fredag den 28. oktober 2011

26/10 Nu med tung rygsæk

Efter en god nat vågnede vi let vuggende op på husbåden til denne her dejlige udsigt fra vores dobbeltkahyt.



Nu var det på tide at få noget morgenmad og at få pakket alt vores habengut i de 2 rygsække og så af sted. Vi var vandreklar ved 8.30 tiden. (Turen kan snart ses på www.runkeeper.com/user/Extravel).

Vi startede opstigningen i dejligt solskin. Den første ca. halvdel af turen går op og lidt ind i landet, hvorefter resten går langs kysten tilbage til Marahau. Her er et billede efter opstigningen og tilbage mod Anchorage Bay. Som man kan se, skinner solen, men det ser noget 'skummelt' ud.



Lige efter vi tog billedet, begyndte det så småt at dryppe, så vi pakkede vores regnjakker ud af rygsækken og tog dem på. Det blev dog ikke rigtigt til så meget regn og vi blev drivvåde af at gå med regnjakkerne på (selvom de er åndbare), så vi tog dem af igen. Resten af turen regnede det let. Måske lidt mere end støvregn, men ikke så meget så vi blev rigtig våde. Vi gik også under træer hele tiden.

Det er et meget interessant område at gå i. Her er meget stor forskel på høj- og lavvande. Op til omkring 4 meter. Der er samtidig mange mindre floder der løber ud i havet. Det giver mange lavvandede områder med mange fugle og små dyr i vandet.

Her er et billede hvor man kan se strandet og det lavvandede område bag ved. Der er en å, de løber ud i det lavvandede område. Ved højvande er det forbundet med havet.




Efter 12,5 kilometer med tung oppakning, var vi tilbage i Marahau. Godt ømme i ryggen og skuldrene. Vi fik lidt frokost og kørte videre mod nordspidsen.

Det var en interessant tur til Collingwood, hvor vi er kommet til et fint lille motel med 4 værelser. Vi kørte bl.a. ad Takaka Hill Road som er en vej, der over 25 km med 365 sving stiger mere end 750 meter. Det er den længste stigning man kan køre i bil, i New Zealand. Det er langtfra det højeste pas, men den længste stigning. Det var desværre skyet på toppen, så vi fik ikke rigtig set nogen udsigter.

Det gode er dog at vi skal samme vej tilbage i morgen. Der er nemlig kun den ene vej til nordspidsen af sydøen, hvis man ikke vil gå af Heaphy's track. Det er en 84 km. Lang vandretur herfra og ud til vestkysten. Den skulle være meget smuk og med overnatningshytter undervejs, meeen måske en anden gang.

Turen i dag gik fra Marahau til Collingwood.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar