Da vi vågnede i morges, trak vi gardinet fra som det første, for at se på den fantastiske udsigt fra vores vindue. Det var bedre vejr end vejrudsigten havde lovet. Det var ganske vist mest overskyet, men der var blå huller ind imellem. Lige da vi forlod lodgen, lykkedes det at få et billede af Mount Cook, hvor man rent faktisk kan se toppen. Det sker ikke så tit igen.
Området her er meget brugt til klatring. Sir Edmont Hillary trænede her før han, som den første, nåede toppen af Mount Everest i 1953. Han er noget af en helt på de her kanter. Han ses på billedet nedenfor.
Vi havde booket en Glacier Explorer tur i dag. Det er en tur, hvor man først går op til den sø, hvor Tasman gletcheren ender og derefter får en sejltur rundt på søen, hvor man kan opleve isbjergene som gletcheren har kælvet.
Der er ikke mange gletschere, der ender i en sø. Søen her blev også først dannet i 1978. Gletscheren har gradvist skubbet sten op foran sig og i 1978 lukkede den så det sidste hul, så der nu er en ganske stor sø. Søen er 2 km bred, 6 km. lang og 2-300 meter dyb.
Som det ses på billedet nedenfor, er de fleste af isbjergene samlet i den ene ende af søen. Det skyldes at der har været nordenvind i nogle dage her. Isbjergene kan bevæge sig de 6 km fra den ene til den anden på mindre end 1 dag, hvis vinden vender.
Gletscheren er knap 2 kilometer bred, 300 meter høj/dyb og ca. 17 km. lang. Den dannes af sne fra toppen, der er ca. 100 år om at nå ned til bunden. Der dannes 2 typer isbjerge fra gletscheren. Den ene dannes når der brækker stykker af toppen af gletscheren. Det er de mindre isbjerge. Den anden type dannes af det is, der er under vandoverfladen på søen. Det brækker af og kommer op af vandet. Det må være ret voldsomt. Den dag, hvor jordskælvet ramte Christchurch, brækkede der et 30 millioner tons isbjerg af gletscheren. Det er stadig i søen.
Isen i gletscherens nederste del er helt blå. Det skyldes at den er meget kold, ca. -14 grader og sammenpresset. Når isen kommer op til overfladen og bliver ramt af lys og begynder at tø, løsnes den til iskrystaller. Mere lys kan reflekteres i dem, hvorfor isbjerget bliver hvidt.
Her ses en iskrystal vi samlede op i vandet.
Og herunde en del af et isbjerg, hvor man kan se at krystallerne har løsnet sig lidt, så det er blevet hvidt.
Den mørke overflade på isbjergene er sten og stenmel som gletscheren har kværnet af klipperne og samlet op undervejs. Når isen smelter, ligger dette materiale tilbage på toppen af isbjerget. I starten eskalerer det smeltningen, da det jo er mørkt, men når gletscheren eller isbjerget har ca. 5 centimeter sten på toppen, virker det isolerende og beskytter isbjerget mod solens stråler.
Her kan man se nogle stykker der er brækket af et isbjerg. Isbjerget smelter hurtigst, der hvor vandoverfladen rammer det. Det skyldes at vandet er varmest i overfladen, at det har en høj varmefylde og at det jo varmer isbjerget op både nat og dag. Solen er der kun om dagen. Når der falder stykker af isbjerget, bliver den øverste del lettere og isbjerget hæver sig.
Her ses en meget flot iskrystal med et fascinerende mønster.
Og her ses et isbjerg, hvor man tydeligt kan se at der er faldet stykker af og at det gradvist har hævet sig. Bemærk de skrå liner, hvor det er smeltet mest. De har ligget i vandoverfladen. Men når der så er brækket et stykke af i den ene side, har den side hævet sig op over vandet. Derfor de gentagne skrå linier.
Og det glade par. I baggrunden ses selve gletscherkanten Vi kunne ikke komme tættere på, da gletscheren rager ca. 300 m. længere ud under vandet og det er jo den del under vandet, der pludselig brækker af og kommer tonsende op. Så behørig sikkerhedsafstand på ca. 600 meter. Kanten rager ca. 30-70 meter op over vandet og ca. 250 meter under. Den flyder ikke, men står på bunden af dalen.
Her ses dalen væk fra gletscheren. For ca. 18.000 år siden dækkede gletscheren dette område. Den nåede ca. 100 km. længere ned end den gør nu og var ca. 900 meter høj.
Den 'bund' man kan se på billedet, består af ca. 600 meter løse sten som gletscheren har efterladt, da den trak sig tilbage.
Det betyder at det meste vand fra gletscheren og floderne ikke løber på overfladen men som underjordiske strømme. Da stenene er løse, siver vandet ganske enkelt ned på bunden af de 600 meter løse sten.
Vi så et vandfald, der faldt over 200 meter ned af en klippe og simpelthen forsvandt ned i jorden/stenlaget. Helt utroligt.
Nu er vi kørt til Twizel, hvor vi bliver et par dage. I morgen har vi tænkt os at tage på endnu en Ringenes Herre tur.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar