Da vi vågnede i morges regnede det
stadig. Vi stod lidt tidligt op for at være sikre på at nå vores
båd, der sejlede kl. 9 præcis, lastet med morgenmad.
Det lykkedes naturligvis. Der var
masser af parkeringspladser tæt på kajen og god tid til en kop
kaffe i bilen.
Vi fik vores boardingpas og steg om
bord. Bådturen gik helt ud for enden af Milford Sound og ud i det
tasmanske hav og tilbage igen. (Det regnede stadig).
Her er et billede af nogle af
vandfaldene.
Vi mødte en del sæler undervejs, der
lå og drev den af i det fine sælvejr.
Milford Sound blev først opdaget ret
sent. Kaptajn Cook overså fjorden. Han troede bare det var en lille
bugt. Den blev først opdaget, da en sælfanger søgte ly for en
storm og opdagede at bag det, der lignede en mindre bugt, lå der en
dyb fjord. Man kan godt forstå det, når man kigger ind mod den fra
havet. Billedet her er netop taget der. (Og ovenikøbet ret tæt på).
Den første permanente beboer, der
grundlagde Milford Sound by, var en skotte ved navn Donald
Sutherland. Han bosatte sig i bunden af fjorden i håb om at finde
guld, som han gravede forgæves efter, de næste 12 år. Han var
kendt som eneboeren i fjorden. Efter 12 års forgæves søgen efter
guld, fandt han sig en kone i stedet. Der forlyder ikke rigtig noget
om hvordan det lod sig gøre. De byggede og drev et hotel for
vandrere og fik etableret det berømte Milford Track. En af verdens
meste kendte vandreruter. Og grundlagde på den måde turismen i
Milford Sound. Den dag i dag, består Milford Sound udelukkende af 2
hoteller, en lodge med tilhørende campingplads (hvor vi boede), en
restaurant og bar og et antal aktivitetsfirmaer med tilhørende
barakker til de ansatte. Der kommer ca. 500.000 besøgende forbi om
året. Langt de flest på endagsture med busser.
På vej tilbage igennem fjorden,
besøgte vi et undervandsobservatorium. Som vi skrev i går, kommer
der meget ferskvand til fjorden via regn. Det er uklart og lægger
sig ovenpå havvandet. Det betyder at sollyset ikke kommer ret langt
ned. Det skaber et slags dybhavsklima. Bl.a. lever her sorte
koraller, der normalt kun findes på langt dybere have.
Her ses en. Bemærk den sorte tingest,
der har snoet sig rundt om korallen.
Som det ses, er den
sorte koral rent faktisk hvid, når den er i live. Den har fået sit
navn fordi den bliver sort, når den er død. Den sorte tingest, der
snor sig rundt om korallen, er en speciel slangesøstjerne, der kun
lever på den sorte koral. En symbiose.
Der var en stor
søanemone (som det ses). Kæmpe muslinger og østers og et væld af
flotte fisk i alle størrelser. Vi så dog ingen blå torsk, selvom
de skulle være i nærheden.
Observatoriet
ligger 10 meter under overfladen, med vinduer i bunden, men også
højere oppe, så man kunne se de forskellige vandlag. Det var meget
spændende.
Her kommer lige et
billede til med lidt af hvert (alt godt fra havet).
Da vi kom op fra
observatoriet regnede det stadig (surprise).
Efter sejlturen
forlod vi Milford Sound og kørte sydpå. (den eneste vej). Efter ca.
10 kilometer stoppede vi ved The Chasm. Det er en serie vandfald, der
løber igennem en klippe, som vandfaldet har gjort hullet som en ost.
Det er sket ved at vandet har skyllet mindre sten med ned, som så
har ligget i fordybninger i klippen og skuret rundt og lavet
kæmpestore huller i klippen. Det ser helt utroligt ud. Her er et
billede, der dog ikke rigtig yder stedet retfærdighed. Absolut besøget værd.
Nu er vi i
Manapouri og ved at pakke til sejlturen på Doubtful Sound i morgen.
Det regner ikke mere (hurra) nu hvor vi har forladt Milford Sound. Vi
har en lille hytte lige ved søen og her er en fantastisk udsigt. Med
søen i forgrunden og de fantastiske bjerge, nogle med sne på
toppen, i baggrunden. Se selv.
Dagens tur gik fra
Milford Sound til Manapouri.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar