31/10 Rongolia, lidt Heaphy track og Denniston

Vi tilbragte to nætter i det hyggelige back packerhus, Rongolia. Her et stemningsbillede fra opholdsstuen.

Morgenen startede med lidt sjov i hytten, lammet havde nemlig vovet sig indenfor. Det blev nu hurtigt gelejdet ud i sin snor igen af Freddy, selvom det var noget vrangvilligt.

Efter morgenens almindelige ritualer, kørte vi nordpå, op til starten af det 84 km lange Heaphy Track. Der vokser en speciel palme, Nikaupalmen. Den vokser i sandet lavland på den nordlige del af sydøen.

Nikaupalmen er en stor fjerpalme, som det ses her. De unge palmer står som ganske imponerende koste med ca to meter lange blade, senere vokser stammen op, men bladene bliver ved med at stritte opad. Der hvor bladene sidder fast på stammen er der en karakteristisk, krukkeformet bule. Palmen har også nogle lange rakler med peberlignende frø, dem så vi flere af på jorden.

Efter en dejlig tur i den nærmest mangroveagtige nikauskov, gik vi op ad den første del af Heaphysporet. Da skoven aldrig har været ryddet i området er det naturlig urskov, oprindelig regnskov. Og bemærk: solen skinnede, faktisk lidt af en sensation på de kanter.

Således opmuntrede gik turen sydpå( sådan set den eneste vej, man kan komme derfra) og vores New Zealand-bog blev konsulteret. Heldigt nok, ellers var vi nok bare kørt forbi vores næste stop.

Længere nede af vestkysten ligger nemlig Denniston, en forladt mineby. I slutningen af 1800-tallet begyndte man at bryde kul i flere miner heromkring. Der boede ca 1500 mennesker i Denniston i 1910, de fleste var indvandret fra England. De kendte til minearbejde hjemmefra. For at komme op til området måtte man gå, i starten op af transportsporet, hvilket godt kunne koste liv, hvis det var tåget og man ikke nåede at springe til side, når kulvognene kom susende ned, senere ad et trampet spor.

Her ses et par tipvogne og starten på den bane, der transporterede kullet ned i dalen. Alt er øde og forladt, men der arbejdes på at gøre stedet til en turistattraktion, med en bane med vogne, så man kan køre ned i minen, osv.

Flere steder kunne vi se spor af de tidligere beboere, der var fundamenter fra huse, stier, haver og naturligvis masser af rustne jernting med relation til kuludvinding og transport.

I 1902 blev der konstrueret en vej op til minen, så fra da af behøvede arbejderne ikke bo i selve området, men kunne bo nede ved kysten og byen begyndte at affolkes. I 1981 boede der 8 mennesker der. Der bor stadig mennesker deroppe, men ikke mange. Vi så en meget fin, velpasset have, tydeligvis en gammel ”mine”have, to murede skorstene stod tilbage efter det oprindelige hus.

Her ses et halvtransparent foto af minebyen, da den var aktiv, og bagved anes det samme område, som det ser ud nu.

Vi havde et par spændende timer deroppe, som de eneste. Men det var nu også begyndt at regne, hvis sandheden skal frem!

Dagens rute var Karamea- Westport. Vi checkede ind på et lille motel, med en meget charmerende maori-hollænderdreng på ca 2 år, iført fine hollandske træsko og med sorte krøller, ejerparrets søn.