I dag gik turen videre fra Queenstown. På vejen besøgte vi lige Kiwi Birdlife Park. Det er en fuglepark, der er etableret af familien Wilson. Den er anlagt på den skråning, hvor gondolen også går fra. Dengang familien overtog området, var det fyldt med affald. Nu 25 år efter er det en dejlig fuglepark, med en rigtig hyggelig stemning. De har 2 huse med kiwier. Kiwien er jo en nataktiv fugl og meget territorial. Derfor er der byttet rundt på nat og dag i de 2 huse. Der er altså kunstigt dagslys derinde om natten og kunstig nat om dagen. Der er et kiwi ægtepar i hvert hus. Kiwierne danner par for livet.
Kiwien lever af orme og insekter, som den graver frem fra rådnende træ og jorden. Til formålet har den et meget langt næb, som den stikker op til 20 cm. ned i jorden og trækker den intetanende orm med op. Den har - som den eneste fugl - sine næsebor placeret yderst på næbbet. Den har en meget veludviklet lugtesans, faktisk den næstbedste i fugleverdenen. Sammen med sin følesans, hvormed den kan mærke ganske fine bevægelser i jorden, bruger den lugtesansen til at finde orm.
Kiwien er en ganske usædvanlig fugl. I mange henseender minder den om et pattedyr. Den har f.eks. ikke rigtige fjer, kun nogle lange håragtige dun. Til gengæld har den en meget tyk hud. Den har også meget kraftige fødder og ben, de udgør faktisk op til en trediedel af fuglens vægt. Den bruger dem, sammen med næbbet, til at forsvare sig med.
Da dyrepasseren gik ind i buret med maden, blev hun overfaldet af hunnen, der nærmest drønede rundt i buret og sparkede efter dyrepasseren, som var nødt til hurtigt at flygte ud af buret igen. Som hun sagde - man må jo ikke sparke igen, da kiwien er totalt fredet. Hannen passede ægget mens hunnen så passede på territoriet imens. Som sagt - en opgave hun tog meget alvorligt.
Kiwihunnen lægger også fugleverdenens største æg (i forhold til hendes størrelse). Når hun har lagt det, passer hannen det indtil det klækker. Når ungen kommer ud, kan den klare sig selv og bliver ikke passet af forældrene. Efter få uger, bliver den faktisk sparket ud af territoriet.
Årsagen til at kiwien er så truet som den er, er at 95% af de klækkede unger bliver spist af introducerede rovdyr. De værste er mår og katte, men også possum, rotter, hunde, ildere m.v. udgør en trussel for kiwien. Ungerne er nemlig ret små og kan ikke forsvare sig. Når kiwien er voksen, kan den sagtens forsvare sig mod de fleste rovdyr. Dyreparken her, er derfor med i et stort kiwiprojekt, hvor man indsamler æg fra kiwiernes reder, klækker dem og opfostrer ungerne indtil de kan klare sig selv. I det projekt, overlever ca. 60% af kiwierne. En meget markant forskel fra de 5%, hvis de overlades til sig selv.
Man måtte naturligvis ikke fotografere i kiwihusene, så her kommer et billede af en udstoppet kiwi.
Der var også Tuatara. Det er et krybdyr af en meget gammel slags. Faktisk har den sin helt egen linie. Og det siger en hel del, da der kun er 4 linier krybdyr. Her en 12 årig ved navn Brutus.
På trods af det maskuline navn, har Brutus netop i år, lagt æg for første gang. Tuataraen er ret speciel. Den har været på jorden i 2-300 millioner år, altså fra før den første dinosaurus. Deres nærmeste slægtninge er faktisk dinosaurer. Der er i dag 2 arter, selvom der tidligere har været rigtig mange. (Bl.a. dinosaurer af forskellig art) De er meget langsomme til alting. De sidder helt stille i timevis og venter på at et lækkert insekt kommer forbi. De kan have helt ned til 1 hjerteslag i minuttet og kan klare sig uden føde i flere år. Det tager mindst 12 år for dem at blive kønsmodne og selv om man ikke er helt sikker, regner man med at de kan blive 2-300 år gamle. Dyrepasseren fortalte at der netop var en Tuatara, der var blevet far for første gang som 107 årig. Damen var 21 - noget af en aldersforskel.
De er også det eneste dyr med et tredie øje. Det tredie øje sidder ovenpå hovedet midt på. Det dækkes af et tyndt skællag, hurtigt efter at ungen er født. Det er det sted på billedet ovenfor hvor Brutus er mere lysebrun. Man mener stadig at øjet bruges, da man kan konstatere at det er forbundet til hjernen. Det bruges måske til at opdage rovdyr, der flyver hen over. Altså til at se en skygge. Og til at optage sollys igennem. Tuataraen har nemlig brug for lys.
Fra Queenstown, kørte vi til Arrowtown. Det er endnu en guldgraverby. Denne her er dog meget velbevaret og alle husene i byens centrum er holdt i den gamle guldgraverbystil. Der er også ret eksklusivt. Meget fine butikker med smykker, pels, håndarbejde og kunst.
Meget stemningsfuld og pæn pæn. Det eneste vi havde råd til, var frokost.
Vi kørte videre mod Wanaka af bjergvejen. Det er en meget smuk vej, der stiger hurtigt op igennem et pas og så fortsætter igennem en dal, der gradvist bliver smallere. Det var en helt fantastisk tur i det gode vejr. Her er en udsigt fra toppen. Man kan se Lake Wakatipu i baggrunden og floden, der løber ud i den (det må være Shotover River). Man kan også se bjerge med sne på - på begge sider af Queenstown.
Og et billede lidt tættere på Wanaka, hvor man kan se hvor smal dalen er. Mange steder, var der kun lige plads til vejen mellem bjergene.
Nu er vi så i Wanaka. Det er rigtig dejligt vejr, så vi kan nyde vores aftensmad udenfor i solen.
Og vi kom igen indenfor civilisationens grænser (læs internet). Så nu skal vi have oploadet blog for de sidste 10 dage eller noget i den stil.
Dagens tur gik fra Queenstown over Cardrona til Wanaka
Ingen kommentarer:
Send en kommentar