Vi startede dagen
med en tur i Puzzling World. Det er en park i Wanaka, hvor der er
udstillet forskellige sjove optiske fænomener som f.eks. det
afbillede.
Her ses vi stå i
hver sin side af det samme rum. Rummet er konstrueret så man ser
større ud i venstre side af billedet. Selvom det ser ud som om
fliserne i billedet er kvadratiske, er de faktisk rombeformede og
gulvet skråner mod venstre (set forfra). Selvom man ser er stor
kvinde, er hun dog ikke så stor som det umiddelbart fremgår. Denne
her type af optisk bedrag, blev bl.a. brugt i Ringenes Herre filmene
for at få hobitterne til at se små ud.
Der er også en
meget stor samling af hologrammer og et rum med ansigter, der ser ud
som om de kigger på en, ligegyldigt hvor man er i rummet.
Der er også et
skrå rum, hvor gulvet er skråt, men hvor alt i øvrigt er lavet så
rummet ser lige ud. (Alt er konstrueret tilsvarende skråt). Det gør
det ret svært at holde balancen, fordi øjnene (hjernen) tror at man
står på et plant gulv, men tyngdekraften trækker, så man må stå
skråt for at holde balancen.
Bagefter gik vi ud
i labyrinten. Det var spændende. Man skulle finde hen til et tårn i
hvert af de fire hjørner (i en bestemt rækkefølge) og så tilbage
til udgangen. Her er et billede fra et af tårnene.
Det lykkedes at
gennemføre labyrinten. Det viste sig at vi tydeligvis navigerer på
forskellig måde og at 'kort'-måden viste sig mest hensigtsmæssig i
en labyrint. (I forhold til sol/pejlemærke måden)
Grundlæggeren af
Puzzling World, har lavet en udfordring til synske. Man kan vinde
$100.000 ved at finde 2 bestemte lapper papir, der er gemt indenfor
100 meter fra indgangen. Det koster $1000 at forsøge. Der har indtil
videre været 7 synske udfordrere, men ingen har fundet lapperne. At
dømme ud fra beskrivelsen af udfordringen, passer det grundlæggeren
ganske udmærket. Han har vist ikke meget til overs for det
'åndelige'.
Puzzling World var
absolut et besøg værd (Det kostede kun $15). En af de billigste
attraktioner vi har mødt.
Herefter gik turen
mod gletscherland. Vi kørte op langs Lake Wanaka og over Haast
passet. Det er det sydligste pas over de sydlige alper og det senest
åbnede pas. Der var meget øde – nok det mest øde sted vi har
været. Der var (selvfølgelig) fantastiske udsigter og efter passet
kom vi ind i den typiske vestkyst regnskov. Vi slog et smut omkring
'Blue Pools', der er nogle smeltevandsbassiner som skulle være blå.
Det var de dog ikke udpræget. Vi blev enige om at det nok skyldes at
det regnede en hel del. Til gengæld var der en del strøm - døm
selv.
Vi stoppede i Fox
Glacier (village) for natten. Planen er at kigge på gletscherne i
morgen. Da vi kom til vores campinghytte, duftede der helt vildt af
pizza. Vi blev enige om at det tydeligvis måtte være muligt at
finde en take away pizza. Det lykkedes også at få en stor beskidt
pizza med alt hvad man kan tænke sig af fyld. Yummy – vi måtte
opgive at spise det hele. Så er der lidt til frokost i morgen.
Dagens tur gik fra
Wanaka over Haast passet til Fox Glacier.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar