søndag den 13. november 2011

14/11 Ankommet til Stewart Island

Så var det sør'me tidligt op igen. Vi skulle sejle fra Bluff kl. 9.30, men checke ind senest kl. 9. Da vi jo ikke vidste noget om hvor terminalen lå, tog vi afsted i god tid. Vi var der også en times tid før færgen gik, så det var fint nok. Vi checkede ind og parkerede den lille camper på en overvåget langtidsparkering i Bluff. Der er nemlig ikke mulighed for at tage biler med færgen.

Færgeturen var glimrende. Vi var ellers blevet advaret om at Foveaux strædet, som vandet vi skulle krydse hedder, er et af de mest urolige farvande på disse kanter. Det havde vi ventet os meget af. Men vejret var fint, så vi fik ikke så meget bølgegang som ventet.

Da vi var kommet herover, gik vi ind på det lokale visitor center og forsøgte at booke en fisketur. Vi skal jo være her helt til fredag, så det er jo ikke så vigtigt hvilken dag det bliver. Damen mente dog at vi skulle komme afsted i dag, da det blæser op fra i morgen og der kommer en del regn. 

Øv for det, men lad os nu se.

Det lykkedes hende dog ikke at få fat i nogen af de 4 operatører af fisketure, så vi kom ikke afsted idag. Efter at have checket ind på backpacker stedet (Bunker Backpacker), gik vi derned igen og fik booket en tur til i morgen eftermiddag. Så må vi se, hvordan vejret arter sig.

I eftermiddag gik vi en tur rundt i nærheden af byen her, der hedder Oban.  Der er masser af vandreture her i området. Vi tog en lille rundtur, med fokus på fuglekiggeri.

Her ses en af de sjældne Oystercatchere. Vi fik et billede af den, hvor den spiser. Den graver orm op af sandet med sit lange næb. Det ser ud som om den lytter sig frem til ormen og så stikker den næbet dybt ned. Denne her har lige fundet sig en lækker orm.



Turen gik rundt langs vandet, men alligevel temmelig meget op og ned. Oppe i terrænet, var der mange fantastiske udsigter, specielt over Patterson Inlet, som ses her.


Vi så og hørte masser af tui'er. De har en meget speciel og varieret sang. Nogen gange lyder det nærmest som en tom tønde, der vælter. Andre gange mere som en solsort. Vi så også en fin lille fuglekonge og et par Stewart Island Robin (som er en art rødkælk der kun lever her).

Og kaka'er. Den nedenfor var helt tæt på og igang med at splitte en rådden gren ad for at finde insekter. Det så vi også at den gjorde flere gange. Kaka'en er ikke sky. Tidligere kunne den være lidt af en pestilens for mennesker. Den stjæler og splitter ting ad.


Den er dog gået meget tilbage i antal, efter introduktionen af forskellige rovdyr, som vi tidligere har skrevet om.

Dagens rute gik fra Invercargill over strædet med færge til Stewart Island.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar