for at køre dem. Øen er meget karibisk. Lige som man forestiller sig, med små pastelfarvede huse og kokospalmer i haven. Det er vældig hyggeligt. Vi gik op til Nibbers for at høre livemusik og spise gris.

Det viste sig at livemusikken ikke var live, men meget høj umba-umba og en masse meget unge amerikanere, der dansede rundt med øl i hånden. Det på bahamisk vis marinerede svin, var udmærket og man kunne sidde inde i en pavillon i ly for musikken og de kåde unge og spise det.

Efter at have fået godt med gris, gik vi en lang tur på stranden. Det er den yderste ø mod Atlanterhavet, så stranden er fantastisk. Bred  med fint hvidt sand og store turkisblå bølger. Helt henne ved nedgangen fra party-stedet, var der en del mennesker, men bare nogle hundrede meter længere væk, så der sådan her ud.

Nu er vi tilbage på skibet og har fundet et stille ankersted i en bugt og har nydt en fantastisk solnedgang og ser lige nu på en flot stjernehimmel.

Tænk at sidde udendørs i shorts og t-shirt en januar aften. Kald os bare vikinger.

Tillykke til Thera - 2 måneder i dag. Knus herfra.

5/1 2013 Mere Conch

Vi havde en stille og rolig morgen og formiddag. Solen bagte allerede fra i morges og det var meget varmt.

En af os fik taget sig en lille morgensvømmetur mens den anden fotograferede.

Helt alene i det store vand. Faktisk har vi ikke set andre badende i 'vores' nabolag endnu.

Vi cyklede ud på spidsen af Eastern Shores. Dvs. faktisk kunne vi ikke komme helt ud på spidsen for der lå en kæmpe luksusvilla, med en stor smedejernsport foran. Hele området er udstykket til private og hele stranden er ligeledes også privat. Der er faktisk ikke et eneste sted på Eastern Shores, hvor stranden er offentlig tilgængelig.

Sejlturen starter jo i morgen formiddag, så vi måtte også skille os af med vores fine cykler. Men før det, ville vi lige prøve Conchy Joe's. Det er en lille nystartet café og bar, med en terrasse, der står på pæle i vandet.

Vi gik ind og bestilte 2 conch salater og fik demonstreret, hvordan man afmonterer en conch fra sin skal. Først bankes der hul i skallen på det helt rigtige sted. Mellem 2. og 3. række spidser. Dernæst løsnes conchen med en skarp kniv, der ligner en mejsel.

Og så kan sneglen trækkes ud i kloen.

Og her er så den lille fyr inden den skal i salaten.

Salaten var rigtig lækker, som det ses på det tilfredse udtryk.

En lokal øl og conch salat - nam nam.

På hjemvejen afleverede vi så vores cykler og fik smagt den hjemmelavede is, som nogen havde kigget langt efter, hver gang vi var kørt forbi.

Solnedgangen var rigtig flot. En passende sidste aften her i Wheel House.

5 minutter efter billederne var taget, var det bælgmørk. Ikke meget skumring her.

Fra i morgen skal vi sejle, så det kan godt være at opdateringerne her på bloggen bliver noget uregelmæssige. Vejrudsigten ser fin ud og vi glæder os meget.