1/12 Fra Arthur's Pass til fængsel

Vi overnattede på et rigtig hyggeligt motel i Arthur's Pass og næste morgen, altså i dag, var vi helt friske til en morgengåtur. Den gik til et flot vandfald i nærheden, gennem denne eventyrskov. De højt beliggende skove, som denne, er meget mere åbne end regnskovene, der vokser næsten ingen bregner, men til gengæld en hel masse forskellige slags mos, meget dekorativt.

Efter ca tre kvarter kom vi til denne hytte, Jack's Hut. I den boede i gamle dage vejarbejderen Jack. Det var hans opgave at føre tilsyn med og reparere og holde et bestemt stykke af vejen over passet. Det var før der blev anlagt togspor over passet, så vejen var den eneste transportvej. Hytten blev senere købt af en familie, der plejede at holde ferie i en hytte overfor. En af døtrene blev kunstmaler, hun malede en del moltiver fra bjergene i området, og hytten blev meget brugt af forskellige kunstnere.

Efter denne lille tur kørte vi mod Christchurch, over passet og videre over en stor højslette. Pludselig stak der klipper med besynderlige former op af de store bakker. Det viste sig at være et meget spændende område ved navn Castle Hill og det kan man jo godt forstå, når man ser det her.

Freddy optræder på ovenstående foto, se godt efter! Find Freddy!

Her optræder han også, men er nok noget lettere at få øje på.

Stedet ligner en forladt borgruin, men de meget specielle former skyldes at vind og vejr har slidt de forholdsvis bløde sandstensklipper over masser af år, så de har fået sjove, runde former. maorierne brugte stedet i gamle dage, her kunne de finde ly under de udhængende klipper og der er gamle tegninger på nogle af stenene. Vi fandt også stedet meget fascinerende og gik længe rundt og nød det i det dejlige vejr.

Og her er vi så i fængsel i Christchurch. Det skal vi være til på søndag. Vi bor i celle nr 19.

Dagens rute var Arthur's Pass-Christchurch.

30/11 Tilbage til Arthur's Pass

Hokitika er en fin by på vestkysten. Den lå engang i centrum af guldgraverområdet og benævntes 'byen hvor gaderne var belagt med guld'. Nu er der masser af steder, hvor den særlige 'Greenstone' forarbejdes til smukker. Greenstone er en særlig New Zealands form for Jade. Den er hårdere og har også nogle gange forskellige grønne og lyse nuancer. Greenstone var meget skattet af den oprindelige Maori befolkning, som rejste lange ture igennem landet for at samle den i de sydlige alper – i nærheden af Hokitika. De brugte det til smykker, men også til våben. Særligt ceremonielle våben.

Det var dejligt vejr i morges, hvilket det ikke er så tit her på vestkysten. Men området tager sig rigtigt dejligt ud i sådan et vejr.

Vi kørte forbi Glowworm Dell på vej ud af byen. Nu fik vi jo ikke taget nogle billeder af de lysende larver i går, men her er stedet, som det ser ud i dagslys.

 Så nærmede vi os Arthur's Pass. Vi kørte faktisk også igennem passet den 4/11. Men der så der helt anderledes ud, med sne og hagl. I dag var vejret rigtig godt og vi bringer her et billede, så man kan se forskellen. Det er taget nær det samme sted som billedet fra 4/11. Hvilken forskel. Her er en glad og tilfreds kvinde, der nyder det gode vejr og udsigten. Det var der ikke meget af den 4.

 Lidt længere fremme kom vi til 'Temple Bassin' skiområdets parkeringsplads. Der havde vi set en god vandretur, så vi stoppede for at gå den. Som de fantastisk lærenemme vandrere vi er, lavede vi os en klapsammen og tog med (det tog kun 2 og en halv måned at lære det).

Vandreturen startede med at gå stejlt op ad en sti med masser af løse sten. Den fortsatte sådan set med at gå stejlt op hele vejen. Til gengæld for den hårde vandring, fik vi (naturligvis) masser af flotte udsigter at se på, mens vi hev efter vejret. Her er en.

Lidt højere oppe, blev stien noget smallere men stadig lige stejl. Se bjerggeden herunder.

Oppe på toppen, ligger der nogle hytter, der dog alle var lukkede. Det er et skisportssted om vinteren og man kan både få mad, drikke og leje ski og snowboards. Det så dog noget slidt ud, som om det ikke rigtigt blev brugt så meget. Det fik vi måske forklaringen på senere. Her er en udsigt fra toppen. Bemærk den stejle sti.

Ruten fra bunden og op til skiområdet, er ca. 2,3 km lang og stiger næsten 500m.

Da vi med skælvende ben, var kommet ned igen, kørte vi de sidste 3-4 kilometer til Arthur's Pass Village, hvor vi har booket os ind på et lille motel, ved navn Arthur's Pass Alpine Motel. Da vi sad udenfor vores fine rum, i solen, med et glas hvidvin, spurgte vi værten hvordan man kommer op til skiområdet om vinteren. Og her har vi måske forklaringen på hvorfor det ikke ser topmoderne ud.

Man går op – evt. med sine egne ski eller snowboard, kører hele dagen og hvis man ellers er god nok, kører man ned til parkeringspladsen på ski, ellers må man jo gå. Vi kan ikke forestille os at det er meget nemmere med sne på - men hvem ved.

Dagens rute gik fra Hokitika til Arthur's Pass Village.

29/11 De store gletschere

På New Zealands vestkyst, i regnskoven, ligger de to store og meget berømte gletsjere,

Fox Glacier og Franz Josef Glacier.

Vi overnattede i landsbyen ved Fox og næste morgen kørte vi op til Fox Glacier, dvs til parkeringspladsen. Gåturen op til gletsjeren skulle vare ca en halv time. På vejen gennem skoven stod der et par skilte, der angav, hvor langt ned i dalen gletsjeren nåede i hhv. 1750 og 1935. Der voksede nu regnskov. Vi havde klædt os varmt på inden turen, men det viste sig helt unødvendigt. Der var lunt – for ikke at sige varmt.

Efter en, som nævnt, overkommelig vandring gennem en gold, stenet dal, nåede vi så tæt her på selve gletsjeren.

Både Fox og Franz Josef er usædvanlige gletsjere, idet de terminerer ganske tæt på havniveau, nemlig ca 250 m over havet. Man kan komme på guidede vandringer op på isen, blive kastet ud med faldskærm eller endda lande på isen i et lille fly, men vi nøjedes med en kigger på afstand.

Der er ca 100 meter hen til gletsjeren fra hvor jeg står, pænt bag afspærringen. Som teksten på skiltet antyder, holder ikke alle sig på sikker afstand, der var kopier af flere avisartikler om frygtelige ulykker, og man skal da naturligvis respektere naturens kræfter. Faren for at is knækker af, er ganske reel.

Her ses selve gletsjerdalen. Bjergene i siderne er blevet slidt flade på toppen der hvor isen har dækket den. Der hvor toppen ikke har været dækket af is, er den skarp. Bjergenes sider er stejle som vægge. Det er fordi gletsjeren har slidt siderne ved isens bevægelse. Det er tydeligt på billedet at gletsjeren på et tidspunkt har dækket det flade område mellem bjergene, men man kan også se at den på et andet tidspunkt har dækket de viste bjerges top. De skrå bunker ved siden af bjerget er sten fra stenskred. Dalens bund er dækket af et op til flere hundrede meter tykt lag sten, som gletsjeren har kværnet og efterladt, da den trak sig tilbage.

Og så er vi ved Franz Josef, opkaldt efter den sidste østrigske kejser, af den østrigske bjergbestiger Julius von Haast. Han lægger selv navn til den sydligste by på vestkysten, som kan besøges uden at krydse alperne, og til det sydlige pas over alperne. Vejen i det pas blev anlagt så sent som i 1966. Og asfalteret i 1995!

De grotteagtige huller i bunden af begge gletsjere er der hvor det meste af smeltevandet strømmer ud. Der dannes også mindre vandløb andre steder. Nogle af dem forsvinder dog ned i den enorme faskine som det tykke stenlag udgør.

Fox Glacier er den største af de to, men Franz Josef er måske en smule mere fotogen, den ser stejlere ud. Dalen er også meget stor og bred, med flere flotte afslidte stenblokke og vandfald. Her udforskes et af dem på nært hold. Hvad er der med den mand og vandfald? Vi må bygge et i haven, når vi kommer hjem.

Da vi havde nydt de smukke gletsjere, der ligger ca 30 km fra hinanden, kørte den lille bil os nydeligt nordpå langs vestkysten. Selve kysten så vi nu ikke meget til, der var stadig meget bjergrigt, med fine, brede dale ind imellem. Og meget øde. Vi nåede frem til Hokitika, indlogerede os på et backpackersted og gik en aftentur ned til havet. Vejret var rigtig fint og vi så en smuk solnedgang. Den tog vi skam også billeder af, uden hukommelseskort i kameraet. Vi havde fået anbefalet en tur til en lokal attraktion, nemlig en slags kløft eller grotteagtig sprække i jorden, hvor der er glow worms, så der gik vi hen. Og tænk, vi så masser af flotte lysende prikker, lige foran os. Uden at skulle betale $100 for at se dem. En fin afslutning på dagen.

Dagens rute var Fox Glacier Township-Hokitika, over Franz Josef Glacier.

28/11 Løjer i labyrinten

Vi startede dagen med en tur i Puzzling World. Det er en park i Wanaka, hvor der er udstillet forskellige sjove optiske fænomener som f.eks. det afbillede.

Her ses vi stå i hver sin side af det samme rum. Rummet er konstrueret så man ser større ud i venstre side af billedet. Selvom det ser ud som om fliserne i billedet er kvadratiske, er de faktisk rombeformede og gulvet skråner mod venstre (set forfra). Selvom man ser er stor kvinde, er hun dog ikke så stor som det umiddelbart fremgår. Denne her type af optisk bedrag, blev bl.a. brugt i Ringenes Herre filmene for at få hobitterne til at se små ud.

Der er også en meget stor samling af hologrammer og et rum med ansigter, der ser ud som om de kigger på en, ligegyldigt hvor man er i rummet.

Der er også et skrå rum, hvor gulvet er skråt, men hvor alt i øvrigt er lavet så rummet ser lige ud. (Alt er konstrueret tilsvarende skråt). Det gør det ret svært at holde balancen, fordi øjnene (hjernen) tror at man står på et plant gulv, men tyngdekraften trækker, så man må stå skråt for at holde balancen.

Bagefter gik vi ud i labyrinten. Det var spændende. Man skulle finde hen til et tårn i hvert af de fire hjørner (i en bestemt rækkefølge) og så tilbage til udgangen. Her er et billede fra et af tårnene.

Det lykkedes at gennemføre labyrinten. Det viste sig at vi tydeligvis navigerer på forskellig måde og at 'kort'-måden viste sig mest hensigtsmæssig i en labyrint. (I forhold til sol/pejlemærke måden)

Grundlæggeren af Puzzling World, har lavet en udfordring til synske. Man kan vinde $100.000 ved at finde 2 bestemte lapper papir, der er gemt indenfor 100 meter fra indgangen. Det koster $1000 at forsøge. Der har indtil videre været 7 synske udfordrere, men ingen har fundet lapperne. At dømme ud fra beskrivelsen af udfordringen, passer det grundlæggeren ganske udmærket. Han har vist ikke meget til overs for det 'åndelige'.

Puzzling World var absolut et besøg værd (Det kostede kun $15). En af de billigste attraktioner vi har mødt.

Herefter gik turen mod gletscherland. Vi kørte op langs Lake Wanaka og over Haast passet. Det er det sydligste pas over de sydlige alper og det senest åbnede pas. Der var meget øde – nok det mest øde sted vi har været. Der var (selvfølgelig) fantastiske udsigter og efter passet kom vi ind i den typiske vestkyst regnskov. Vi slog et smut omkring 'Blue Pools', der er nogle smeltevandsbassiner som skulle være blå. Det var de dog ikke udpræget. Vi blev enige om at det nok skyldes at det regnede en hel del. Til gengæld var der en del strøm - døm selv.

Vi stoppede i Fox Glacier (village) for natten. Planen er at kigge på gletscherne i morgen. Da vi kom til vores campinghytte, duftede der helt vildt af pizza. Vi blev enige om at det tydeligvis måtte være muligt at finde en take away pizza. Det lykkedes også at få en stor beskidt pizza med alt hvad man kan tænke sig af fyld. Yummy – vi måtte opgive at spise det hele. Så er der lidt til frokost i morgen.

Dagens tur gik fra Wanaka over Haast passet til Fox Glacier.

27/11 Rob Roy Gletsjeren

Endnu en dejlig dag!

I dag ville vi køre ud til Rob Roy gletsjeren, en tur, vi havde fået anbefalet af et amerikansk ægtepar, vi mødte på Doubtful Soundturen. Vi kørte vestpå og fulgte Lake Wanaka det meste af vejen. Efter ca 20 km blev vejen til en grusvej. Den kørte vi så på godt 30 km, gennem en smuk, bred floddal, flankeret af bjerge. I dalen var der masser af får, kødkvæg og hjortefarme, flere steder helt tæt på bilen. Puha, store tyre. Men de så nu ganske fredelige ud. De sidste 10 km af vejen kan kun passeres i godt vejr. Det skyldes at der er ca 7 fords, det vil sige steder, hvor man skal køre gennem en bæk, der strømmer over vejen. Når det regner er der for meget vand i bækkene til at man kan køre igennem.

Og her er vi så ved starten af sporet. Denne spændende hængebro skulle lige krydses. Godt, man ikke lider af højdeskræk, der var en brusende flod længere nede,  Matukitukifloden.

Sporet var angivet til ca 3-4 timer frem og tilbage, hvilket jo lød overkommeligt. Den første del gik dog ganske stejlt opad, så her sidder den kvindelige del af holdet og kommer lidt til hægterne efter et strengt stykke. Skoven her er ganske åben, nedenfor skrænten til højre løber floden, så man hele tiden hører dens brusen, meget hyggeligt.

Efter ca 2 timers vandring åbnedes landskabet og vi så overvældende bjerge og på toppen Rob Roy gletsjeren. Den er blålig, som alle gletsjere er, det skyldes den særlige måde, isen er presset sammen på. Vejret var dejligt, solskin og med en mild, lun brise og vi satte os og nød det smukke syn rigtig længe. Og delte et æble, vi var så heldige at finde i rygsækken.

Her kan man rigtig se gletsjerens blå farve og flere af de små smeltevandsstrømme, der løber ned deroppe fra. 

Her ses Gladmanden, han er med på adskillige fotos. Han er ved at afkøle sine trætte fødder i det dejlige, forfriskende smeltevand. Der var godt nok en bro her, men det her var sjovere.

Og her mødte vi så et engelsk ægtepar, som også var med på Doubtful Sound turen. De havde åbenbart også lyttet til den tidligere nævnte anbefaling af denne her tur.

Her var der til gengæld ingen bro, det er en af de før omtalte fords. Vores lille bil klarede det helt fint. Men hold da kæft, hvor er den beskidt nu.

Dagens rute var Wanaka-Rasberry Flat Carpark(den rene ødemark)-Rob Roy Glacier og retur til Wanaka.

26/11 Kiwi

I dag gik turen videre fra Queenstown. På vejen besøgte vi lige Kiwi Birdlife Park. Det er en fuglepark, der er etableret af familien Wilson. Den er anlagt på den skråning, hvor gondolen også går fra. Dengang familien overtog området, var det fyldt med affald. Nu 25 år efter er det en dejlig fuglepark, med en rigtig hyggelig stemning. De har 2 huse med kiwier. Kiwien er jo en nataktiv fugl og meget territorial. Derfor er der byttet rundt på nat og dag i de 2 huse. Der er altså kunstigt dagslys derinde om natten og kunstig nat om dagen. Der er et kiwi ægtepar i hvert hus. Kiwierne danner par for livet. 

Kiwien lever af orme og insekter, som den graver frem fra rådnende træ og jorden. Til formålet har den et meget langt næb, som den stikker op til 20 cm. ned i jorden og trækker den intetanende orm med op. Den har - som den eneste fugl - sine næsebor placeret yderst på næbbet. Den har en meget veludviklet lugtesans, faktisk den næstbedste i fugleverdenen. Sammen med sin følesans, hvormed den kan mærke ganske fine bevægelser i jorden, bruger den lugtesansen til at finde orm.

Kiwien er en ganske usædvanlig fugl. I mange henseender minder den om et pattedyr. Den har f.eks. ikke rigtige fjer, kun nogle lange håragtige dun. Til gengæld har den en meget tyk hud. Den har også meget kraftige fødder og ben, de udgør faktisk op til en trediedel af fuglens vægt. Den bruger dem, sammen med næbbet, til at forsvare sig med. 

Da dyrepasseren gik ind i buret med maden, blev hun overfaldet af hunnen, der nærmest drønede rundt i buret og sparkede efter dyrepasseren, som var nødt til hurtigt at flygte ud af buret igen. Som hun sagde - man må jo ikke sparke igen, da kiwien er totalt fredet. Hannen passede ægget mens hunnen så passede på territoriet imens. Som sagt - en opgave hun tog meget alvorligt.

Kiwihunnen lægger også fugleverdenens største æg (i forhold til hendes størrelse). Når hun har lagt det, passer hannen det indtil det klækker. Når ungen kommer ud, kan den klare sig selv og bliver ikke passet af forældrene. Efter få uger, bliver den faktisk sparket ud af territoriet.

Årsagen til at kiwien er så truet som den er, er at 95% af de klækkede unger bliver spist af introducerede rovdyr. De værste er mår og katte, men også possum, rotter, hunde, ildere m.v. udgør en trussel for kiwien. Ungerne er nemlig ret små og kan ikke forsvare sig. Når kiwien er voksen, kan den sagtens forsvare sig mod de fleste rovdyr. Dyreparken her, er derfor med i et stort kiwiprojekt, hvor man indsamler æg fra kiwiernes reder, klækker dem og opfostrer ungerne indtil de kan klare sig selv. I det projekt, overlever ca. 60% af kiwierne. En meget markant forskel fra de 5%, hvis de overlades til sig selv.

Man måtte naturligvis ikke fotografere i kiwihusene, så her kommer et billede af en udstoppet kiwi. 

Der var også Tuatara. Det er et krybdyr af en meget gammel slags. Faktisk har den sin helt egen linie. Og det siger en hel del, da der kun er  4 linier krybdyr.  Her en 12 årig ved navn Brutus.

På trods af det maskuline navn, har Brutus netop i år, lagt æg for første gang. Tuataraen er ret speciel. Den har været på jorden i 2-300 millioner år, altså fra før den første dinosaurus. Deres nærmeste slægtninge er faktisk dinosaurer. Der er i dag 2 arter, selvom der tidligere har været rigtig mange. (Bl.a. dinosaurer af forskellig art) De er meget langsomme til alting. De sidder helt stille i timevis og venter på at et lækkert insekt kommer forbi. De kan have helt ned til 1 hjerteslag i minuttet og kan klare sig uden føde i flere år. Det tager mindst 12 år for dem at blive kønsmodne og selv om man ikke er helt sikker, regner man med at de kan blive 2-300 år gamle. Dyrepasseren fortalte at der netop var en Tuatara, der var blevet far for første gang som 107 årig. Damen var 21 - noget af en aldersforskel.

De er også det eneste dyr med et tredie øje. Det tredie øje sidder ovenpå hovedet midt på. Det dækkes af et tyndt skællag, hurtigt efter at ungen er født. Det er det sted på billedet ovenfor hvor Brutus er mere lysebrun. Man mener stadig at øjet bruges, da man kan konstatere at det er forbundet til hjernen. Det bruges måske til at opdage rovdyr, der flyver hen over. Altså til at se en skygge. Og til at optage sollys igennem. Tuataraen har nemlig brug for lys.

Fra Queenstown, kørte vi til Arrowtown. Det er endnu en guldgraverby. Denne her er dog meget velbevaret og alle husene i byens centrum er holdt i den gamle guldgraverbystil. Der er også ret eksklusivt. Meget fine butikker med smykker, pels, håndarbejde og kunst.

Meget stemningsfuld og pæn pæn. Det eneste vi havde råd til, var frokost.

Vi kørte videre mod Wanaka af bjergvejen. Det er en meget smuk vej, der stiger hurtigt op igennem et pas og så fortsætter igennem en dal, der gradvist bliver smallere. Det var en helt fantastisk tur i det gode vejr. Her er en udsigt fra toppen. Man kan se Lake Wakatipu i baggrunden og floden, der løber ud i den (det må være Shotover River). Man kan også se bjerge med sne på - på begge sider af Queenstown.

Og et billede lidt tættere på Wanaka, hvor man kan se hvor smal dalen er. Mange steder, var der kun lige plads til vejen mellem bjergene.

Nu er vi så i Wanaka. Det er rigtig dejligt vejr, så vi kan nyde vores aftensmad udenfor i solen.

Og vi kom igen indenfor civilisationens grænser (læs internet). Så nu skal vi have oploadet blog for de sidste 10 dage eller noget i den stil.

Dagens tur gik fra Queenstown over Cardrona til Wanaka

25/11 Beorn, Gandalf og Hamilton

I dag kørte vi fra Queenstown, langs den smukke Wakatipusø til Glenorchy. Mange af stednavnene her er skotske, idet de første europæere, der slog sig ned i området, kom fra Skotland. Glenorchy er en meget lille idyllisk by, med 256 indbyggere, heraf 30 elever i den lokale skole. Den ligger ved søens nordlige ende og da vejen ikke går længere føles det lidt som verdens ende.

Vi stoppede ved en fin udsigt over søen et sted undervejs, og som det måske anes, blæste det en hel del, mit hår er noget hippieagtigt, Freddys er helt blæst væk!

Men se nu der! Lige før var det verdens ende, nu er det pludselig Hollywood. På vej ud til den skov, hvor vi skulle på en lille naturvandring, så vi et hav af store lastbiler, telte, containere, ja endda 3 helikoptere, fordelt over et større areal. Og til sidst dukkede det her op. Beorns hus. I Hobbitten møder Bilbo og dværgene den store biavler, Beorn, der om natten forvandler sig til en bjørn. Her er hans hus, nøj, hvor vi glæder os til den film!

Vi blev endnu engang guidet af en vidende og kompetent naturguide. Han fortalte om de særlige forhold i denne skov. Det er en meget tør regnskov. Der falder omkring 6,5 meter regn om året, men der er kun et ganske tyndt lag jord ovenpå klippegrunden. Det er faktisk ikke engang rigtig jord, men gletsjerstøv, som ikke kan optage væde. Derfor forsvinder regnvandet hurtigt igen efter en byge. Træerne her optager en del væde fra luften, så der er meget tørt. Deres rodnet er ganske overfladigt, max 18 cm kan rødderne nå ned, og når træet bliver gammelt og rødderne er blevet tykke, begynder de at skubbe træet opad, rødderne blottes, træet udsættes for luft nedefra og begynder at rådne indefra. Det her ca 900 år gamle træ var helt hult, vi kunne stå 8 mennesker inde i det. Med tiden vil det vælte, en dag hvor der kommer et kraftigt vindstød.

Da skovturen var slut, var det tid til action. Vi monterede nogle meget store regnfrakker og redningsveste på os selv og hoppede ombord i en jetboat. Det er en New Zealandsk opfindelse og er en lille fladbundet båd med en vandjetmotor. Den kan sejle på ganske lavt vand, ned til 10 cm og er meget hurtig og yderst manøvredygtig. Vi fik en herlig tur op ad Dart River, med masser af flot natur og kildren i maven. En af de ting, vi så på turen var den bjergtinde, hvor Gandalf kæmper med det store ildmonster, Balroggen. Tinden hedder såmænd Pluto's Peak.

Turen var på ca 80 km i alt, først op ad floden, som sagt, derefter tilbage igen og videre ned, helt ned til Lake Wakatipu, hvor vi blev samlet op af bussen igen. Og vi fik også prøvet et par Hamiltons undervejs. Det er 360 grader vendinger i høj fart og er noget, man kommer til at grine og huje af.

Det blæste jo en del i dag og det hvide, man kan se på fotoet, er gletsjerstøv. Det er fint, mineralholdigt støv, stenmel, som gletsjerne har kværnet gennem tusinder af år. Det bruges til ansigtsbehandlinger, som vi jo så ikke behøvede at købe os til på en klinik.

Alt i alt en dejlig dag. Endnu en af slagsen.

Dagens rute: Queenstown-Glenorchy-Dart River og tilbage igen.

24/11 I frit fald mod bunden og på toppen igen

I dag var det så dagen, hvor vi skulle booke vores 'vilde' Queenstown aktiviteter. Queenstown har etableret sig som New Zealands hovedstad for vilde oplevelser. Det startede måske med at A.J. Hackett fandt på at organisere Bungy Jump fra Kawarau Bridge i 1988. I hvert fald tilbyder der nu alt hvad man kan forestille sig af action prægede aktiviteter i området.

Byen ligger ved Lake Wakatipu, der med sine 80 kilometer er New Zealands længste sø og den 3. største. Ved nordenden af søen starter Mount Aspiring nationalparken. Den udgør sammen med de omkringliggende nationalparker et såkaldt World Heritage område. Det vil sige at det er internationalt anerkendt som vigtigt at bevare og derfor godt beskyttet.

Vi gik ned på 'the Station', der er et bookingcenter for Bungy Jump, Swings (hvor man spændt fast i en slags stol, lader sig svinge over en kløft), Jetboats m.v. Her bookede vi en tur op ad Dart River, med en guidet vandretur i nationalparken og en 1,25 timers Jetboat tur. Og Yours Truly gik, efter en dyb indånding, hen og bookede et Bungy Jump. Valget faldt på det højeste spring på den sydlige halvkugle, nemlig 'Nevis Highwire Bungy' springet på 134 meter. Det lod sig gøre at komme afsted allerede i dag kl. 14.40.

Der var en 40 minutter bustur ud til kløften, der ligger på privat område. Derude har de spændt kabler hen over kløften og sat en slags gondol op i midten, som man så springer fra.

Det er ret vildt at stå på kanten og accelerationen i starten er så vild at lyden som jeg forsøgte at udstøde, ligesom bare ikke kunne komme ud. Den kom dog ud efter nogle sekunder, da accelerationen aftog. Det frie fald varer ca. 8 sekunder inden elastikken begynder at strammes. Det virker dog ikke som ret lang tid og overraskende nok, så strammes elastikken ganske blidt, så turen op igen, virker meget rolig. Det kan dog godt være det skyldes den vilde tur lige efter springet.

Det er A.J.Hackett der er operatør på Nevis tillige med et par andre steder. Det var ham, der fandt på at kommercialisere Bungy Jump. Det første spring var fra Kawarau Bridge og startede i 1988. Det var egentlig det spring, jeg havde tænkt mig, men når det nu skulle være, kunne jeg vel ligeså godt tage de ekstra 89 meter med. (Kawarau er 43 meter højt).

Ud over mig, var der kun 1 anden springer over 30 (vil jeg tro). Der var bl.a. 3 skøre amerikanere, hvoraf den ene forsøgte at få lov til at spring nøgen. I starten prøvede personalet at få ham fra idéen med argumenter om at det nok ikke var særlig rart. Det blæste jo en del. Derefter blev argumenter om at det kunne støde andre bragt på banen. Amerikaneren gik så rundt og spurgte alle om det var OK. Til sidst fik han faktisk lov. Billederne kan nok også findes på internettet et sted. Han sagde i hvert fald at de ville ryge på facebook med det samme.

Tilbage i Queenstown blev vi enige om en tur op med gondolen (Skyline) med middag på restauranten oppe for enden.

Gondolen går op til Bob's Peak. Det er en stigning på 790 meter og giver selvsagt en enestående udsigt over Queenstown. Her er et billede fra opstigningen.

Deroppe gik vi en rundtur i området, som bød på yderligere fine udsigter. Her er en.

 Der var et interessant skyfænomen, som kan ses på de 2 billeder. Det blæser kraftigt, men hullet i skyerne bliver næsten stående på samme sted. Vi antager at det må skyldes de omkringliggende bjerge, der gør et eller andet ved skyerne, så de opløses et bestemt sted og er tykke andre steder.

Da klokken blev lidt over 8, gik vi tilbage til restauranten for at få vores bord.

Restauranten deroppe er ikke billig efter New Zealandske forhold, men det er meget stemningsfuldt at sidde ved vinduet og se mørket sænke sig over Queenstown. Det er en buffet-restaurant og maden er rigtig god. Specielt kan vi fremhæve en seafood afdeling, der er helt i top. Her er et billede af en glad, særdeles mæt og tilfreds dansker, med en super udsigt.

Det lykkedes kun lige præcis at vralte overmætte hjem.

23/11 Flere våde ferieminder

Vi vågnede efter en nat på søen, til lyden af røgalarmen. Det viste sig at være de to søde piger, der lavede morgenmad til os. Vi fik stegte champignoner, pølser, bacon, ristet brød, røræg og hummer, dejligt. Men der var ingen vej udenom, vi måtte i havn igen, selvom de fleste vist havde lyst til at blive. Vi var lidt flade efter den festlige aften, så der var lidt stille, men på den rare måde, alle syslede med deres.

Vores kaptajn synes lige, vi skulle have det sidste vandfald med. Der blev noget vådt på det lille skib, og på de der vovehalse, der ikke kunne holde sig væk.

Her ses fx Freddy, i gang med sit morgenbrusebad.

Som det måske anes var det endnu en fugtig dag. Farvel til det meget smukke Doubtful Sound. Som i øvrigt hedder sådan, fordi Kaptajn Cook kom i tvivl om hvorvidt der faktisk var tale om et sound, et sund, fordi det var så langt. Det er jo egentlig ikke et sund, men en fjord. I det hele taget er der en hel del fejltagelser med hensyn til mangt og meget, begået af Cook'en og hans mænd, fx også det med den sorte koral, der er hvid. Og sælerne, der teknisk set er søløver, idet de har et ydre øre og sæler kun har et indre, osv.

Vi blev fragtet tilbage til Manapouri, og der blev udvekslet mailadresser på båden, før vores lille gruppe spredtes for alle vinde.

Vi satte kursen mod Queenstown og voila, snart så vi solskin. Byen ligger ved denne sø, Lake Wakatipu og der bor ca 10000 mennesker i den. Byen, ikke søen. Her har vi gjort holdt ved et sted, hvor der er udsigt til The Devil's Staircase, men vi aner faktisk ikke, hvad det er og derfor heller ikke om det er med på fotoet.

Vel fremme i Queenstown fandt vi en lille hotellejlighed og slog os ned. Og så fandt vi på noget, vi ikke har gjort hernede endnu. Spændingen stiger til ubærlige højder!

Vi gik i biografen. Og så en film om et virusudbrud, der lagde det meste af verden øde. Men heldigvis opfandt den tapre og heroiske kvindelige læge en vaccine, inden hele menneskeheden var uddød.

Efter al denne sindsbevægelse måtte vi lige have os en øl på hjemvejen og stødte på et heldigvis meget udbredt fænomen hernede, nemlig en bar med levende musik, og det er jo altid hyggeligt. Så dagen begyndte og sluttede vådt.

22/11 Cruise på Doubtful Sound

Vi vågnede forventningsfulde op til en dejlig dag med solskin og delvis blå himmel.

Vi havde valgt et cruise med overnatning på Doubtful Sound med Fiordland Explorers. Den primære årsag til det, er at de har en meget mindre båd end Real Journeys har. Vi skulle ud med Totuko II, der har plads til 18 passagerer. Der er 2 kahytter med eget bad og 2 kahytter med fælles bad. Der kan være 3 i hver. Derudover er der en større 'penthouse' kahyt øverst, hvor der kan sove 6 i køjer.

Vi havde booket en økonomikahyt, hvor vi kun var os 2 (fælles bad og toilet).

Der er dog ikke adgang til Doubtful Sound, direkte med bil. Først skulle vi sejle ca. 1 time over Lake Manapouri. Det er en sø på ca. 1.300 kvadratkilometer. Det var dejligt vejr, da vi sejlede og vi fik ovenikøbet set en ret speciel – lavthængende regnbue.

Da vi kom over på den anden side af søen, regnede det let. Herfra skulle vi med bus til Deep Cove. En tur på ca. 40 minutter. Vejen mellem den vestlige del af søen og til Deep Cove, blev bygget i 1963 i forbindelse med konstruktionen af et vandkraftværk ved Lake Manapouri. Det kostede på det tidspunkt 2 dollar pr. centimeter at bygge vejen. Den går op over et Wilmoth passet. Og er ikke forbundet til noget andet vejsystem. Forsyninger til konstruktionen af vandkraftværket blev sejlet ind igennem Doubtful Sound og kørt videre op til Lake Manapouri.

Her er et billede taget oppe fra passet, hvor man kan se den inderste del af Doubtful Sound.

I Deep Cove 'Village' har en permanent indbygger. Han er ansat af naturbeskyttelsesministeriet holder øje med denne del af Fiordland Nationalpark.

Da vi kom ned til kajen, måtte vi vente på at det noget større skib fra Real Journeys fik passagerer ombord og sejlede, inden vores lille skib fik lov at komme til kajs. Dem der havde booket den ene af luksuskahytterne dukkede ikke op, så vi var kun 13 passagerer. 5 amerikanere, 6 englændere og 2 danskere. Til at varte os op var der 3 hårdtarbejdende besætningsmedlemmer.

Her ses en frue i sit es, med bobler i glasset lige efter afsejling.

Nede i fjorden regnede det pænt meget. Men som i Milford Sound, betyder det at der er endnu flere og mere spektakulære vandfald. Og som skipper sagde, så er det sådan her fjorden skal opleves – for sådan her er den jo det meste af tiden.

Doubtful Sound er alligevel meget forskellig fra Milford Sound. Den er bredere og siderne er ikke nær så stejle. Der er også mange små øer. Adskillige med sæler og kolonier af skarv.

Vi så også flere Yellow Crested Penguins. Det er en op til ca. 60 cm høj sort og hvid pingvin med en flot gul bagudrettet dusk over øjnene. Den er også sjælden, ligesom den guløjede og den lille blå pingvin. Den lever kun på disse kanter. Her er et billede af en. Læg mærke til hvor meget det regner nu.

På vej ud igennem fjorden skulle vi kigge til hummertejnerne. Det er nogle bure, hvor man lægger en kasse med madding ned i. Så kravler hummerne ned og kan ikke komme op igen.

Det var ret spændende, for det var vores aftensmad vi var ude efter. I den første tejne, vi hev op, var der 14 hummere. Pyha – aftensmaden var reddet. I den anden, var der 5, så vi havde rigeligt. Nogle af dem blev sat ned i en opbevaringstejne. Der kan de faktisk leve i flere måneder. Hummeren kan nemlig leve af plankton, som den sier fra det gennemstrømmende vand. Problemet med at opbevare hummerne for længe i en sådan kasse, er at de ikke rør sig og dermed bliver kødet mindre spænstigt. Noget der også kendes fra kontorister.

Denne her hummer er en Rocklobster. Det er en art uden de store kløer, som vi kender fra vores hummere. Det er en slags Languster (dvs. en hummer uden klør, men med store antenner foran), men hedder altså en Rocklobster. Her er et billede af en, inden den kom i gryden.  

De smager fantastisk og indbringer fiskerne over 300 kr. pr. kilo levende vægt. De fleste eksporteres til Asien.

Bagefter fiskede vi lidt. Freddy fangede en blå torsk mere. Den måtte vi dog smide ud igen, da de er fredede i Doubtful Sound. Der blev også fanget en enkelt flot sølvfarvet fisk, som vi ikke lige kan huske navnet på, men som blev en del af middagen.

Vi var helt ude ved indsejlingen fra det Tasmanske hav og inde i flere fjorde, der løber sammen med Doubtful Sound.

Her er et billede fra den yderste del af fjorden.  

Herude ved indsejlingen, var det faktisk fint vejr. Vi fik solen at se og mærke. Som vi skrev for nogle dage siden, så er vejret jo tit fint på havet, men når den fugtige luft bliver presset op ad bjergene langs fjorden, så køles vanddampen og falder som regn.

Det var en rigtig dejlig dag, men da den var slut, kunne vi nærmest ikke rokke med ørerne. Der blev spist frokost, muffins, eftermiddagskiks og oste og til slut en superlækker fireretters middag. Pyha og vi har ikke engang været på travetur i dag.

En absolut anbefalelsesværdig tur, selvom den ikke er helt billig.  

21/11 Morgen-sejltur og videre til Manapouri

Da vi vågnede i morges regnede det stadig. Vi stod lidt tidligt op for at være sikre på at nå vores båd, der sejlede kl. 9 præcis, lastet med morgenmad.

Det lykkedes naturligvis. Der var masser af parkeringspladser tæt på kajen og god tid til en kop kaffe i bilen.

Vi fik vores boardingpas og steg om bord. Bådturen gik helt ud for enden af Milford Sound og ud i det tasmanske hav og tilbage igen. (Det regnede stadig).

Her er et billede af nogle af vandfaldene.

Vi mødte en del sæler undervejs, der lå og drev den af i det fine sælvejr.

Milford Sound blev først opdaget ret sent. Kaptajn Cook overså fjorden. Han troede bare det var en lille bugt. Den blev først opdaget, da en sælfanger søgte ly for en storm og opdagede at bag det, der lignede en mindre bugt, lå der en dyb fjord. Man kan godt forstå det, når man kigger ind mod den fra havet. Billedet her er netop taget der. (Og ovenikøbet ret tæt på).

Den første permanente beboer, der grundlagde Milford Sound by, var en skotte ved navn Donald Sutherland. Han bosatte sig i bunden af fjorden i håb om at finde guld, som han gravede forgæves efter, de næste 12 år. Han var kendt som eneboeren i fjorden. Efter 12 års forgæves søgen efter guld, fandt han sig en kone i stedet. Der forlyder ikke rigtig noget om hvordan det lod sig gøre. De byggede og drev et hotel for vandrere og fik etableret det berømte Milford Track. En af verdens meste kendte vandreruter. Og grundlagde på den måde turismen i Milford Sound. Den dag i dag, består Milford Sound udelukkende af 2 hoteller, en lodge med tilhørende campingplads (hvor vi boede), en restaurant og bar og et antal aktivitetsfirmaer med tilhørende barakker til de ansatte. Der kommer ca. 500.000 besøgende forbi om året. Langt de flest på endagsture med busser.

På vej tilbage igennem fjorden, besøgte vi et undervandsobservatorium. Som vi skrev i går, kommer der meget ferskvand til fjorden via regn. Det er uklart og lægger sig ovenpå havvandet. Det betyder at sollyset ikke kommer ret langt ned. Det skaber et slags dybhavsklima. Bl.a. lever her sorte koraller, der normalt kun findes på langt dybere have.

Her ses en. Bemærk den sorte tingest, der har snoet sig rundt om korallen.

Som det ses, er den sorte koral rent faktisk hvid, når den er i live. Den har fået sit navn fordi den bliver sort, når den er død. Den sorte tingest, der snor sig rundt om korallen, er en speciel slangesøstjerne, der kun lever på den sorte koral. En symbiose.

Der var en stor søanemone (som det ses). Kæmpe muslinger og østers og et væld af flotte fisk i alle størrelser. Vi så dog ingen blå torsk, selvom de skulle være i nærheden.

Observatoriet ligger 10 meter under overfladen, med vinduer i bunden, men også højere oppe, så man kunne se de forskellige vandlag. Det var meget spændende.

Her kommer lige et billede til med lidt af hvert (alt godt fra havet).

Da vi kom op fra observatoriet regnede det stadig (surprise).

Efter sejlturen forlod vi Milford Sound og kørte sydpå. (den eneste vej). Efter ca. 10 kilometer stoppede vi ved The Chasm. Det er en serie vandfald, der løber igennem en klippe, som vandfaldet har gjort hullet som en ost. Det er sket ved at vandet har skyllet mindre sten med ned, som så har ligget i fordybninger i klippen og skuret rundt og lavet kæmpestore huller i klippen. Det ser helt utroligt ud. Her er et billede, der dog ikke rigtig yder stedet retfærdighed. Absolut besøget værd.

Nu er vi i Manapouri og ved at pakke til sejlturen på Doubtful Sound i morgen. Det regner ikke mere (hurra) nu hvor vi har forladt Milford Sound. Vi har en lille hytte lige ved søen og her er en fantastisk udsigt. Med søen i forgrunden og de fantastiske bjerge, nogle med sne på toppen, i baggrunden. Se selv.

Dagens tur gik fra Milford Sound til Manapouri.