9/10 Laaaaang køretur

Og her ser vi Indianer-Jonas på en lille klatretur. Den noget begrænsede succes ned projektet kan evt skyldes kaffekruset, der anes i venstre hånd. Den kan evt også skyldes andre faktorer, såsom tyngdekraft, mm. Hm.

Waitomos grotter skulle udforskes. Her ses fruen noget krumbøjet og skrækslagen af klaustrofobi ganske hastigt på vej ud i lyset. Pga almindelig rum-retningsforstyrrelse passerede vi denne tunnel ca 5 gange.

Og så nåede vi ind i en af de meget smukke huler. Der var fuldstændig betagende smukt. De opstod ved at skaller og andet dødt materiale aflejredes på havbunden. Det blev mast sammen af vandets vægt og blev fossilt. Senere blev laget presset op fra havbunden, vandstanden faldt, der kom jord ovenpå de porøse klipper og regnvand begyndte at trænge ned og udvaske de bløde kridt-og kalklag. Samtidig dryppede der vand ned gennem jorden, kalksten fortættedes og krystalliserede og dannede de mest fantastiske former i hulerne. 10 point til den, der kan se et ansigt i profil her!

Stalaktitter og stalakmitter.

Vi forlod Waitomo ved middagstid og satte kursen sydpå, mod New Plymouth. Vi kørte ad en vej, der hedder Forgotten World Highway og området var ganske rigtigt meget øde og stort. Og flot. Her var stejle bakker, smalle kløfter og meget øde. Undervejs havnede vi i en selvstændig republik, der hedder Whangamomona, hvor vi drak kaffe på kroen, en af ca seks huse i byen, og blev tilbudt statsborgerskab af krofatter. Kroen er i øvrigt til salg, hvis det har interesse. Køreturen tog meget lang tid. Det gør det generelt at køre herovre, vejene er smalle og snoede og går op og ned hele tiden. nu er vi imidlertid fremme i New Plymouth og har flottet os med en lille hotellejlighed.

Og til Fria: sig til, hvis der er noget, du vil have os til at fotografere, vi bliver her et par dage.

Til andre end Fria: Fria er min kollega fra børnehaven og hun er vokset op i New Plymouth-området.

Vi er trætte og klokken er 00.02, lokal tid, tillykke med fødselsdagen til svigerdatter Natascha.