Som vi skrev i går er her virkelig
rigtig mange sandfluer. Også selvom det regner. Her ses en
fantastisk udsigt fra svalegangen udenfor lodgen. Prøv at tælle
hvormange sandfluer, der cirkulerer omkring hovedet på fotografen.
Det skal siges at det var hurtigt ud for at tage et billede og ind
igen. Bjerget, der ses i baggrunden, ser fantastisk ud, med de
mange strømme, der løber ned.
Når det regner her, dannes der masser
af midlertidige vandfald. De tørrer ud ganske få timer efter at
regnen er holdt op. Der er kun 2 permanente vandfald i Milford Sound.
Milford Sound består udelukkende af klippe. Der er ikke noget
jordlag ovenpå klippen. De træer og buske, der vokser op ad siden
af den ca. 1000 m høje, nærmest lodrette klippevæg holder sig fast
ved at filtre rødderne sammen. Det betyder også at hvis et træ
giver op og slipper sit tag, falder al den underliggende bevoksning
ned i vandet, som en lavine af vegetation. Det tager så ca. 70 år
før den blottede klippe igen er dækket af planter.
I dag var vi på en havkajaktur. Det
begyndte at regne i går aftes og havde regnet hele natten. Til tider
meget kraftigt, til andre tider blot ganske almindelig silende regn.
Vi var en smule bekymrede for turen, men guiden forsikrede os at det
var ganske fantastisk med alle vandfaldene og at det jo er i det her
vejr, man skal se Milford Sound. Det regner op til 325 dage om året
og der falder op til lidt over 8 meter regn på et år. Milford Sound
er en del af Fiordland Nationalparken. Det er New Zealands største
nationalpark, den dækker et område på ca. 1,3 millioner hektar
eller ca. det samme som Wales. Fiordland er et område i det
sydvestlige hjørne af sydøen, med høje bjerge og masser af fjorde.
Når den fugtige vestenvind kommer ind fra havet og bliver presset op
over de høje bjerge, frigives meget væde.
Ude i omklædningsteltet fik vi nærmest
tøj fra inderst til yderst. Lange uldne underbukser og ulden
underbluse. En tyk fleecetrøje, regnfrakke, et kajakskørt (som Tine
tidligere har vist her på bloggen), redningsvest, pagajhandsker og
nogle fik en fin ekspeditionshat á la Dr. Livingstone. (se
nedenfor). Det var rigtig godt, da det var meget vådt.
Vi blev sejlet ca. 10 km ud i fjorden i
en motorbåd og skulle så klatre ned i kajakkerne og padle tilbage
igen.
Her ses et stemningsbillede fra
bådturen. Bemærk de mange midlertidige vandfald, der strømmer ned
af bjergene.
Og så startede den helt igennem
eventyrlige tur. Massive klippevægge, op til ca 1000 meter høje,
rejste sig næsten lodret ved siden af os små mennesker i de små
kajakker. Af alle de smukke steder, vi har været herovre, er Milford
Sound i en klasse for sig. Ganske enkelt bjergtagende. Ubeskrivelig
smukt og storslået. Og at sidde der i en lille kajak på vandet, at
kunne sejle helt tæt på klippen og se op, er så afgjort den
optimale måde at opleve stedet på. WAUW; siger vi bare. Milford
Sound er temmelig smal med meget stejle sider. Ifølge eksperterne
skyldes det at gletscheren, der har dannet fjorden her har bevæget
sig meget hurtigt. Op til 12 meter pr. dag (mener vi at han sagde) –
og det er ret meget for en gletscher. New Zealands hurtigste og
derfor stejleste og smalleste fjord.
Her er vi padlet hen under et udhæng.
På grund af regnen strømmer vandet ned over klippevæggen overalt,
meget spektakulært.
Her ses hvor stejlt klippen rejser sig-
og det her var endda ikke det stejleste vi så. Klippen er som sagt
ca 1000 meter høj, enkelte steder op til 1200 meter, med bjerge op
til omkring 15-1600 meter længere inde, og der er ca 330 meter ned
til bunden af fjorden. Helt ude ved havet er fjorden dog kun ca 50
meter dyb, derfor er vandudskiftningen relativt lille. Da det jo
samtidig regner meget i området, ligger der et 10-12 meter tykt lag
ferskvand ovenpå hav(salt)vandet og regnen skyller også en del
organisk materiale ned i fjorden, så der er et rigt undervandsliv.
Vi så nu mest til de skabninger, der
holder til ved overfladen, nemlig sælerne og også et par pingviner.
Derudover så vi en hel del turbåde, stedet har været lidt af en
turistattraktion i de sidste 100 år og det forstår vi godt.
Ovenfor ses ekspeditionslederen med
hatten. Hun udstikker kursen overfor rotrællen på bagperronen.
Da vi kom i land efter 4 timer på
fjorden, var vi helt utrolig våde over alt, men i det lille telt
stod en meget stor gasvarmekanon, herligt. Derudover var vi så
mættede af den store natur at vi var helt opstemte. Prøv engang at
google Milford Sound. Selvom det ikke yder stedet retfærdighed,
giver det måske et indtryk af hvor storslået her er.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar