Så blev det regnvejr! Vi var sådan set blevet advaret, foråret er som regel meget regnfuldt hernede, visse steder på sydøen regnes nedbøren i meter! Men vi tog regntøjet på og opsøgte dette hul i jorden i Waihi. Det er en åben guldmine, den er ca 250 meter dyb. Der graves knap 8 tons guld og knap 20 tons sølv ud om året. Desværre ligger de ædle metaller ikke som årer eller klumper, men er sivet op med lava og bundet i kvarts og andre slags stenarter. Af hvert ton sten og klippe, der graves op, kommer der kun 3 gram guld og minen har da heller ikke nogen lang fremtid, i 2020 skal området være omdannet til et rekreativt område, krateret fyldes med vand og bliver en sø til at bade og fiske i.
Og det regnede. Og det regnede. Og det øsede ned. Ja, det regnede skomagerdrenge. Det sjaskede og plaskede. Det dryppede og silede. Og stod ned i tove. Der var en høj luftfugtighedsprocent.
Men så fik fruen øje på en GARNBUTIK! Og regnvejr er godt strikkevejr. Jeg fik købt noget skønt, multifarvet merinould og noget superlækkert, meget blødt uld med possumpels i. Possum er et lille rovdyr, en højst upopulær immigrant fra Australien, som bl.a. truer kiwifuglen. Den fanges i fælder og har en meget lækker, blød pels, som bruges til div beklædning. Og altså til at blande i garn.
Nu er vi ankommet til Rotorua, et meget spændende område med en masse termisk aktivitet. Her er en ret markant, svovlpruttet lugt over alt, men det vænner man sig nok til. Mere om Rotorua i morgen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar