27/10 Verdens klareste kilde

Dagen startede med en køretur ud til Farewell Spit, en lang sandodde på øens nordvestlige spids. Der skulle som vanligt vandres lidt, her op og ned af smukke, stejle bakker. Her var også masser af får. Bemærk de små, vandrette terrasser på siden af bakkerne. Her dyrkede maorierne kumara, den lokale søde kartoffel, i (meget) gamle dage.

Det blæste en hel del, som det ses her. Vi gik med udsigt til havet på den ene side og en snoet bæk og bakkerne på den anden, endnu engang blev der sagt wauw mange gange. Vinden gav sandet de mest utrolige former og mønstre, nærmest som årer i træ, meget flot.

Dette foto er taget på den modsatte side af strandbillederne fra før. I baggrunden ses sandodden Farewell Spit, i forgrunden ses en glad mand. Han er med på en hel del fotos, denne noget tyndhårede herre. Det samme er en buttet kvinde - mon de følger efter os??

Her oppe i det nordvestlige hjørne af sydøen findes et system af kilder, som er det klareste kildevand i verden. Det er nøje målt. Vandet har en sigtbarhed på 63 meter. Det eneste sted, der findes renere vand er under iskappen på Antarktis. Disse kilder hedder Te Waikoropupu Springs, i daglig tale Pupu Springs. De er hellige for maorierne og der passes godt på dem. Det er helt forbudt at have nogen som helst kontakt med vandet, man må ikke røre det, drikke af det, fiske eller bade. Det er nu ikke fordi vandet er helligt, men for at det ikke skal blive forurenet af fx vandpest, som er en stor plage i flere vandløb hernede. Der passes generelt godt på naturen, man er meget bevidste om landets særlige naturressourcer. Sjovt nok er området omkring kilderne et gammelt guldgraversted, og dengang betød adgang til guldet mere end beskyttelse af naturen, så her blev dæmmet op og gravet kanaler, så vandet kunne bruges til at vaske guldet frem. Kanalerne er her stadig, nu uden vand i, kantet af store sten.

Vi er begge lidt flade i dag, Freddy har reddet sig en ny forkølelse, han har altså også taget en lokal skik til sig, nemlig bare tæer i sandalerne og shorts på. Det gør en rigtig kiwi, nærmest uanset vejret. På dørene til cafeerne ses ofte et skilt, der gør opmærksom på at man altså skal have fodtøj på indenfor. Kiwi er i øvrigt en betegnelse lokalbefolkningen bruger om sig selv. Her er også en særlig kiwi-ånd, sådan a la at man da kan reparere alt selv ved hjælp af et stykke ståltråd. Eller at man kører 90 i timen ned af en bjergvej i en stor 4-hjulstrækker med en båd bagpå. Eller at man panerer og frituresteger al sin mad, også østers og kammuslinger! Alt i alt er her en rar og afslappet stemning, her er god tid og plads til alle. Undtagen måske lige på før omtalte bjergvej!

Men hov! Hvad er nu det, som fruen har strikket? En meget lille trøje?! Jamen, hvorfor mon det? Mon der kommer et par kommentarer nu?