På New Zealands
vestkyst, i regnskoven, ligger de to store og meget berømte
gletsjere,
Fox Glacier og
Franz Josef Glacier.
Vi overnattede i
landsbyen ved Fox og næste morgen kørte vi op til Fox Glacier, dvs
til parkeringspladsen. Gåturen op til gletsjeren skulle vare ca en
halv time. På vejen gennem skoven stod der et par skilte, der angav,
hvor langt ned i dalen gletsjeren nåede i hhv. 1750 og 1935. Der
voksede nu regnskov. Vi havde klædt os varmt på inden turen, men
det viste sig helt unødvendigt. Der var lunt – for ikke at sige
varmt.
Efter en, som
nævnt, overkommelig vandring gennem en gold, stenet dal, nåede vi
så tæt her på selve gletsjeren.
Både Fox og Franz
Josef er usædvanlige gletsjere, idet de terminerer ganske tæt på
havniveau, nemlig ca 250 m over havet. Man kan komme på guidede
vandringer op på isen, blive kastet ud med faldskærm eller endda
lande på isen i et lille fly, men vi nøjedes med en kigger på
afstand.
Der er ca 100 meter
hen til gletsjeren fra hvor jeg står, pænt bag afspærringen. Som
teksten på skiltet antyder, holder ikke alle sig på sikker afstand,
der var kopier af flere avisartikler om frygtelige ulykker, og man
skal da naturligvis respektere naturens kræfter. Faren for at is
knækker af, er ganske reel.
Her ses selve
gletsjerdalen. Bjergene i siderne er blevet slidt flade på toppen
der hvor isen har dækket den. Der hvor toppen ikke har været dækket
af is, er den skarp. Bjergenes sider er stejle som vægge. Det er
fordi gletsjeren har slidt siderne ved isens bevægelse. Det er
tydeligt på billedet at gletsjeren på et tidspunkt har dækket det
flade område mellem bjergene, men man kan også se at den på et
andet tidspunkt har dækket de viste bjerges top. De skrå bunker ved
siden af bjerget er sten fra stenskred. Dalens bund er dækket af et
op til flere hundrede meter tykt lag sten, som gletsjeren har kværnet
og efterladt, da den trak sig tilbage.
Og så er vi ved
Franz Josef, opkaldt efter den sidste østrigske kejser, af den
østrigske bjergbestiger Julius von Haast. Han lægger selv navn til
den sydligste by på vestkysten, som kan besøges uden at krydse
alperne, og til det sydlige pas over alperne. Vejen i det pas blev
anlagt så sent som i 1966. Og asfalteret i 1995!
De grotteagtige
huller i bunden af begge gletsjere er der hvor det meste af
smeltevandet strømmer ud. Der dannes også mindre vandløb andre
steder. Nogle af dem forsvinder dog ned i den enorme faskine som det
tykke stenlag udgør.
Fox Glacier er den
største af de to, men Franz Josef er måske en smule mere fotogen,
den ser stejlere ud. Dalen er også meget stor og bred, med flere
flotte afslidte stenblokke og vandfald. Her udforskes et af dem på
nært hold. Hvad er der med den mand og vandfald? Vi må bygge et i
haven, når vi kommer hjem.
Da vi havde nydt de
smukke gletsjere, der ligger ca 30 km fra hinanden, kørte den lille
bil os nydeligt nordpå langs vestkysten. Selve kysten så vi nu ikke
meget til, der var stadig meget bjergrigt, med fine, brede dale ind
imellem. Og meget øde. Vi nåede frem til Hokitika, indlogerede os
på et backpackersted og gik en aftentur ned til havet. Vejret var
rigtig fint og vi så en smuk solnedgang. Den tog vi skam også
billeder af, uden hukommelseskort i kameraet. Vi havde fået
anbefalet en tur til en lokal attraktion, nemlig en slags kløft
eller grotteagtig sprække i jorden, hvor der er glow worms, så der
gik vi hen. Og tænk, vi så masser af flotte lysende prikker, lige
foran os. Uden at skulle betale $100 for at se dem. En fin afslutning
på dagen.
Dagens rute var Fox
Glacier Township-Hokitika, over Franz Josef Glacier.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar