30/10 Huler og sneglejagt

Vi besluttede at blive en nat til på backpackerstedet. Derfor har vi gratis wifi, så i dag er der ekstra mange billeder.

Da vi vågnede i morges regnede det en hel del. Vi er jo på vestkysten nu. Det er et område hvor det regner ganske meget. Her i den nærliggende regnskov, regner det 6 meter om året. Det er ca. 10 gange så meget som i Danmark. Da vi havde fået morgenmad med frisklagte økologiske landæg, som man køber for 50 cent her på stedet, og dovnet den lidt, besluttede vi os for at køre mod Oparara Valley. 

Vi havde set en god lille gåtur på DoC's (Department of Conservation) hjemmeside. Der skulle være mulighed for at gå i huler, se mange forskellige planter og dyr, bl.a. den blå and og nogle af New Zealands stor landsnegle. 

Oparara Valley er en del af Kahurangi National Forest (landets 2. største nationalpark) og er et sted med oprindelig regnskov. Det anses for at være et af de tidligst beboede områder i New Zealand. Der er fundet rester af menneskelig aktivitet, der daterer sig til ca. år 1250.

Mange steder i New Zealand er man ved at genskabe den oprindelige skov og bush, i områder hvor det alligevel ikke kan svare sig at dyrke landbrug på grund af jordens beskaffenhed. Men her i området har skoven aldrig været ryddet. Derfor er det oprindelig skov. Da det regner 6 meter om året er det regnskov. 

Skoven er bemærkelsesværdig lys og åben. Og meget lysegrøn. Det skyldes selvfølgelig til dels skyldes årstiden, men også at der vokser mosser og små grønne gevækster på alle træer. Såvel levende som døde. 

Der er også mange forskellige bregner. Nogle af dem ses her.

Lidt inde i skoven kom vi til Moria Gate Arch. Vi ved ikke om navngivningen har noget med Tolkien at gøre. Det er et stort hul i klippen som floden løber igennem. Man kan kravle ned i hulen. Det er der nedefra, det øverste billede er taget.

Derefter går stien henover 'broen' til den anden side af floden. Vandet i floden har en markant gulbrunlig farve. De siger selv at det er Whiskey farvet. Der var nu ikke nogen af os, der havde lyst til en tår.

Men flot og specielt ser det ud.

Og så mødte vi sandelig en sjælden fugl. Den blå and. Der ses et par her. De var ikke specielt generte, men skyndte sig alligevel op i det næste bassin og snadre. En fin lille and.

Selv om vi gik langsomt og holdt meget øje, lykkedes det ikke at se en levende landsnegl. Heldigvis fandt vi dog et forladt hus. Særdeles velbevaret (og lige til at flytte ind i). Sneglehusene er nærmest flade, hvor dem vi er vant til fra Danmark er mere spidse eller runde. Vi havde håbet meget på at se et levende eksemplar og se hvordan de bærer huset. Det skulle efter sigende mere ligge ovenpå sneglen istedet for at stå mere op.

Billedet viser det flotte sneglehus. 

Vi må blive ved med at holde udkig.

Derefter kom vi til 2 større huler. Den første hedder Crazy Paving Cave. Det hedder den fordi bunden består af gammelt udtørret ler, der har dannet noget, der ligne sjove fliser. Det går man dog ikke på, da det er ret skrøbeligt. Der bor huleedderkopper og en slags fårekyllinger i hulen. På billedet ses loftet og et par ægsække fra huleedderkoppen. Ægsækken rummer ca. 50 edderkoppeæg. Edderkoppen selv er en velvoksen sag og anses for at være nært beslægtet med de første edderkopper på jorden.  

Den næste hule hedder Box Canyon Cave. Den er noget større og har meget højere til loftet. Der er en del stalagtitter i loftet. Når man kommer bare et lille stykke ind, er der buldermørkt. Derfor lykkedes det ikke rigtig at tage såmange gode billeder herindefra. Man skal have en lommelygte med ind for at kunne navigere. Ca. 100 meter inden kravler man op af et stejlt stykke og igennem en lav passage for at komme ind til det sidste stykke af hulen. Det var ret 'spændende'. Det er ikke her man ønsker at lommelygten løber tør for strøm. Billedet er taget oppe ved passagen.  

Og så var der glowworms her. Som vi har skrevet tidligere er det en larve, der lyser i mørket. Det gør den for at tiltrække insekter, som den lever af.

Ved at lægge kameraet ned og stille lukketiden på 5 sekunder, fik jeg taget dette billede af dem. Når man står inde i hulen i bælg ravende mørke ser de ret forrygende ud med deres 'stjerneagtige' lys. 

Nu er vi tilbage på backpackerstedet og skal til at have mad. Men først skal vi ligge kigge på en tur til i morgen.

Og tillykke til brormand, der har fødselsdag idag.

29/10 Til Karamea

Vi forlod vores hyggelige backpacker sted her til morgen. Det er en frugtplantage, hvor de har 4 forskellige sorter af æbler. Og en skøn have med masser af blomster og krydderurter. Det var jo lige noget for fruen. Hun fik ovenikøbet et kram, da hun spurgte om hun måtte tage nogle hjulkroneblomster til salaten. Og en længere snak om alle de urter, der er i haven.

Stedet er ret nyt og virkelig flot. Vi synes generelt at backpacker stederne hernede er meget fine. Vi vælger selvfølgelig dobbeltrum, hvilket man betaler lidt ekstra for, men det er stadig meget rimeligt i pris og for det meste en høj kvalitet. Her er et billede fra terrassen udenfor vores dobbeltrum.

Som vi skrev i onsdags, så var det ikke lige med i planen at gå Heaphy Track. Der er jo også problemet med af få fragtet den lille camper fra start til slut. Vi kørte således udenom, så nu er vi i Karamea, hvor sporet slutter. Sporet er 84 km, men køreturen udenom er over 400 km. Idag tilbagelagde vi de godt 320 kilometer mellem Motueka og Karamea.

Karamea er den nordligste by på man kan komme til ved at køre op langs vestkysten. Landskabet heroppe er igen meget anderledes. Det er temmelig 'råt' og det sidste stykke hvor vi kørte væk fra kysten var også ret øde. Her er et stemningsbillede.

Det viste sig at Karamea er temmelig lille landsby. Husene ligger meget spredt og der er kun en enkelt lille butik. Der er 'selvfølgelig' nogle moteller, 2 campingpladser og et backpackersted. Vi valgte backpackerstedet, der er nydeligt. Der er ingen ansatte her. Stedet drives udelukkende af frivillige og WOOF'ers. Det er unge rygsækrejsende, der arbejder for kost og logi. (Den var nok ikke gået i Danmark). Forkortelsen står for Working On Organic Farms. Men det virker som om det bruges til mange andre ting også. Vi er tidligere stødt på en Lodge, der også blev drevet med hjælp fra WOOF'ers.

Hyggeligt sted med en dejlig have og så er der ubegrænset internet for 5 penge. Så derfor har vi endelig fået udgivet de blogs vi var bagud. Som det fremgår, har vi dog skrevet dem undervejs.

Nu vil vi prøve at finde en interessant gåtur her i området til i morgen.

Turen idag gik fra Motueka over Westport til Karamea.

28/10 Fisk og hullet i jorden

I dag stod den på fisketur fra morgenstunden. I nærheden af Takaka hvor vi overnattede ligger der en laksefarm, der hedder Anatoki Salmon. Der kan man tage ud og fange sig en laks. (a fish so juicy sweet). Man betaler pr. kilo for hvad man fanger og de tilbyder (mod betaling) at varmryge og evt. vacuumpakke fisken.

Det var en stooor dag. Fruen fangede sin første fisk nogensinde. Som det ses på billedet, er det en oplevelse man bliver rigtig glad af!

Vi fangede 3 laks på i alt 2,8 kg. Vi fik dem alle 3 varmrøget med peber og citron og spiste den ene på stedet. Så bliver det ikke meget mere friskt.

Her ses den klar til fortæring. (Det var den lille vi spiste til frokost). Vi havde medbragt en øl og resten af salaten fra i går, så det var en konge værdigt.

Den sidste laks kunne ikke være med på billedet, da den ventede på at blive vacuumpakket.

Så kørte vi videre over Takaka hill road. Det var den tur vi skrev om i onsdags. Denne gang var det knap så tåget, så her får i den udsigt, vi ikke kunne præstere i onsdags.

Bemærk at udsigten er fra en bakke, ikke et bjerg. (Takaka Hill).

På vej ned af bakken kan man køre lidt ind i området af Canaan Rd. Det fører ind til et fantastisk område med bakker, dækket af store sten og jordfaldshuller. Det er huller, der er dannet ved at underjordiske vandstrømme har vasket bløde jordlag væk. Herefter er de øverste lag faldet ned. Vi gik en tur igennem Chetwood Forest, som er en nærmest magisk skov, ud til det største af den slags huller på den sydlige halvkugle. 

Hullet hedder Harwood Hole og er 176m dybt. Som det anes på billedet, er det lavasten, der er faldet ned i et nærmest cirkelformet hul. Man kan klatre ned i hullet, hvis man tør og har det rigtige udstyr. Gå nedad i en hule 1,3 km. og komme ud ved kysten, hvor vandstrømmen, der har skyllet jorden væk, udmunder.

Man kan se toppen af hullet. Det fortsætter yderligere ned fra hvor vi står.

I dette specielle område, er der også optaget en del scener til Ringenes Herre. Bl.a. hvor Aragorn fører hobitterne videre fra Bree. Vi fik masser af billeder.

Vi havde besluttet at overnatte på et backpacker sted i nærheden af Motueka, som vi havde fået anbefalet af de hollændere vi var ude at kajakke med. (Det er der vi skriver fra).

Men på vejen var der et skilt til nogle huler, hvor man kunne se stalakmitter, stalaktitter og glowworms. Desværre kom vi en halv time for sent til den sidste rundtur. Men så fik vi øje på Split Apple Rock på et billede og besluttede vi os for at køre den vej til Motueka.

Split Apple Rock er en æggeformet sten, der er knækket over på midten, som det ses på billedet. Den er ca. 5 meter i diameter og ser forrygende ud som den ligger der ud for kysten. Nyd billedet.

Turen i dag gik fra Takaka over Kaiteriteri til Motueka.

27/10 Verdens klareste kilde

Dagen startede med en køretur ud til Farewell Spit, en lang sandodde på øens nordvestlige spids. Der skulle som vanligt vandres lidt, her op og ned af smukke, stejle bakker. Her var også masser af får. Bemærk de små, vandrette terrasser på siden af bakkerne. Her dyrkede maorierne kumara, den lokale søde kartoffel, i (meget) gamle dage.

Det blæste en hel del, som det ses her. Vi gik med udsigt til havet på den ene side og en snoet bæk og bakkerne på den anden, endnu engang blev der sagt wauw mange gange. Vinden gav sandet de mest utrolige former og mønstre, nærmest som årer i træ, meget flot.

Dette foto er taget på den modsatte side af strandbillederne fra før. I baggrunden ses sandodden Farewell Spit, i forgrunden ses en glad mand. Han er med på en hel del fotos, denne noget tyndhårede herre. Det samme er en buttet kvinde - mon de følger efter os??

Her oppe i det nordvestlige hjørne af sydøen findes et system af kilder, som er det klareste kildevand i verden. Det er nøje målt. Vandet har en sigtbarhed på 63 meter. Det eneste sted, der findes renere vand er under iskappen på Antarktis. Disse kilder hedder Te Waikoropupu Springs, i daglig tale Pupu Springs. De er hellige for maorierne og der passes godt på dem. Det er helt forbudt at have nogen som helst kontakt med vandet, man må ikke røre det, drikke af det, fiske eller bade. Det er nu ikke fordi vandet er helligt, men for at det ikke skal blive forurenet af fx vandpest, som er en stor plage i flere vandløb hernede. Der passes generelt godt på naturen, man er meget bevidste om landets særlige naturressourcer. Sjovt nok er området omkring kilderne et gammelt guldgraversted, og dengang betød adgang til guldet mere end beskyttelse af naturen, så her blev dæmmet op og gravet kanaler, så vandet kunne bruges til at vaske guldet frem. Kanalerne er her stadig, nu uden vand i, kantet af store sten.

Vi er begge lidt flade i dag, Freddy har reddet sig en ny forkølelse, han har altså også taget en lokal skik til sig, nemlig bare tæer i sandalerne og shorts på. Det gør en rigtig kiwi, nærmest uanset vejret. På dørene til cafeerne ses ofte et skilt, der gør opmærksom på at man altså skal have fodtøj på indenfor. Kiwi er i øvrigt en betegnelse lokalbefolkningen bruger om sig selv. Her er også en særlig kiwi-ånd, sådan a la at man da kan reparere alt selv ved hjælp af et stykke ståltråd. Eller at man kører 90 i timen ned af en bjergvej i en stor 4-hjulstrækker med en båd bagpå. Eller at man panerer og frituresteger al sin mad, også østers og kammuslinger! Alt i alt er her en rar og afslappet stemning, her er god tid og plads til alle. Undtagen måske lige på før omtalte bjergvej!

Men hov! Hvad er nu det, som fruen har strikket? En meget lille trøje?! Jamen, hvorfor mon det? Mon der kommer et par kommentarer nu?

26/10 Nu med tung rygsæk

Efter en god nat vågnede vi let vuggende op på husbåden til denne her dejlige udsigt fra vores dobbeltkahyt.

Nu var det på tide at få noget morgenmad og at få pakket alt vores habengut i de 2 rygsække og så af sted. Vi var vandreklar ved 8.30 tiden. (Turen kan snart ses på www.runkeeper.com/user/Extravel).

Vi startede opstigningen i dejligt solskin. Den første ca. halvdel af turen går op og lidt ind i landet, hvorefter resten går langs kysten tilbage til Marahau. Her er et billede efter opstigningen og tilbage mod Anchorage Bay. Som man kan se, skinner solen, men det ser noget 'skummelt' ud.

Lige efter vi tog billedet, begyndte det så småt at dryppe, så vi pakkede vores regnjakker ud af rygsækken og tog dem på. Det blev dog ikke rigtigt til så meget regn og vi blev drivvåde af at gå med regnjakkerne på (selvom de er åndbare), så vi tog dem af igen. Resten af turen regnede det let. Måske lidt mere end støvregn, men ikke så meget så vi blev rigtig våde. Vi gik også under træer hele tiden.

Det er et meget interessant område at gå i. Her er meget stor forskel på høj- og lavvande. Op til omkring 4 meter. Der er samtidig mange mindre floder der løber ud i havet. Det giver mange lavvandede områder med mange fugle og små dyr i vandet.

Her er et billede hvor man kan se strandet og det lavvandede område bag ved. Der er en å, de løber ud i det lavvandede område. Ved højvande er det forbundet med havet.

Efter 12,5 kilometer med tung oppakning, var vi tilbage i Marahau. Godt ømme i ryggen og skuldrene. Vi fik lidt frokost og kørte videre mod nordspidsen.

Det var en interessant tur til Collingwood, hvor vi er kommet til et fint lille motel med 4 værelser. Vi kørte bl.a. ad Takaka Hill Road som er en vej, der over 25 km med 365 sving stiger mere end 750 meter. Det er den længste stigning man kan køre i bil, i New Zealand. Det er langtfra det højeste pas, men den længste stigning. Det var desværre skyet på toppen, så vi fik ikke rigtig set nogen udsigter.

Det gode er dog at vi skal samme vej tilbage i morgen. Der er nemlig kun den ene vej til nordspidsen af sydøen, hvis man ikke vil gå af Heaphy's track. Det er en 84 km. Lang vandretur herfra og ud til vestkysten. Den skulle være meget smuk og med overnatningshytter undervejs, meeen måske en anden gang.

Turen i dag gik fra Marahau til Collingwood.

25/10 På og i vandet.

I dag var vi oppe før 7. Vi skulle nå at checke in til kajakturen kl. 8.30 og vi tænkte at det skulle alle andre måske også. Da der kun var 2 brusere til hhv. herrer og damer, beregnede vi god tid til at komme i bad. Det var dog overhovedet ikke noget problem. Generelt er der ikke så mange der bruger faciliteterne på campingpladserne her. Det skyldes nok at de fleste kører i store campervans og har både køkken og bad i disse.

Vi checkede ind hos vores guide Tory. Vi var kun os og et par fra Holland. Hollænderne skulle kun med om formiddagen og så gå en tur om eftermiddagen.

Vi sejlede ud til Onetahuti med vandtaxi. Det var en tur på ca. en halv time. Ved Onetahuti, som bare er en bugt med en lejrplads på, ligger der et beskyttet havområde med en ø, der hedder Tonga Island. Det er et sæl reservat, som er en del af Abel Tasman National Park. Abel Tasman National Park er den mindste af New Zealands nationalparker. Den er 'kun' 23.000 hektar, men er den eneste nationalpark ved kysten.

Her er vi steget i vores kajak og netop ankommet til sæløen. De 2 væsener nedsænket i kajakken er IKKE sælerne, men yours truly.

Der var masser af sæler på øen og nogle af dem var noget legesyge. Det var dog svært af få et billede af en springende sæl, da de jo kommer pludseligt op af vandet og så går ned igen. Så her er det tætteste vi kom på, på trods af mange springende sæler og mange forsøg.

Og ja – kameralinsen var temmelig våd. Det var mest vand fra pagajerne og ikke så meget fra bølger. Selvom det var en del søgang, da vi krydsede det mere åbne vand fra øen og tilbage til spidsen af Onetahuti bay, så er havkajakken faktisk mere sødygtig end man lige forestiller sig, når man sætter sig ned i den.

Guiden havde medbragt frokost, som vi indtog på en ganske lille strand ved Bark Bay. Den havde også et navn, som vi desværre ikke kan huske. Der måtte kun overnatte 2 på stranden.

Der kom straks et par paradisænder og kiggede på os. Det er en meget fin, lidt stor and, med en lang hals som danner par for livet.

Her er et billede af stranden, Tine, der viser det charmerende kajakoutfit frem og det lille par i baggrunden.

Resten af dagen padlede vi i dejligt solskin og medvind langs kysten frem til Anchorage Bay, hvor vi skal overnatte i en lille husbåd.

Kystlinien består af lavasten. Det er meget få steder, der er kyststrækning af lavasten. Da lavasten er sammensatte sten, eroderer de på en 'spændende' måde og danner flotte former. Vi så mange ansigter, en knyttet hånd og et løvehoved. Her er et 'uhyggeligt' ansigt flankeret af en stor flot hansæl, der kom op af vandet med munden, ja faktisk hele hovedet, fyldt med tang.

Vi kom lidt tidligt til Anchorage. Vi kunne først komme ombord på husbåden fra kl. 4. Derfor besluttede vi os for en hurtig (med tryk på hurtig) dukkert i det dejlige 13 grader 'varme' vand.

Vi mødte vores danske venner fra i går, der havde padlet fra byen og nordpå til Anchorage, hvor vi havde taget taxien til Onetahuti og padlet sydpå. De tilbød at tage et billede af badenymferne. Det lykkedes desværre ikke at få et billede af fruen under vand. Hun var i vand til halsen, men lukketiden på kameraet kan kun gå ned til 1/1000 sekund.

Gæt hvis fødder man kan se stikke op på billedet.

Efter den forfriskende dukkert gik vi en lille tur op til et udkigspunkt og rundt om pynten. Det tog ca. halvanden time.

Så var vi også klar til aftenens grill på husbåden.

Vi mødte et par yngre spaniere som spillede skak. Efter de havde spillet, tog manden med fødderne et par spil med den ene. Det var vældig hyggeligt. De skal være hernede i en måned og er også meget interesserede i Ringenes Herre steder, så vi udvekslede nogle stykker. Det passer fint, da de har været sydpå og skal nordpå og det jo er omvendt for os.

24/10 2011: Dagen derpå

Efter den spændende finale, checkede vi ud fra Boutique Motel i Nelson. Vi skulle til Marahau, hvor vi har booket en tur, bl.a. med havkajak. Det glæder vi os meget til og håber på godt vejr, men mere herom senere.

Da vi gik rundt i Nelson i går, kom vi bl.a. til et mikrobryggeri, der hedder Sprig & Fern. Her fik vi en brochure over håndværksbryggerier i området. Nelson er New Zealands centrum for mindre bryggerier. Det skyldes at der oprindeligt kom en del tyskere til området og nogle af dem havde humleplanter og deres viden om brygning med. Området er også det eneste i New Zealand, hvor humlen gror rigtig godt, hvorfor det står for al kommerciel humleproduktion i landet. De har oven i købet udviklet nogle varianter som vist nok kun laves her.

Her er et billede af en udsigt med humle, frugt og vinmarker.

I dag besøgte vi så bryggeriet Stoke. Stoke er den forstad til Nelson som vi boede i. Det viste sig at være et ganske stort bryggeri. De kan producere 20.000 l. øl om dagen i et anlæg hvor kogekedlen er 5.000 l. De kan således lave 4 bryg pr. dag. Det kan de primært fordi de har 2 lautertuns (si-kar).

Det er et gammelt bryggeri (Rochdale Cider Factory), som tidligere kun bryggede cider. Men i 1980 blev det købt af en tidligere rugby-spiller (Terry McCashin) som startede med at lave øl også.

Dengang var der kun 2 store bryggerier i New Zealand, men McCashin stod op i mod dem og lavede sit eget ølmærke, der hedder Mac. Det blev senere købt af en af de store spillere, men nu er familien gået i gang med et nyt mærke, der hedder Stoke.

Vi fik en gratis ølsmagning (i meget små glas) og en rundvisning. Det var meget spændende, selvom bryggeriet var lukket på grund af Labor Day. Anlægget var temmelig gammelt og havde en meget stor kapacitet, som de ikke udnytter fuldt ud. Det skyldes at Mac mærket blev købt og flyttet til et langt større bryggeri.

Efter besøget, satte vi kursen mod Abel Tasman National Park. Vi gjorde et stop undervejs, hvor vi spiste lidt frokost. Som det ses på billedet, nød vi solen mens vi sad på solvarme strandsten og betragtede havet.

Senere kom vi til Marahau. Der bor 107 mennesker i Marahau, så det er ikke ligefrem en metropol. Vi fandt ud af hvor vi skal møde op til vores tur i morgen, hvor bilen skal parkeres på en nataflåst parkeringsplads og fandt vej til Marahau Beach Camp.

Det er en lille fin campingplads som er absolut overfyldt af sandflies. Det er nogle små sataner, der stikker som myg. Jeg tror vi tilsammen nåede at få ca. 25 stik. Langt hovedparten gik til husets herre. Populær som altid.

Til sidst gik vi over og købte 2 is og et middel, der efter hvad ekspedienten sagde skulle holde fluerne væk. Det lugter i hvert fald ikke godt. I butikken mødte vi også de første danskere vi har mødt på denne her tur. Det var en familie, hvor sønnen er på et halvt års udveksling hernede. Og familien er så taget ned for at besøge ham.

De hedder også Petersen, så nu tror damen på campingkontoret at alle danskere hedder Petersen. Det var hyggeligt at tale med dem. De skal også på kajaktur i morgen. De kajakker ud og vandrer tilbage.

Vandtaxi firmaerne transporterer kajakkerne, så man kan vælge hvor man vil sejle fra og til. Der er også et vandrespor, der går ned til stort set alle de små strande, hvor man kan stå af og på. Vandtaxierne er små og fladbundede med påhængsmotor. Så de kan komme ind overalt.

I dag gik turen fra Stoke (en forstad til Nelson) og til Marahau.

23/10 All Blacks all the way

Det viste sig at det nydelige lille motel, hvor vi havde bestilt værelse i 2 dage, lå 7,2 kilometer fra centrum af Nelson og dermed fanzonen. Fanzones er noget, de har etableret i alle de større byer. Det er vist et par af de store sponsorer, der står for det.

Vi stod lidt sent op og gik ind til centrum. Runkeeperen viste 9,44 km da vi nåede frem. I øvrigt gik vi også hjem igen efter kampen, da vi opgav at få en taxi.

Her er et videoklip, der viser afslutningen af kampen, set fra hvor vi stod. Man kan ikke se meget af skærmen, men det fremgår alligevel tydeligt hvem der vandt.

Slut herfra med dette dejlige stemningsbillede.

Og tillykke til vores værter i dette dejlig land.

22/10 Tobleronebjerget

Da vi ankom til Hanmer Springs i går aftes var vejret helt skønt. Her lidt aftenstemning med et lille glas vin og en stor udsigt fra terrassen i vores lille feriehytte på campingpladsen.

Hanmer Springs er en rigtig ferieby. Om vinteren er det et skiområde, her er også varme kilder, man kan hygge i efter skituren, eller nu, og byen ser meget euroalpin ud. Nu er det jo forår, skolebørnene har haft fri denne og sidste uge og på mandag er det Labour Day, også en fridag, så der var ganske mange mennesker i byen. Faktisk så mange at vi kun kunne få lov at bo i hytten en enkelt nat, i stedet for de to vi havde tænkt os.

Men inden vi forlod byen, gik vi en tur i en nærliggende skov. Den blev tilplantet i starsten af 1900-tallet, med mange forskellige træer og buske, her er et par store fyre. Bemærk undertegnede, der står lænet op af det fjerne.

På vej ud af byen så vi dette. En bro. En udsigt. Men hov! Der vifter et lille menneske rundt i luften under broen! Det er et resultat af den store, new-zealandske opfindelse: Bungy Jump. I starten en slags manddomsprøve for maoriernes forfædre, der i øvrigt også var kannibaler, nu kan alle få lov at prøve. Hvis de kan mande sig op til det. Og gerne vil tabe deres briller i vandet og få ondt i ryggen.

Endnu en udsigt, denne gang mere fredelig. Landskabet i dag var meget skiftende. Brede dale med højdedrag i det fjerne. Smalle dale mellem stejle bakker. Frodige bakker, brune mere golde småbjerge og så var der dem med sne på. Masser af floder, brede og smalle. Skov og slette. Landskabet hernede på sydøen er generelt mere vildt end oppe nordpå, her er ikke så "pænt", tæmmet, men smukt og storslået.

Tobleronebjerget. Åbenbart flyttet fra Schweiz. Hvad gør man ikke, når der er World Cup!

Vandfald. Bakker. Bjerge.

Nu er vi i Nelson, en kystby nordpå, lige op til den store nationalpark Abel Tasman. Her bor vi på et lille motel i to dage. I morgen er der jo FINALE!!! Mellem Frankrig og vore værter. Vi tager nok ind til selve byen og finder en pub eller fanzone og ser kampen, mere om det senere.

Dagens rute var en lang en, Hanmer Springs til Nelson.

Slutprut, Chardonnaydut.

21/10 Hvaler og udsigter

Så så man lige os stå rigtig tidligt op. Hvalturene her i Kaikoura er tilsyneladende meget populære. Da vi bestilte i går eftermiddags, var 3 ud af de fire ture fuldt bookede og det var kun turen kl. 7.15 der var plads på. Det var sådan set udmærket, bortset fra at 2 engelske piger kom meget støjende hjem til backpacker hotellet kl. 2 og vækkede os. Derfor var vi en smule trætte, da iphonen vækkede kl. 6. Efter et bad gik det bedre og turen var fantastisk.

Her er et billede af en af de første hvaler vi så.

Hvalerne her ved Kaikoura er Spermacethvaler. Det er udelukkende hanner der kommer her. Hunnerne foretrækker de lidt varmere farvande ved Tonga. Hannerne kommer her for at æde. Ud for Kaikoura er der en 1500 meter til 2 kilometer dyb kløft under vandet. Der mødes 2 strømme, der presser plankton op fra bunden. Det betyder at der er meget frodigt, med masser af fisk, blæksprutter og skaldyr. Spermacethvalerne spiser blæksprutter og fisk. Man har bl.a. fundet en 4 meter lang haj i maven på en Spermacethval.

Forest i deres store firkantede hoved har de en beholder med 2,5 tons spermacetolie. Olien var tidligere meget eftertragtet af hvalfangere og blev bl.a. brugt i parfume. Hvalerne afkøler olien med koldt vand, når de skal dykke og varmer den op med blod, når de skal op igen. Derudover bruges olien som ekkolod. Den forstærker modtagelsen af signalet, så hvalen meget præcist kan se hvor der er føde og også afgøre om føden er fisk eller blæksprutter.

Hvalerne søger føde under vandet i ca. 45 minutter, hvorefter de kommer op til overfladen for at fylder sig med ilt. Det tager ca. 10 minutter. Det gør de ved at lave deres karakteristiske 'pust' som det ses af billedet. Herefter dykker de igen, som det ses af næste billede. Det er her halen komme op over vandet.

Vi så i alt 8 Spermacethvaler helt tæt på og yderligere et par stykker længere væk. Ifølge besætningen skulle det være ganske usædvanligt at se så mange på en tur.

Vi så også albatrosser. Både en mindre og den største albatros med et vingefang på op til 4 meter, som ses herunder.

Den forsøger at lette fra vandet, hvilket ikke lykkes i denne omgang. Det er ganske svært for albatrossen at lette fra vande, hvis det ikke blæser. Det skyldes at den er så stor og har små ben. Derfor kan den ikke opnå den nødvendige hastighed. Den er meget afhængig af blæst for at få opdrift nok. Den måtte blive ved med at padle rundt og vente på bedre albatrosvejr.

Vi så også 2 forskellige slags delfiner. Her ses en lille familie, der svømmede rundt om båden i et par minutter.

Da vi var kommet i land, gik vi en tur rundt på Kaikoura Peninsula. Der er masser af sæler, der holder til på halvøen. De ses som mørke pletter på skærene.

Som det ses på billedet var det lige før Freddy ikke kom med hjem. Rygsækken var tung og skrænten stejl! Fjolle.

Herefter forlod vi kysten og kørte ind i landet. Hele tiden med sneklædte bjerge i horisonten. Landskabet er storslået. Her kan man se det frodige græstæppe. De frodige grønne skrænter. Så de mere brune skrænter længere bagved og fjernest de sneklædte bjerge. Ganske enkelt bjergtagende.

Nu er vi kommet til Hanmere springs. Turen i dag gik fra Kaikoura til Hanmere Springs, ind i landet.

20/10 Hummernamnam

Vi kørte sydpå fra Blenheim med kurs mod Kaikoura, som er en gammel hvalfangerby. På vejen gjorde vi holdt ved denne karakteristisk sorte strand. Sandet er lavasand, derfor er det sort. Her var mange fine slebne sten og kæmpe bølger rullede ind. I baggrunden ses to af områdets bjergkæder, med sne på.

En af de ting, der skal prøves her er crayfish, lokale hummere, som sælges fra små boder ved vejkanten. Deraf kunne man måske udlede at de så nok er billige, men det er ikke tilfældet. Den her krabat kostede 60 $. Men hold da kæft, hvor den smagte godt, der på kanten af stranden, med vind i håret(de af os, der har hår), lyden af bølger og en måge, der tiggede insisterende.

Sea food eller see food? Sådan ser en hummer ud, når den er splittet til atomer.

Undervejs gjorde vi holdt flere steder, hvor der var sæler. De dasede på klipperne eller svømmede i små, naturskabte bassiner. Da vi nåede Kaikoura, kørte vi en tur ud på spidsen af den halvø, som byen ligger i læ af og herude lå mutter her og hyggede, ganske tæt på stien og helt uanfægtet af vores begejstrede mumlen. Hendes to teenagere lå i buskadset ved siden af.

I morgen tidlig skal vi sejle ud og se hvaler, WOW! Det er skidedyrt, da det er nogle lokale maorier, der har eneret på turene, men så må vi jo leve af mere ydmyge ting end frisk hummer fremover.

Dagens tur gik fra Blenheim til Kaikoura.

19/10 Vintur

Vi satte os for at udforske området grundigt-dvs naturligvis først og fremmest vinene. Man kunne leje cykler til projektet, men vi bestilte en bustur, klogt, viste det sig, efter en hel del smagsprøver.

Dagen startede med perfekt vejr, her er morgenudsigten fra den lille camperbils dør, kl er ca 7.15.

Vi blev hentet af en sød og meget snakkende lokal kvinde i en minibus, derefter hentede vi et nygift par fra Auckland, altså heldigvis ikke i Auckland, og så gik turen ellers rundt til diverse lokale vingårde. Der blev fortalt om druer, vine, gårdhunde og andet, og så var der smagsprøver. Her dyrkes mest druer til hvidvin, fx Sauvignon Blanc, Pinot Gris og så naturligvis Chardonnay. De fleste gårde dyrker også Pinot Noir, til rosé og rødvin. Enkelte dyrker Viognier, også en hvid.

I starten-det var jo stadig tidligt-hældte vi slatterne ud, når vi havde smagt, men det lykkedes da alligevel at blive småfjollede før frokost. Og få sin ungpigekulør igen.

Vi investerede i et par flasker et par steder og havde en vældig fin dag. 

Til sidst var der ovenikøbet en ølsmagning som Freddy deltog i. Det var øl, lavet af en dansk brygmester ved navn Søren Eriksen.

Hvad vi drak til vores aftensmad(som vi i øvrigt, meget forudseende havde lavet dagen før)? En god lokal øl, såmænd. Ikke mere vin den dag!

Vi har ombygget vores lille, hvide camperbil, den er, som det ses her, blevet pimpet en smule op. Bemærk skorstenen og verandaen ved siden af.