mandag den 17. oktober 2011

17/10 All Blacks i finalen

Vi havde en rigtig dejlig aften i aftes med middag sammen med vores værter, Peter og Colleen. Vi fik en dejlig helt igennem hjemmelavet middag sammen med Peter, Colleen og 2 af deres venner. 
Bagefter stod den på rugby semifinalen. Huset blev fuldt med venner og naboer. Vi var nok 12 i alt. 
En del af dem stod op og afsang nationalmelodien, som vi jo også kunne finde på at gøre der hjemme.

Kampen var spændende, uden at All Blacks sejr egentlig var i fare på noget tidspunkt. Så da kampen var færdig, var alle glade og vi gik i seng.

Peter og Colleen har haft 2 udvekslingsstudenter fra Danmark for mange år siden. Dem har vi lovet at kontakte. Derfor tog vi et par billeder af dem på terassen. Her er et.


I dag fortsatte vi på sporet. Det var rigtigt dejligt vejr, så gåturen var en fornøjelse. Den var noget fladere end i går og også lidt kortere. Den gik resten af vejen rundt om Endavour Inlet og derefter lidt op og ned til Camp Bay. Der var stadig mange skønne steder. Her krydses en hængebro. 1 person ad gangen.


Og her har man fået øje på et meget interessant dyr. Vi fik desværre ikke noget billede af dyret. Det lignede en slags menneske. Måske en europæisk turist.


Der er mange planter og dyr her som vi ikke har set derhjemme. Vi diskuterede om den i forgrunden på billedet mon var en slags brændenælde. Den har lange pigge, men ikke nogle synlige blærer som en brændenælde har. Herren måtte lige pille lidt ved kanten af bladene for at se om den brændte. Det gjorde den ikke. Han rørte ikke ved piggene, selv om det var under overvejelse. 


Nu sidder vi så på biblioteket i Picton og skriver blog. Fruen har lige funden planten i en bog og det viser sig at det er en three nettle. Det er en specielt ondartet brændenælde. 5 pigge fra den er nok til at slå et marsvin ihjel. Det kan være man har lært ikke bare at pille ved ukendte planter.

Vi kom til Punga Cove, hvor vi skulle med vandtaxaen tilbage, i god tid. Vi gik lidt rundt, mens det gradvist blev mere overskyet. Som det ses var der også tid til et æble og en kop kaffe. Der var desværre lidt grums på bunden af koppen som det fremgår af billedet.


Da vi tog afsted fra Punga Cove kl. kvart over 4, regnede det kraftigt. Så man må sige at vi igen har været heldige med vejret.
Her ses en hyggelig resort som vandtaxaen besøgte på vej tilbage. Den er nemlig også postbåd.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar